Læsetid: 9 min.

Drengene fra Ain Al Helweh

Det er en svær men ikke håbløs opgave at hjælpe de palæstinensiske drenge, der kommer til Danmark som flygtninge. Men danske socialarbejdere skal stille klare krav til dem. Det siger Anni Kanafani, der i størstedelen af voksne liv har arbejdet med børn og unge i Libanons flygtningelejre
1. juni 2001

(2. sektion)

Flugtens børn
Der er et pludseligt glimt at usikkerhed i Tariks øjne. Blikket glider hurtigt ud til siden. Afsøger den lille vej. Søger tilbage igen. Han trækker vejret dybt ind. Begiver sig derefter ud i en rivende forklaring på arabisk. Samtidig gestikulerer hans hænder ivrigt. Udglattende.
Den unge mand foran os, som for et øjeblik siden stillede sig en smule truende an, ser endnu en gang op og ned af os. Nikker. Trækker på skuldrene og går.
Tarik smiler skævt. Betyder os, at vi skal gå videre.
Han er blevet udnævnt til at være vores guide i den palæstinensiske flygtningelejr Ain Al Helweh i det sydlige Libanon. Han er 16 år, og når det ikke lige er sommerferie, går han i gymnasiet i Saida, den nærmeste store by. Men han bor i Ain Al Helweh sammen med 65.000 andre palæstinensiske flygtninge. Og han kender de fleste af de mennesker, vi passerer. Vi har ham med, fordi vi har fået at vide, at det ikke er helt sikkert at bevæge sig alene rundt i lejren.
»Der er mennesker her, som ikke er interesserede i at komme i pressen – og da slet ikke i at blive fotograferet,« som Eftekar Nabulsi har sagt til os en halv time forinden.
Hun er den daglige leder af lejrens børnehave, børnebibilotek og kunstværksted, og kender lejrens unge og deres mentalitet.
»Her er mange problemer, fordi de unge ikke har noget at tage sig til. De har ikke arbejde, og de har ingen penge. Derfor bliver det vigtigt for dem at organisere sig i forskellige grupper – religiøse eller politiske. Og det skaber ind imellem problemer. Internt i lejren og med myndighederne udenfor. De libanesiske soldater kommer ikke i lejren, men de er lige udenfor, og det giver spændinger. Det samme gør det nogle gange, når der kommer udlændinge herinde,« forklarer Eftekar Nabulsi og beder derefter de to unge fyre om at følge os rundt og sige god for os.
Og Tarik og Ahmed gør et godt job. Vi har ingen nævneværdige problemer. Bliver mødt med smil og interesse. Specielt når Tarik eller Ahmed forklarer, at vi er på besøg for at skrive om Ghassan Kanafanis Kulturfonds børnehave.
Det er en institution, der står respekt om. Ligesom der gør om dens grundlægger danske Anni Kanafani.
Hun har boet og arbejdet i Libanon siden 1961, og hun har dedikeret sit liv til arbejdet med de palæstinensiske børn og unge.
Hendes indgående kendskab til de unges baggrund og mentalitet gør, at hun flere gange har været hidkaldt til Danmark for at give forvirrede og rådvilde socialarbejdere en slags forklaring på, hvad der sker med de unge palæstinensere her i landet.

