Læsetid: 2 min.

Campeotto er kult

Hvem bliver den næste i en verden, hvor alt har sin tid og sin stylist
8. juni 2001

(2. sektion)

Iscenesat
Der er øjeblikke, der er hellige. Et af denne klummevikars er Dansk Melodi Grand Prix i 1961. Det var dengang konkurrencen ikke blev afgjort som en mode- og kändiskonkurrence, men faktisk baserede sig på sangen, på selve noden (tegn- og symbolsystem til nedskrivning af musik, red.) og sangeren var underordnet. Jeg gentager: Underordnet.
Vinderen det år blev invalidepensionisten Aksel V. Rasmussen. Han var fra Køge. Hans bidrag hed »Angelique.« Den svulmende ballade, som tog sin titel fra en af tidens triviallitterære bestsellere, blev sunget af en debutant med italienske aner, den unge Dario Campeotto. Læg faktorerne sammen og man aner popmusikalsk globalisering i sin vorden.

Kulturperle
Det, vi unger hjemme i gården i det evigt solbeskinnede Sydhavnen, var mest imponeret af, var dog hans hår og hans halsbeklædning, den såkaldte Dariosløjfe – en slags præfabrikeret bindeslips med en frapperende kulturperle i midten. Håret kunne vi sagtens efterligne. Det var bare Bryllcrem en masse, men Dariosløjfen fik jeg først til min konfirmation to år senere. Da hørte jeg ikke Dario mere, men den kulturelle inerti er som bekendt ikke til at spøge med.
Det fik jeg bekræftet forleden, da jeg vantro så Dario genopstå på forsiden af en cd med titlen Love Is In The Air. Shit, tænkte jeg. Kloninger er mulige. De mangler bare lige at ordne det der med rynkerne, men et nærmere studium viste sig, at det faktisk var Dario Campeotto, ethvert plejehjems dulmende helt, som er blevet genopdaget og nu lanceres som en mafioso, der bærer sit nye image med stil – det må man lade ham. Til gengæld er der musikalsk langt til Køge. Og Sydhavnen.
Pladens bagmand er Keld Wennick. Han har siden barnsben i banjoduen Jan & Keld haft tæft for pop, og selv om ingen jo vil sige, at det er sådan, det er gået til, så kan man se dem for sig sidde på kontoret.

En dansk Tom Jones
En af dem siger »Lad os lave en Tom Jones.« »For vildt,« siger en anden. »Han er jo lavet.« »Ja, netop,« lyder det med iskold branchelogik.
Povl Kjøller er død. Ole Erling lyder bare sådan, og Keld Heick er et andet sted, så nogen sagde Dario Campeotto. Han ser flink og afbalanceret ud på det omslag, og i det forsigtigt moderne musikalske regi gennemspiller han forskellige roller fra Dean Martin over Scott Walker til Charles Aznavour på ecstasy. Og ved sin side har han Signe Svendsen fra Rollo & King og den ny-stuerene ex-pornograf Katja Kean. Intet under han ser tilfreds ud, men han har ladet Dariosløjfen blive hjemme. Intet er helligt. Hvem bliver den næste? Poul Nyrup Rasmussen, den bedste crooner, Esbjerg aldrig fik? Nej, undskyld. Han er jo allerede i showbiz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu