Læsetid: 4 min.

Den brændte jords maler

Anselm Kiefer maler fortsat kolossale billeder, der tynges af menneskets udåd og skyld. Men fokus er flyttet fra Tyskland til Kina, viser Louisianas flotte, men temmelig tamme udstilling
16. juni 2001

Ny udstilling
Antallet af værker er relativt lille, og udstillingen er ren – og stramt koncentreret om de seneste to og et halvt års arbejder. Der er ti store malerier, 6 gouacher og fire såkaldte bøger af den slags, kun Kiefer frembringer, nemlig originale, grafiske arbejder, monteret som mega-bøger med ryg og omslag.
Man kan nærmest kalde disse bøger for skulpturer. Malerierne er så store, så monumentale og pastost malede og så tunge, at de næsten slår én omkuld, når man entrer den store sal i Louisianas vestfløj. De største måtte hejses ned gennem loftet med en kran!
Der er et gennemgående tema og en genkommende titel, nemlig det kendte citat af formand Mao Zedong fra kulturrevolutionen i en let forvredet form: ’Lasst 1000 Blumen blühen’ (Lad 1000 blomster blomstre, Mao nøjedes med 100), og formand Mao hæver sin højre arm og hilser sit imaginære, kinesiske folk, der nemlig glimrer ved sit fravær på disse billeder, hvor føreren figurerer alene, akkompagneret af malede og tørrede blomster, der er stukket ind i lærrederne.
Kiefer er blevet en blomstrende maler på det seneste. I bogstaveligste forstand botaniserer han med pensel og spartel.
Han er optaget af dobbeltmennesket Mao, der både malede og digtede – samtidig med at han udartede til despot med stadig mindre forbindelse til det almindelige, levede liv blandt bønder og byboere. Disse malerier er affødt af en rejse, som Kiefer foretog i 1993 til Kina, kun to år efter, at han var flyttet fra Tyskland til Sydfrankrig. Han trængte til luftforandring.
Tyskland efter genforeningen tilbød en anden virkelighed, end den koldkrigshærgede, skizofrene dobbeltstat, som nærede Kiefers skeptiske og dystre kunst de første 20 år, og som har ætset sig ind i et stort publikum. Med bly, halm og centnertunge olielag har han sunget sin sorte sang om menneskets fortrædeligheder og den brændte jord.
Der er – traditionen tro, når det drejer sig om Kiefer (f. 1945) – skrevet direkte på billederne. Titlerne anføres, så vi både ser og læser billederne.
Og der er øst, kradset, hældt, brændt, snittet, savet, skåret etc. i den pastose overflade, for Kiefer opfatter maleriet som både et erkendelsesredskab og et stofligt landskab, som bearbejdes lagvis, og som opbygges og nedbrydes i alternerende faser.
Således nærmer hans tema, der jo netop handler om ødelandet, og hans arbejdsmetode sig hinanden. Nogle af de nye værker er inspireret af Gobi-ørkenen, og fladerne krakelerer og danner sprækker som det golde land, han har set dér.

2. generations moderne
Kiefer tilhører 2. generationen af moderne, tyske kunstnere og var elev hos Joseph Beuys i Düsseldorf i 1970-72. Siden debuten i 1969 med fotodokumenterede aktioner Besetzungen (Besættelser) har han været stærkt optaget af at fremdrage den fortrængte, tyske historie.
I Besættelserne iførte han sig ridebukser og ridestøvler og hævede armen til nazihilsen forskellige steder i Europa. Han blev delvis misforstået som nynazist, en tvetydighed og mistanke, som nærede hans værk, men i virkeligheden ironiserede han over og kritiserede det tyske folks næsten totale fortrængning af perioden 1933-45. Kiefers hele bestræbelse, formsprog og radikale materialevalg er beslægtet med Beuys’, men han er jo maler og langt yngre end sin nestor. Han er rundet af ungdomsoprøret og den venstreradikale politiske bevidsthed, der vokser frem igennem tresserne, men er samtidig en dybt romantisk kunstner, der interesserer sig for menneskehedens store mytestof, som f.eks. de nordiske myter og den jødiske kabbala.

De nye værkers lethed
Men lad os nu vende blikket mod udstillingens billeder, der desværre for mig at se ikke rummer det samme alvorlige nærvær og uafviselige tyngde, som Kiefers hovedværker fra 1970’erne og 80’erne.
Det hænger måske sammen med, at Mao og kulturrevolutionen trods alt er eksotisk stof for en vesterlænding, ligesom når Andy Warhol tager ham op i sine silketryk. Kiefer arbejder med to sæt lærred. Han maler store blomstermarker (et af malerierne er 190 x 630 cm!), hvorpå applicereres et lærred med den hilsende Mao-figur. Som en UFO lander Mao midt i det store, nordiske landskab eller i havets bølger. Herved understreger Kiefer Mao som et ikon, ligesom Mao-skildringen som regel beror på et fotografi af en statue. Altså en repræsentation af en repræsentation af en repræsentation.
Og parallellen til Hitler er jo evident. Det er imponerende udført, men lidt udvendigt med alle disse blomster. Udstillingen er den sidste, som Louisianas direktør Steingrim Laursen arrangerer, inden han går på pension. Han har igennem årtier været personlig ven med Kiefer, og han har med lånene af disse helt nye værker sørget for den første, større præsentation af kunstneren i Danmark. I seks uger vil udstillingen kunne ses samtidig med Sigmar Polkes.
Louisiana har dermed sat seriøst fokus på tysk kunsts aller væsentligste kunstnere.

*Anselm Kiefer: Maleri 1998-2001. Louisiana, Humlebæk. Dagl. 10-17, ons. 10-22. Til 23. sep.
*Katalog på både dansk og engelsk m/ tekster af Steingrim Laursen og Thomas McEvilley kr. 128,-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her