Læsetid: 5 min.

Den danske sang …

… er i to ud af tre tilfælde en ung blond pige, formskåret til markedets krav og behov. I det tredje tilfælde kan den så være en ung mand med leverpostejfarvet hår og noget på hjerte
21. juni 2001

Nye cd’er
Denne signatur har de sidste ti år brugt en del spalteplads i nærværende dagblad på at polemisere omkring den danske sang. Polemikken har sjældent – hvis nogen sinde – affødt nævneværdige reaktioner, hvilket kan – og bør – tolkes derhen, at han er en af de få særlinge, der ligger vågen om natten og spekulerer over hvor sangene på muddersmålet skal komme fra i det 21. århundrede.
Thi selvom der åbenlyst er tale om en fiks ide, grænsende til det psykotiske, er det hans klippefaste overbevisning, at et folk skal kendes på sine sange. Især midt i den pågående globalisering, der selvfølgelig ikke behøver være et onde, så længe man har et bagland at trække på.

Amerikaniseringen
Og modsat pastor Krarup, hjemmehjælper Kjærsgaard og de andre højreekstremistiske skidesprællere opfatter han ikke nationalkarakteren synderligt truet af de lige dele indvandrere og flygtninge fra (især) en række mellemøstlige og østeuropæiske lande, der p.t. drysser ind over grænsen – slet ikke samlignet med den stadigt stigende amerikanisering af mediebilledet.
Og lad os fluks gribe i egen barm: Er ikke også denne skribent rundet af Det Amerikanske? Jo, mon ikke! Dylan og Beck fylder til daglig mere end Grundtvig og Poul Krebs, Raymond Chandler og James Ellroy mere end samtlige afgangsklasser fra Forfatterskolen og Billy Wilder og
Woody Allen uendeligt mere end Bille August og Lars von Trier – sidstnævnte er i øvrigt ikke mere ’dansk’ i sine film end Big Fat Snake er det i deres musik, men det er jo en anden snak.
På samme måde som Rom i sin storhedstid satte sit præg på hele den dengang kendte verden qua sin militære overlegenhed og suveræne evne til kultureksport er USA ikke til at komme udenom p.t. – medmindre der gøres en indsats den modsatte vej. Derfor bør ethvert tiltag til dansksproget sang i princippet applauderes, men problemet er jo så, at meget af det er rimeligt rædselsfuldt. Måske fordi mange af de mere talentfulde gøre sig på ’danglish’, hvad ved jeg … for med ganske få undtagelser er rockbranchen steget på det engelske sangtog, og det kommer der sjældent den slags sange ud af, der glider ind i nationalbevidstheden på samme måde som f.eks. »Det var en lørdag aften«, »Sangen om Larsen« og »Kvinde min« har gjort. Det er dét, der holder undertegnede vågen om natten. Såmænd.

Lummerliderlig
Under navnet Blå Øjne har sangerinden Julie Rugaard sunget sig ind i den del af danskens bevidsthed, der styres af lokalradioer og ikke mindst P3, der har gjort det til sit erklærede mål at være så fladpandet som muligt. Studieværter med IQ som en hegnspæl spiller amøbeavanceret musik full blast, når de ikke forpester æteren med neandertalunderholdning.
Nå. Men det værste ved Julie Rugaard – og hendes producer, Chief 1 – er en fuldstændig manglende evne til at levere et produkt, der rytmisk løfter sig ud over det dance-idiotiske, hvilket vil sige en så unuanceret betoning af taktslagene, at de i bedste tilfælde kan bruge det til at banke puds ned med. Eller høvle rundt til på det lokale disc, hvis man vel og mærke er fuldstændig blasted på E. Og så hjælper det ikke meget, at parret ind i mellem har fat i nogle rigtig gode sange.
Det næstværste er Rugaards kælne sangstil, der får hende til at fremstå som en hunkat i løbetid, lummerliderlig og letkøbt. Alt hvad hun rører ved har en ubehageligt skinger tone, hun er så indsmigrende som bare fanden og selv en fin lille sag som Patrik Isakssons »Hos dig (er jeg alt)« forvandles til et rædselskabinet af gumpetunge klicheer.
Symptomatisk for parrets bestræbelser er ’fortolkningen’ af Love Shops en vidunderlige ballade, »En nat bliver det sommer« (som de af uransalige årsager her er omdøbt til »I nat …«??), som i originalversionen var en spindelvævsfin opvisning i elegance og musikalitet, men her forvandles til lyden af en hær af elefanter, der i en blodrus møver rundt i en glasbutik. Meget værre kan det næsten ikke blive.

