Læsetid: 5 min.

Du danske march på stedet

9. juni 2001

Intermetzo
En sociologisk undersøgelse af professor i faget ved Københavns Universitet, Peter Gundelach, havde fundet vej til Berlingerens forside på selve Grundlovsdag: Danskheden på fremmarch. Man griber med rystende hånd det regnvåde avispapir og læser med bange anelser. Disse bekræftes. Meget tyder på. at danskerne – et flertal – uden tilsyneladende dybere refleksioner – føler forrang for andre nationer.
Undersøgelsen – og man bør retfærdigvis tage den slags med forbehold – bekræfter, at neo-nationalchauvinismen i dansk udgave har sit tyngdepunkt i den ringere uddannede del af befolkningen, blandt dem der føler sig truet af fremmede sprog, fremmede ord og fremmed mad. De fleste andre europæere inklusive hollænderne har det anderledes.
Folkene i de lave lande bag digerne mener sagtens, at man kan leve et lykkeligt liv over havets overflade, hvor sproget er et andet, og man ikke dagen lang æder råsyltede sild fra papiret.
Sjovt nok, at der er en sådan forskel. På mange måder ligner vi hollænderne, hvilken sammenligning staklerne i denne sammenhæng endelig ikke må opfatte som en fornærmelse. Men det gør vi, ligner hinanden.
Denne iagttagelse, som pladsen og anledningen ikke tillader uddybet, men som
f.eks. med flid og udbytte kan studeres i den glimrende fremstilling: Geschiedenis van de Nederlanden red. af J. C. H. Blom og E. Lamberts, oversat 1999 til: History of the Netherlands, Berghahn Books. Begge små handelsfolk, afhængige af stormagterne udenom, materielt orienterede, forholdsvis oplyste, politisk stabile, etc.
Forskellene er dog også iøjnespringende. Hollænderne har takket være en noget mere ekspanderende kolonialisme end Trankebar, Vestindien og Nordatlanten vænnet sig til fremmede. Tolerance er ikke et skældsord i Amsterdams smukke kanalgader, men en livsform. Her i landet henregnes begrebet jo hånligt til floskler om korrekte politiske holdninger og rigtige meninger. Så er alt jo sagt. Hollænderne mener som antydet godt, at man kan leve en menneskelig tilværelse i andre sammenhænge end den traditionelt hollandske. Hollænderne har da også indtaget et temmelig konsekvent Europa-orienteret standpunkt og været blandt de første til at ønske grænsebommene fjernet og det overstatslige samarbejde i de fleste henseender udbygget og styrket. Hvilket vel at mærke ikke har fjernet Holland fra Europakortet. Tværtimod.

Professor Gundelach peger i sin undersøgelse på danskernes nationale symboler som symptom, kan man vist sige. Dannebrog til eksempel. Såfremt andre folkeslag – ikke mindst tyskerne – anvendte deres flag på samme anmassende måde som danskerne, ville vi blive rædselsslagne og med rette beskylde de andre – stadig ikke mindst tyskerne – for nationalistiske udskejelser. Tænke sig en tysk kolonihaveforening – dem er der mange af, og de er store – med hejst tysk flag i hver lille parcel! Donnerwetter!
Den danske neo-nationalisme har senest givet sig ekstremt udtryk i Dansk Folkepartis dybt uhæderlige tryksag: Danmarks fremtid dit land – dit valg ... red. af MF. Thulesen Dahl, Anders Skjødt og partiets ikke helt hyggelige pressecheftype Søren Espersen, hvoraf broderparten af det beskrivende stof i udgivelsen ved folketingsgruppen og altså for skatteydernes penge er onduleret af Ulla Dahlerup med påfaldende journalistisk frihed over for de opsøgte personer, samt kendsgerningerne. (Alene den tidligere ligerettighedsforkæmpers kapitel om Berlin er et kapitel for sig. Gud ved, om det er dét Berlin, hun har været i).
Nationalchauvinismens element indebærer ifølge sagens natur nationalchauvinisternes fortegninger af virkelighedsbilledet. Ellers ville de jo heller ikke så godt kunne være nationalchauvinister, eftersom de forvrængninger, der skal til for at få billedet til at stemme, nødvendiggør en særpræget omgang med historiske og andre data.

