Læsetid: 3 min.

Blind passager

Af en dokumentarfilm må der forventes en personlig, helst begavet, holdning fra instruktørens side til den pågældende films tema
15. juni 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
TV 2 viste i går aftes et program, Blind passager mod paradis!, under betegnelsen »dokumentar«. Jeg finder en trøst i, at man generelt har afstået fra at kalde denne slags programmer for dokumentarfilm, for det er de sjældent. Jeg skal et øjeblik atter engang trætte min eventuelle læser med forskellen på de to typer udsendelser, blandt andet fordi den i det aktuelle tilfælde er så påfaldende.
En dokumentarfilm er en forkortet gengivelse af et stykke virkelighed, set og oplevet gennem et temperament, nemlig instruktørens. »Temperament« kunne erstattes med »sind«, et blødere ord for »intellekt«. Hermed er det mere end antydet, at en dokumentarfilm aldeles ikke kan forventes at kline sig op ad sandheden, hvad den så ellers er for en størrelse. Derimod kan og bør der forventes en personlig, helst begavet, holdning fra instruktørens side til den pågældende films tema.
Intet af dette gælder for en tv-dokumentar. I hvert fald kun meget sjældent, hvis man absolut skal tage et forbehold for det absolutte. I eksemplet Blind passager mod paradis står vi nok over for beskrivelsen af en (beklagelig) virkelighed, nemlig en flok marokkanske ungers tilværelser som gadebørn i Barcelona. Men den opleves ikke på nogen måde som set gennem sin ophavsmands temperament. Dens indforståede og seeropportunistiske forargelse over tingenes tilstand er en rutinemæssig gengivelse af professionelle holdninger, som præger mange af den slags indkøbte programmer.

Appel til indignationen
Ret skal være ret: Blind passager mod paradis! har da en funktionsdygtig appel til vores indbyggede indignationssyndrom. Programmet handler om disse marokkanske børn, der søger bort fra en udsigtsløs fremtid i Nordafrika ved at snige sig over til det spanske paradis.
Det er da osse ad helvede til, at menneskenes børn ikke kan finde ud af at give sine børn en rimelig start på en rimelig tilværelse. Godt nok at det bliver fortalt, om så også overfodringen med denne klodes elendigheder for længst har bragt verdensopinionen hinsides sløvhedstærsklen. Men et program som dette har naturligvis også den indbyggede risiko at det kunne forstærke nogle seeres forargelse, ikke over disse børns skæbner, men over at de maser sig på i områder, »hvor de ikke hører til«. Kan I kende melodien?
Min personlige indignation går dog på noget helt andet. Programmet indeholder optagelser fra havnen i Tanger, hvor ungerne forsøger at snige sig ombord i undervognene på busser og lastbiler der skal til Europa. En del af billederne virker umiskendeligt arrangerede. Det får være hvad det være vil, vi blir under alle omstændigheder manipulerede.
Men da speakeren meddeler, at filmholdets tilstedeværelse på havnen har vakt så megen opmærksomhed, at der er tilkaldt ekstra politimandskab, så spørger jeg mig selv, om det nu også var programmet og ulejligheden værd at gøre kampen for tilværelsen vanskeligere for disse børn, end den var i forvejen?
DR har med den fine lille serie Det sidste hjem, som slutter næste uge, vist at man til bravour kan selv. Så der er kun økonomien til undskyldning for at Horisont, med yderligere risiko for at mætte behovet for indsigt i andres elendighed, mandag viste et program om Pollsmoor-fængslet i Sydafrika, der indeholdt mindst lige så rystende beretninger som Blind passager...
Her er der tale om selveste Helvedes Forgård, hvor Sydafrikas mest forhærdede kriminelle holdes indespærrede.

Frelsende engel
Som i andre fængsler organiserer de sig i bander, terroriserer hinanden med indbyrdes magtkampe og myrderier til højre og venstre. En af de indsatte var tilsyneladende ganske stolt over at have flere af sine medfangers død på sin rummelige samvittighed.
For at sætte lidt kulør på fortalte han beredvilligt om en udbredt kannibalisme mellem fangerne. Personligt havde han fortæret et af sine ofres hjerte. Velbekomme!
Men, tag det roligt. Miraklernes tid er ikke forbi. Fint timet i forhold til optagelserne dukker en frelsende engel op i socialrådgiveren Joanna Thomas’ skikkelse. Frygtløs går hun ind, hvor end ikke fængslets vogtere før turde bevæge sig, og på no time vender hun op og ned på hierarkiet og tyranniet og får gjort de hårde negle til bløde mænd.
Dansk u-landsbistand er med i dette sociale revalideringsprogram, hævdedes det, og det kan da godt være. Men undskyld mig: Enten var første halvdel af denne utroværdige historie for overspillet, eller også var anden halvdel ikke underspillet nok. Jeg følte mig i hvert fald ikke på noget tidspunkt under denne tv-dokumentar som blind passager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her