Poesibogstynde tekster
Alene derfor virker det umiddelbart befriende at gå til Karen Buscks debut, Hjertet ser, hvor rytmerne er noget mere subtile og organiske. Men charmen bliver ved hver gennemlytning hurtigt til metaltræthed: Mondæn halvfjerdserfunk tilsat firseragtige tekster – »når hjertet ser sit snit til mer’/ af alt det du har/ uden forsvar lægger han det her hos mig/ blød og parat til når hjertet ser«, værsgo’ at skylle! – er altså ikke lige det, der skal føre danske sang videre. Jo længere ind i pladen man kommer, des mere bagstræberisk – læs: Firseragtig – og ligegyldig virker den.
Var melodierne så fuldstændig uimodståelige, kunne man tilgive de poesibogstynde tekster, men alt i alt befinder det sig så meget på det jævne, som det muligt er. Karen Buscks succes på radiostationerne landet over kan enten tolkes derhen, at hun udfylder et tomrum, eller at et gennemsnitligt folkefærd aldrig mister evnen til at glædes over gennemsnitlig musik.
Hvis Busck tekstligt kom ud over det der tuttenuttede univers om hjertets trivielle længsler samt fik mere styr på det melodiske er det ikke umuligt, at hun en dag vil lave en fin lille plade. Men ikke i denne ombæring.

Et uimodsigeligt talent
Så er det fandeme rart at komme til Jens K.’s stilfærdige og fordringsløse debut Hen over byens tage. Med sine 36 år er han ingen hot babe eller drengebandsfotogen figur, til gengæld emmer såvel tekst som musik af kunstnerisk vilje og et uimodsigeligt talent, om end af den mere stilfærdige type. Store armbevægelser er ikke stilen her. Musikalsk svæver vi et tidsmæssigt ubestemmeligt sted og progressivt eller fremadrettet kan man – alt andet lige – ikke kalde produktet her. At produktionen – ved Jens K. selv i samarbejde med Povl Kristian – har så lidet anmassende karakter, er kun med til at fremhæve sangenes mange fine kvaliteter, hvor kodeordene er det poetiske, det indfølte og det mildt ekspressive.
I teksterne myldrer det med fine iagttagelser og elegante sproglige turneringer, og da vi nu har nævnt Love Shop en gang, kan vi lige så godt fastslå at Jens K. tager faklen op fra dette bands to første albums – 1990 og DK – på denne sprøde og indbydende udgivelse, som faktisk beviser – som om det behøvedes! – at man altså godt kan synge et mundret, nærværende og sprogligt prægnant dansk, hvis man gider gøre sig en anstrengelse.
Melodisk når Jens K. langt ved hjælp af små virkemidler. Stemmen er ikke stor, men behagelig og udtryksfuld og melodilinjerne foretager sjældent de store tonale spring, men ligger i et jævnt og yderst sangbart leje, som giver plads til diskret, men effektiv tekstfortolkning. Et hav af fine musikere er med til at gøre Hen over byens tage til en succes, men det er Jens K.’s show hele vejen igennem, og hurra for det. En
seriøs herrestemme midt i koret af kælne og medieliderlige pigebørn er sgu noget af en lise i disse for vort land så slibrige tider.

*Blå øjne: Tæt på (Spin/edel)
*Karen Busck: Hjertet ser (Mega)
*Jens K.: Hen over byens tage (ExLibris)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her