For at forstå de palæstinensiske drenge i Danmark, må man først og fremmest se på deres baggrund,« siger Anni Kanafani.
»De kommer fra flygtningelejre i Libanon, hvor de fleste af dem har haft en tragisk og trist tilværelse. Palæstinensiske flygtninge har ingen civile rettigheder i Libanon, og de må ikke tage arbejde udenfor lejrene. De er kun lige akkurat tålt, så selv om drengene i Danmark måske ikke husker meget fra lejrene, borgerkrigen eller den israelske invasion og besættelse, så gør deres forældre det. Og det er de præget af,« siger Anni Kanafani.
»Samtidig oplever børnene, at fædrene lider et knæk, når de kommer til Danmark. I palæstinensiske familier er manden den, der forsørger familien. I Danmark skal han først lærer sproget, og derefter forsøge at finde et job. Hvis det mislykkes af den ene eller den anden grund, så mister han den indflydelse og den respekt, der ligger i at være familieoverhoved. Og det påvirker helt klart drengene, at de på den måde mister en rollemodel.«
Et andet problem er efter Anni Kanafanis mening, at danske socialarbejdere ikke stiller krav til drengene.
»De får lov til at gå rundt uden at lave noget. Først når de for alvor har rodet sig ud i problemer, sker der noget. Det betyder, at de ikke har ret meget respekt for det danske samfund eller for det sociale system. De oplever, at der ikke er nogen konsekvens af deres handlinger,« siger hun.
»De befinder sig i en ret skizofren situation midt imellem den danske socialpædagogiske holdning, som giver dem lange tøjler men intet arbejde, og deres families opdragelse som fordrer, at de skal være mænd og lære at tage sig af familien. Men uden at familien kan give dem et job.«
Anni Kanafani ser det som helt essentielt, at de danske socialarbejdere forstår de palæstinensiske familiers baggrund. Og et studieophold i en flygtningelejr ville i den forbindelse ikke være for meget at forlange, mener hun.
»Her ville socialarbejderne selv kunne se, at vi selvfølgelig har problemer i lejrene, men her er et helt anderledes netværk, så der er nogen, der er klar til at gribe drengene. De står ikke uden forbilleder,« siger hun. Men dermed mener hun ikke, at de palæstinensiske drenge, der er problemer med i Danmark, skal sendes tilbage på opdragelsestur til Libanon.

Hvem skulle man sende dem ned til?« spørger Anni Kanafani. »Deres familie er jo flygtet sammen med dem. Og selv om de så kunne bo hos en onkel eller en bedstefar, så er problemet, at der er så få penge hernede, at drengene ville blive en belastning for familien. Samtidig er der ikke noget, de lave. Der er slet ikke arbejde nok til lejrens unge – der er omkring 70 procent arbejdsløshed i lejrene – hvordan skulle én udefra så kunne finde noget meningsfuldt at lave?« spørger retorisk.
»Man kan ikke eksportere sig ud af disse problemer. Danskerne er nødt til at finde en løsning selv. Og en del af løsningen er, at drengene skal føle, at der er brug for dem. Så længe de går rundt og føler, at det ikke nytter at uddanne sig eller søge arbejde, fordi ingen alligevel vil ansætte dem på grund af deres navn, så har de jo reelt ikke nogen fremtid. Og det giver desperation.«
En desperation som sandsynligvis føles værre for netop palæstinenserne end for mange andre nationaliteter. Enhver palæstinenser kender sit folks historie, og ved dermed, at han stammer fra et folk, der har haft ry for at være endog særdeles veluddannede.
I 1974 offentliggjorde UNESCO en undersøgelse, der viste, at palæstinenserne var verdens tredje bedst uddannede folk med hensyn til universitetsuddannelser, og omkring 90 procent af børnene i flygtningelejrene gik i skole.
Holdningen blandt flygtningene i Libanon og Jordan var den gang, at uddannelse var vejen ud af deres håbløse situation.
Men årene med borgerkrig i Libanon, den israelske invasion og siden krigen i Kuwait, hvor de palæstinensiske ledere stod på Iraks side, gjorde dem ilde set i store dele af den arabiske verden. Det er i høj grad palæstinensiske læger, lærere og ingeniører, der havde været med til at opbygge Golfstaterne, men efter Kuwait-krigen var der ikke længere job til dem på grund af deres støtte til Saddam Hussein. Det betød, at pengestrømmen fra Golfen til familierne i blandt andet Libanons flygtningelejre tørrede ind. Hvilket igen betød en forværret situation i lejrene og et stop for at komme på de dyre libanesiske universiteter og højere læreanstalter.
Men minderne om at stamme fra et begavet og højtuddannet folk tørrer ikke ind. De giver tværtimod mindreværdskomplekser, når man ikke selv formår at leve op til ryet.
Det dilemma forstår Anni Kanafani. Og det forstår Eftekar Nabulsi.

