Læsetid: 2 min.

Til eftertanke

Irsk roman om personlig syndsbekendelse rykker ved vanetænkningen
9. juni 2001

Ny bog
Den 47-årige irske succesforfatter Catherine Dunnes nye roman Den lukkede have er en stilfærdig hverdagsfortælling om meningsløsheden i årelange konflikter mellem forældre og deres voksne børn.
Den temperamentsfulde Beth har siden barndommen gjort oprør mod sin håbløst gammeldags mor Alice. I trods dropper den unge Beth uddannelsen og karrieren, forlader den trygge forstad i Dublin for at flytte til London med en tilfældig fyr, og hun kan ikke på noget tidspunkt få sig selv til at indrømme de efterfølgende års stribe af nederlag over for moren. Der er konstant bølger i farvandet.
Nu har moren fået en alvorlig hjerneblødning, og da den modne og nyligt separerede Beth vender hjem for at våge over hende på dødslejet, kommer hun langsomt til besindelse:
»Hvor meget, tænkte hun, vidste man egentlig om, hvad døende mennesker kunne mærke? Måske var det med døende mennesker som med det blinde menneske, hvis andre sanser skærpes som kompensation for tabet af synet, måske udviklede den døende en slags tredje øje, et årvågent og vagtsomt øje midt i panden, som så og forstod ting, der var skjult for os andre. Det trøstede Beth at tænke på den måde; det var et lille skridt på vejen mod en forklaring på den voksende fornemmelse af nærhed mellem hende og den lille skikkelse i den lyserøde sengetrøje. Hvis hun var overbevist om, at der var en anden måde at se på, kunne denne skrøbelige kvinde ved hendes side måske slet og ret blive hendes mor igen, med tiden.«

Tanke-nærhed
Beth finder en stak breve, den sygdomsramte mor har nået at skrive til hende, inden den sidste store hjerneblødning ville indtræffe. Brevene forklarer, hvordan særlige konflikter moren og datteren imellem i virkeligheden udspringer af yderst komplekse omstændigheder, der yderligere er vanskeliggjort af manglen på kommunikation.
I vågeblussets skær bliver principper, stolthed og gamle forudfattede meninger gradvist kastet over bord, og Beth kan endelig se klart. Hendes ændrede syn på moren og den nye selvopfattelse belyser også, hvordan alting går i ring, idet noget af det, man som ung kæmper imod, bliver en del af en selv, når rollerne mellem generationerne byttes om i forældrenes sidste leveår. Det er stof til eftertanke.
Af en irsk roman at være er det bemærkelsesværdigt, at den religiøse dimension er helt fraværende. Der er ingen bønner og ingen sidste olie. Bogen er en fin skildring af en lille families hverdagsvilkår fra 1950’erne til i dag, men netop derfor er det besynderligt, at kirken ikke spiller nogen rolle overhovedet. I stedet, kunne man så mene, fungerer Alices brevsamling som en personlig syndsbekendelse med håbet om tilgivelse fra datteren. Og den fungerer faktisk også som en indtrængende bøn til datteren om ikke at bruge sit liv på at være en anden end den, hun er.
Den lukkede have er ingen stor litterær bedrift – f.eks. kunne det have været fascinerende, hvis den havde sået tvivl om, hvorvidt brevene var skrevet i klare eller mentalt forvirrede øjeblikke – men den kan alligevel anbefales alle, der sidder inde med uforløste forhold til deres forældre. Man bliver noget så kraftigt mindet om, at der ikke er nogen tilbageknap, når livet passerer revy.

*Catherine Dunne: Den lukkede have. Oversat af Bente Kastberg. 285 s., 299 kr. Centrum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her