Nekrolog
Med sangeren og guitaristen John Lee Hookers død torsdag i en alder af cirka 82 forsvandt det sidste levende dybe link til den rustikke sydstatsblues, som udgør gængerne på den vugge, den tidlige rock holdt til i. Som så mange af sine samtidige kolleger tog Hooker sin musik med sig, da han som ufaglært på jagt efter forefaldende arbejde drog nordpå i mellemkrigstidens depressionsramte USA.
Han arbejdede bl.a. som fejemand, pedel og biografkontrollør i Memphis før han i 1943 faldt til i Detroit, The Motor City, som oplevede et boom, da krigsindustrien oprustede i kølvandet på Pearl Harbor-chokket. John Lee Hooker blev samlebåndsarbejder på Dodge-fabrikkerne, men spillede, som i Memphis, samtidig på de lokale klubber i weekender og efter fyraften. Bare ham, hans skramlede nødtørftigt elektrisk forstærkede guitar og en stemme, der lød som hele Sydens voodoo-mystik samlet i et langt suggestivt åndedrag. Det rytmiske akkompagnement udgjordes af hans rastløse, næsten rituelle fodstamp.
Hooker blev opdaget af talentspejderen Lee Sensation. Og det var præcis, hvad han vakte, da debutsinglen »Sally Mae« udkom i januar 1949 på Modern Records. Pladevenderne fandt hurtigt ud af at vende pladen om, og b-siden »Boogie Chillen« solgte over en million eksemplarer, blev nummer 1 på R & B-hitlisten dengang genren både indeholdt rytme og blues, og definerede Hookers stil.
Unik rytmesans
John Lee Hooker blev født, enten 1917 eller 20, i Coahama County, lige op til Clarksdale, Mississippi, bluesens selverklærede fødested. Opvæksten var fattig og lige efter bogen. Familien ernærede sig længere sydpå i Louisiana som sæsonarbejdende bomuldsplukkere, men Hookers stedfar, William Moore, spillede countryboogie guitar, og på 1961-skæringen »Teachin The Blues« fortæller Hooker, at han lærte alt, hvad han kan, af stedfaderen, som var kammerat med bluesgiganter som Charles Patton og Blind Lemon Jefferson.
Så selv om Hooker udkom på Modern Records, lød hans musik alt andet end moderne, f.eks. sammenlignet med Muddy Waters, og han var klart en solist. Om ikke andet så fordi det var svært at spille sammen med ham. Hans rytmesans var unik, og helt hans egen, bygget op omkring en enkelt akkord, seksuelt eksplicit uden at være plat eller lummer, men æggende og hypnotiserende og skabende og udfyldende sit helt eget rum, hvor tiden stod stille uden at musikken gik i stå. Eller som han selv formulerede det: »I dont play a lot of fancy guitar. The kind of guitar I want to play is mean, mean, mean licks.«
Debutsinglen blev fulgt op af næsten lige så store succeser som »Crawling King Snake Blues« (som Jim Morrison senere byggede myten om sig selv op omkring), og op gennem 50erne og 60erne indspillede Hooker på det større Vee-Jay Records, som solist eller med band, og da den britiske beatbølge skyllede ind over det hvide middelklasse-USA, fremhævede bands som The Rolling Stones, The Animals, The Yardbirds og senere Ten Years After John Lee Hooker som deres tydeligste inspiration. Med andre ord: Hooker nåede dermed ud til andre end sine egne. Og et orkester som Canned Heat genopdagede og anerkendte Hookers Delta-boogie som deres musikalske modermælk ved i 1971 at indspille albummet Hooker n Heat med ham. Den plade blev ZZ Tops ABC.
Tandsmør på brøddet
Hooker fik igen tandsmør på brøddet og udsendte fremragende skæringer op gennem 70erne, men prologen til det afgørende kommercielle comeback kom med hans gæsteoptræden i Blues Brother-filmen i 1980. Her sang Hooker en stormende udgave af sit 1962-hit »Boom Boom,« sangen, der er indspillet af alle fra The Animals over Mae West (!) til Bruce Springsteen.
I 1989 satte slideguitar-esset og produceren Roy Rogers den aldrende, men stadig vitale Hooker sammen med en række beundrere som Carlos Santana, Bonnie Raitt og Robert Cray på albummet The Healer. Det var en hyldest, men heldigvis mere til musikkens levedygtighed end til Hooker som levende myte. Pladen gav ham en Grammy, fik ham i rockens Hall of Fame i 1991, og opskriften kastede endnu et par plader af samme slags af sig (bl.a. med Van Morrison og Eric Clapton) indtil Hooker omsider førtidspensionerede sig selv.
Nu tager John Lee Hooker sin endeløse boogie med sig op til den syvende rockhimmels husorkester, som får sig en helvedes god rytmeguitarist. Boogie all nite long ...
*www.clarksdale.com/dbm
*www.boomboomblues.com
FAKTA
Hooker på cd
John Lee Hooker har siden debuten udsendt over 100 albums, og udgav i de tidlige år, af kontraktlige hensyn, under pseudonymer som f.eks. John Lee Booker, Birmingham Sam, Boogie Man og Johnny Lee, men man ikke går galt i byen ved at frekventere disse eksempler på hans særlige magi:
*The Ultimate Collection 1948-90, 1991 (Rhino)
The Real Folk Blues, 1968 (Chess)
Alone, 1970 (genudsendt 1989 på Tomato)
The Best Of Friends, 1998 (Virgin)