Et bedårende udtryk herfor er sagen om folketingskandidat for Dansk Folkeparti Søren Krarup og Museet på Sønderborg Slot. Her blev som bekendt museumsdirektøren for nylig verfet ud af sin stilling af en
uenig bestyrelse. Årsagen var samarbejdsvanskeligheder; et vidt begreb, man som bestyrelsesansvarlig griber til, såfremt man ikke har noget bedre, eller ikke ønsker at gå i detaljer eller ønsker at beskytte den fyringsudsete – eller sig selv eller begge, men af visse årsager med djævlens vold og magt vil af med en – i dette tilfælde ledende – medarbejder.
Dette er for så vidt rimeligt nok. En bestyrelse bestyrer jo, og må til hver en tid inden for rimelighedens grænser kunne afskedige en leder, uanset omkostningerne i presse, almindeligt omdømme, etc. Museumsbestyrelsen fandt i sidste ende sagen om folketingskandidat for Dansk Folkeparti Søren Krarups planlagte udstilling om danskheden for besværlig at anvende som udadtil afgørende for beslutningen om at sige tak for denne gang til den kontroversielle direktør med i øvrigt ofte livsaligt irriterende standpunkter. For så vidt er det også i orden, at
Krarup-udstillingen gled i baggrunden, idet andre forhold – som for eksempel samarbejdsvanskelighederne, herunder bagtalelse af bestyrelsen – altså illoyalitet – var tilstrækkeligt tungtvejende.

Men ud fra en museumsfaglig og i øvrigt politisk anstændighedsbetragtning vedrørende forvaltningen af et offentligt forum i et valgår kunne museumsledelsens planer om folketingskandidat for Dansk Folkeparti Søren Krarups danskhedsudstilling i og for sig være tilstrækkelig. En bestyrelse måtte på denne baggrund – og burde – stille spørgsmålstegn ved en given museumsleders fulde fem, dømmekraft og i sid-
ste ende egnethed som bestyrer af et historisk-kulturhistorisk museum. I sig selv er det mere end betænkeligt at give adgang til museumsmontrene for decideret uvidenskabelige, kildeumedholdelige og klart politisk opi-nionsorienterede partsindlæg.
I hvilket omfang havde man også tænkt sig at følge dette initiativ op med andre opinionsbårne udstillingspartsindlæg i form af andre udstillinger befordrende andre holdninger? Det er muligt at man ville kunne administrere noget sådant, men langt fra sikkert, og problemstillingen er under alle omstændigheder en grundig diskussion værd.
Morsomst i sammenhængen er folketingskandidat for Dansk Folkeparti Søren Krarups egen udlægning af begivenhederne. I en henrivende selvafdækning af den politiske præsts egenoplevelse betegner han sin opstilling som folketingskandidat for Dansk Folkeparti som sin »nationale værnepligt.«
I det lys skal man se udstillingen på Sønderborg Slot. Søren Krarup er Søren Krarup, forsikrer folketingskandidaten for Dansk Folkeparti.

På baggrund af et menneskealderlangt forfatterskab tog denne udstillingsopgaven tøvende på sig, thi forandret var vilkårene for folketingskandidaten for Dansk Folkeparti ingenlunde ifølge ham selv, ved det at han i mellemtiden var blevet aktiv politiker på valg i en nogenlunde sikker kreds. Nej, vist nej var den ej. Situationen var den enkle, at Søren Krarup i samme egn, som museet ligger, og hvor opstillingen af museumsgæsteudstilleren er foretaget, kæmper mod en række andre folketingskandidater fra andre partier, der tilfældigvis også ønsker at få lejlighed til at aftjene deres nationale værnepligt i det danske folketing.

Det kunne måske tænkes, at en udstilling på Sønderborg Museum i et valgår måske ville tjene til at gøre potentielle vælgere bare en lille bitte smule mere opmærksom på den nationalt værnepligtige for lige netop Dansk Folkeparti. Det har man da hørt om.
I andre sammenhænge har man knubbede ord til overs for den slags. Man kunne i samme åndedrag også forestille sig Dansk Folkepartis pågældende folketingskandidats reaktion, såfremt en anden person – måske af anden etnisk herkomst med trang til værnepligtsaftjening i et andet politisk parti – havde fået tilbuddet fra den nu korrekt afskedigede museumsleder.
Et fnys af berettiget harme ville have lydt fra Dansk Folkepartis folketingskandidats tjenestebolig i Seem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her