Læsetid: 4 min.

’EU er vores nye Big Brother’

Ligestilling mellem kønnene er en del af den pakke, kandidaterne til EU-medlemskab skal gennemføre. Det holder hårdt
21. juni 2001

VILNIUS – På konferencen om køn og demokrati i Vil-
nius var det en god nyhed, at EU-topmødet i Gøteborg besluttede at optage den første gruppe af nye medlemmer i slutningen af 2002.
I hvert fald mødte Informations udsendte ikke en eneste unionsmodstander på den europæiske kvindelobbys store søndagsmøde, hvor kvindeorganisationer fra EU-lande og ansøgerlandene diskuterede ligestillingsperspektiverne i udvidelsen af EU.
Der herskede imidlertid stor usikkerhed og frygt for de ændringer, et medlemskab af den europæiske klub fordrer. I en samtale med Information formulerede Genoveva Tisheva fra Fonden for Bulgarsk Kønsforskning mange af de tilstedeværendes fornemmelse af, at omstillingen er »en meget farlig periode« for de Øst- og Centraleuropæiske ansøgerlande, som hun udtrykker det:
»Vi har skiftet den ene Big Brother ud med den anden. Før var det Sovjet, nu er det EU og USA. Det fanger os i et dilemma. På den ene side tilpasser vi økonomien og politikken til EU’s standarder. Vi gør faktisk alt for at tækkes Unionen og de internationale finansielle institutioner.«
»På den anden side bliver økonomien forfærdelig sår-bar i de nye frie markeder. Og den høje arbejdsløshed og de forringede sociale forhold, som er en følgevirkning af tilpasningen til EU’s standarder, bliver udnyttet af virksomheder fra de selvsamme lande, som anbefaler os at indføre sociale minimumsstandarder,« siger hun.
Ikke desto mindre forventer Genoveva Tisheva faktisk, at et EU-medlemskab på sigt vil lette de bulgarske kvinders kamp for ligestilling: »Trin for trin vil det blive bedre. Hvis bare vi får en realistisk periode at omstille os i.«

Lange udsigter
I overgangen fra centraldirigeret til markedsstyret økonomi er kvinder generelt blevet hårdere ramt af arbejdsløshed end mænd. Ned-skæringerne i de offentlige budgetter er også gået hårdt ud over de daginstitutioner og det sociale apparat, som er forudsætningen for, at kvinder kan have en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
»Kvindelobbyen arbejder for, at en større del af den økonomiske støtte fra internationale finansielle institutioner og EU’s strukturfonde bliver målrettet til kvinder,« understreger Mary McPhail.
Men det holder hårdt. Og samlet må man sige, at mødet afspejlede meget blandede følelser over for de nye tider. Glæden over at være sluppet af med autoritære regimer er blandet med tristhed grænsende til desperation over, at de højt besungne markedskræfter får samfundene til at gå op limningen – toppet med store forhåbninger til fremtiden.
EU’s politik på ligestillingsområdet er en del af den ’pakke’, ansøgerlandene skal udmønte i deres nationale lovgivning, før de bliver lukket indenfor i varmen.
Det drejer sig dels om de artikler i traktaten, der handler om at tilstræbe ligestilling mellem kønnene i samfundet (artikel 3), på arbejdsmarkedet (artikel 137), ligeløn (artikel 141) og bekæmpelse af enhver form for diskrimination på grund af køn (artikel 13). Dels handler det om ti direktiver – blandt andet om barselsorlov og bevisbyrde i sager om sexchikane.
Flere lande er godt på vej, og syv ansøgerlande har underskrevet CEDAW (Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination Against Women): Bulgarien, Tjekkiet, Lithauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Tyrkiet.
Kløften mellem sorte bogstaver på hvidt papir og virkeligheden er imidlertid dyb, understreger Mary McPhail, repræsentant for kvindelobbyen. Det skyldes ikke bare modstand i ansøgerlandene, men også en manglende interesse inden for i EU:
»EU har ikke udvist særlig stort engagement – gennem finansielle ressourcer og ekspertbistand – i forhold til at støtte kandidatlandenes arbejde med at sikre kvinders rettigheder,« siger McPhail.
Polen er et særligt vanskeligt tilfælde. På sidste års opfølgning af FN’s kvindekonference i Beijing i 1995 stemte Polen sammen med den uhellige alliance mellem Vatikanet, Iran, Irak og Libyen. Et stokkonservativt sammenrend, der eksempelvis er modstandere af oplysning om og brug af prævention og anbefaler seksuel afholdenhed både som børnebe-grænsningsmiddel og i kampen mod hiv og aids.
Derfor ser Urszula Nowakowska fra Centret for Kvinders Rettigheder i Warzawa også frem til, at Polen gennemfører EU’s politik mod diskriminering af kvinder.
»Vi har ingen institutioner overhovedet, der varetager kvinders rettigheder. Den nuværende meget konservative regering vil end ikke tilslutte sig Beijing-erklæringens målsætninger om kvinders rettigheder i samfundet og på arbejdsmarkedet.«
»I optagelsesprocessen er regeringen dog blevet presset til at vedtage en lov, der gennemfører EU’s regelsæt mod kønsdiskriminering. Pudsigt nok træder loven først i kraft i år 2003 – det er vist første gang, der er gået så lang tid mellem vedtagelse og ikrafttræden af en lov!« siger hun.

Abort forbudt igen
I 1997 blev den lov om fri abort, som Polen har haft siden 1957, afskaffet. I dag er det ikke muligt at få bevilget abort på grund af sociale indikationer, men dog muligt, hvis graviditeten er følge af incest eller indebærer fare for kvindens liv.
Urszula Nowakowska så gerne, at EU’s kvindelobby pressede på i det anliggende. Men det ligger uden for arbejdsfeltet, understreger Mary McPhail: »På tværs af grænserne er kvindeorganisationerne, stærkt uenige om dette spørgsmål. Desuden afgøres familiepolitik, social- og sundhedslovgivning suverænt af de enkelte stater.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu