Læsetid: 4 min.

Cd-box

22. juni 2001

Af Anders Beyer, Klaus Lynggaard, KAREN MOHR SOKKELUND og CHRISTIAN MUNCH-HANSEN
(2. sektion)

Jazz
Antonio Hart: Ama Tu Sonrisa (Enja)
*Den i dag 33-årige amerikanske saxofonist har bl.a. en fortid i Roy Hargrove Quintet. Nu står han på egne ben med en cd bygget på et stærkt rytmisk fundament med bas, trommer, hele tre perkussionister og med en tændt Kevin Hays ved klaveret. Hart er inspireret af Cannonball Adderley og skylder Grover Washington Jr. melodiøsitet og popjazzede elementer. Men dette er ikke sukkerjazz, dertil er Hart for optaget af kropslig akustisk interaktion. Han vil bare for meget på én gang. Her er både inciterende jazz farvet af cubanske, nordafrikanske og mellemøstlige stiltræk men også trættende funk bl.a. i en mildt sagt alternativ udgave af Bernsteins »Somewhere.«

Pernille Bévort: Who’s Blue? (Dragon)
*Saxofonisten Pernille Bévorts tredie og foreløbigt bedste udspil i eget navn er en tidløst jordbunden og polykrom jazz-cd med en fint afstemt gruppelyd, hvor Kjeld Lauritzens Hammond B3-orgel spiller en stemningsskabende hovedrolle, og hvor Jesper Bodilsen (b) og Morten Lund (trommer) sørger for en aldrig svigtende rytmisk fremdrift. Bévort skriver temaer uden større dybde og vision men effektive som afsæt for gruppens leg og soloer, og især hendes spil på tenorsaxen har krop og overskud. De tre udgaver af Carla Bleys »Reactionary Tango« er en sjov idé. Per Gade (guitar) og Pelle Fridell (basklarinet) krydrer foretagendet i veloplagte gæsteroller. cmh

Verdensmusik
Eyuphuro: Yellela. (World Music Network/Amigo).
*Mocambiquiske Zena Bacar med den kraftfulde vokal har tilført sin gamle gruppe Eyuphuro nyt blod. Med velvillig assistance fra fan og producer Roland Hohberg er det nu blevet til en cd. Gruppens anden på 12 år. Varm dansemusik med det nordlige Mocambique som stilistisk og rytmisk omdrejningspunkt. Båret af harmoniske vokaler, lange indsmigrende guitarforløb, perlende percussion og et par herligt upolerede horn. Med sine mange kryds til omkringliggende inspiratorer (DR Congo, Madagascar, Comorerne og den arabisk orienterede taarab-musik fra Tanzania) stritter Yellela godt nok i ganske mange retninger. Det er en skam. mohr

Klassisk
Mozart: The Piano Concertos & Rondos. English Chamber Orchestra. Murray Perahia, klaver. Sony Classical
*I 250-året for Bachs død udgav Murray Perahia Goldbergvariationer sidste år. På det seneste har Perahia invilget at være første gæstedirigent for Academy of St. Martin in the Fields. I en aktuel 10 cd-boks med Perahia finder vi Mozarts klaverkoncerter med English Chamber Orchestra, som pianisten selv dirigerer samtidig med at han spiller. De går ikke galt i byen ved at anskaffe denne cd-boks, som er udført af fremragende musikere og skabt af alle tiders genialske komponist. Der er ikke rigtig noget af komme efter for det kritiske gemyt: Man læner sig tilbage og nynner stille hen for sig: Ja, sådan, lige præcis sådan!

Angelit: Mánnu. Innovator/Warner Music.
*En cd lidt i periferien: Samisk yoik i moderne tilsnit med Angelit. De kalder sig selv ‘piger’, hvorfor det giver mening at kalde dem det, de er: Piger. Hvilket søstrene Ursula og Tuuni Länsman retteligen også er: Unge piger med en umanerlig god indføling i samisk musiktraditionen og en mulig fornyelse af denne tradition. Denne lytter oplevede den samiske musik fortolket af pigerne i både ren form med enkel trommeakkompagnement og opdaterede versioner med alt tænkeligt nymodens teknik og udstyr ved dette års Salisbury festivalen. Der er kommet flere cd’er med Länsman-søstrene – den seneste Mannu (Månen) er noget af det bedste fusionsmusik med
yoik’en som udgangspunkt, som Deres nordist. Det lyder som om de synger Læolola hele tiden, men bag den tilsyneladende monotone stemmeføring finder man stærke tekster om samisk identitet. Pigerne fra det øverste Lapland minder om, at der findes en helt særegen musikkultur oppe under Nordens. beyer

Rock
Mark Lanegan: Field Songs (SubPop/Playground)
*Da grungen var på sit højeste i start- og midt90’erne befandt Seattle-bandet Screaming Trees sig et eller andet sted i periferien af det show. Gruppen var lidt for traditionsbevidst til for alvor at gøre indtryk på den historieløse slacker-generation, hvilket var synd, da de spillede noget af tidens bedste musik. Siden da har gruppens frontfigur Mark Lanegan udsendt det ene excellente soloalbum efter det andet, og det seneste er en berusende cocktail af singer/songwriter-materiale og gammeldaws folk med en melankolsk blueset understrøm. Indenfor roots-genren gøres det ikke meget bedre.

Lisa Miskovsky (Stockholm Records/Universal)
*At det er en pudsig verden vi lever i, er Lisa Miskovskys debutcd eksempel på: Efter at have slået sit navn fast som sangskriver for Backstreet Boys, debuterer hun som moderne nærværende rock’n’roller med en formskåret, men ikke ucharmerende cd. Originaliteten ligger det lidt småt med, og at hun skulle være påvirket af Tool og Smashing Pumpkins – som hun hævder – er svært at høre, til gengæld kunne hun godt lyde som en skærgårdsudgave af Sheryl Crow, før denne mistede gnisten.

Blink-182: Take Off Your Pants And Jacket (MCA)
*Moderne punk handler om at være uartig, prutte og række tunge. Samt selvfølgelig udkomme multinationalt og sælge vognlæs af plader. Moderne punkbands spiller tohundrede gange bedre end old school-varianten, til gengæld er de firehundrede gange så ligegyldige. At genren kan kaste et charmerende hit af sig, er Blink-182 et eksempel på, og »What’s My Age Again« lød charmerende i 1999. Men et helt album med bandet er kun for fans og andre regressive sjæle.-lyn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her