Eftekar Nabulsi er den daglige leder i børnehaven i Ain Al Helweh, og også hun har været i Danmark og lave workshops for danske socialarbejdere. Ved de lejligheder har hun mødt flere palæstinensiske flygtninge.
»Det var deprimerende. De har forladt lejrene her i Libanon, fordi de føler sig skubbet ud af libaneserne, som gør livet svært for dem. Så kommer de til Danmark, hvor de nok får penge og et sted at bo, men hvor de pludselig skal lære et nyt sprog og en ny kultur at kende, samtidig med at de mangler deres sociale netværk,« siger Eftekar Nabulsi.
»Jeg oplevede, at palæstinenserne i Danmark var blevet usikre. De var nervøse for, hvad den danske kultur ville lære deres sønner og døtre, og i afmagt opstiller fædrene regler og restriktioner – både for deres børn og deres koner. Mændene må gå ud, men kvinderne skal blive hjemme, så mændene har kontrol med dem. Det betyder, at mange kvinder føler sig isolerede, og derfor får psykiske problemer – og det hele smitter selvfølgelig af på børnene, som bliver usikre og bange, og kæmper hårdt for at finde et eller andet ståsted. For eksempel i en gruppe med andre palæstinensiske unge, hvorfra de danner deres eget netværk med egne regler og normer, som giver dem tryghed.«
Eftekar Nabulsi har også været i Danmark sammen med en gruppe forældreløse unge fra en flygtningelejr. De unge skulle deltage i en række kulturelle arrangementer. Og det gik fint. Lige indtil de en sommerdag besøgte det lokale friluftsbad.

Fra den dag var det, som om drengene nærmest blev vanvittige. De så de danske piger gå rundt i små bikinier eller ligefrem topløse, og de kunne overhovedet ikke forholde sig til det. Èn af drengene forsøgte at røre ved en piges bryster. Hun blev selvfølgelig meget forskrækket. Men han forstod ikke, at han havde gjort noget galt. Han syntes, hun selv havde bedt om det ved at tage tøjet af,« fortæller Eftekar Nabulsi.
Hun snakkede meget med drengene om forskellige kulturer og normer. Men hun fornemmede, at hun ikke kunne trænge ind til deres fornuft.
»Helt ærligt så var de som forvandlede, de snakkede kun om piger og sex. Når man er vant til, at man ikke omgås piger, ofte ikke en gang i skolen, så er det et chok pludseligt at være i så frisindet et land. Det kunne de ikke magte.«
Hendes råd til danskerne – og i øvrigt til alle andre lande, der modtager flygtninge er:
»I er nødt til at gøre noget. Nødt til at tage problemerne alvorligt, ellers ender I i en situation, I ikke kan overskue. Kendskab til flygtningenes baggrund er i den forbindelse det allervigtigste. Dernæst er det vigtigt, at arbejde sammen med familierne, og i palæstinensiske familier er det helt nødvendigt at arbejde sammen med faren. Det er ham, der har det sidste ord, så hvis I vil opnå noget, er der ingen vej uden om ham. Samtidig er I også nødt til at indse, at mandlige socialrådgivere vil have større held med sig, når det handler om at trænge ind på familien. En kvindelig sagsbehandler vil blive pænt modtaget, der vil blive lyttet til hende. Men når hun er ude af døren, vil faren og dermed familien alligevel gøre, som de selv vil,« siger Eftekar Nabulsi.
»Jeg ved godt, at det er provokerende at sige det. Men sådan er det. Og hvis man vil resultater, så må man en tid gå på kompromis med sine idealer om ligestilling.«

FAKTA
Ghassan Kanafani
*Anni Kanafani er uddannet småbørnspædagog, og i sine studieår interesserede hun sig meget for internationale forhold. I forbindelse med en international konference kom hun i kontakt med nogle palæstinensere, og hun rejste blandt andet til Libanon, hvor hun mødte Ghassan Kanafani.
Han var palæstinensisk forfatter og journalist og dybt engageret i det palæstinensiske folks sag. De to blev forelskede, giftede sig og fik to børn. Ægteskabet fik imidlertid en brat og tragisk afslutning i 1972, hvor Ghassan Kanafani blev dræbt af israelske efterretninsgagenter.
To år senere blev Ghassan Kanafanis Kulturfond (GKK) oprettet, som er anerkendt libanesisk NGO. Fonden – og dermed Anni Kanafani – driver i dag otte børnehaver i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Børnehavnerne kan rumme 825 børn, mens yderligere 500 benytter GKK’s børnebiblioteker, kunstværksteder og klubber. Der ud over driver fonden et nyoprettet projekt for gadebørn i den største lejr, Ain Al Helweh, og er i gang med at starte et lignende projekt i det nordlige Libanon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her