Læsetid: 4 min.

Film i tv

8. juni 2001

(2. sektion)

*Katharine Hepburn har en for hende arketypisk rolle som missonærkvinden Rose i denne uopslidelige klassiker, hvor det især er hendes samspil med Humphrey Bogarts skipper Charlie Allnut, der slår komiske, dramatiske og romantiske gnister. Under Første Verdenskrig kommer Rose tæt på Charlie, da tyskerne besætter hende missionsstation og hun er nødt til at flygte på Charlies gamle floddamper »Afrikas Dronning«. Rose kan se skrøbelig og jomfrunalsk ud, men der er uanede kræfter i den benede dame, og hun sætter sig for at lave en torpedo af bådens last af iltflasker og sprængstof. Charlie er skeptisk, men han må efterhånden bøje sog for den fromme, handlekraftige dames mod og energi.
– Katharine Hepburn er suveræn som missionæren, der i manér og fremtoning er jomfrunalsk, og Humphrey Bogart giver den hele armen med skægstubbe og eder i hobetal som den hårdt drikkende skipper. – De strabadserende optagelser med storvildtjægeren John Huston som instruktør har i øvrigt inspireret til lange historier, f.eks. Peter Viertels nøgleroman Hvid jæger, sort hjerte (filmatiseret af Clint Eastwood med Clinten selv som Huston) og Katharine Hepburns erindringer, hvor hun afslører sin forelskelse i samme Huston.
The African Queen/Afrikas dronning. DR 2, fredag kl. 20.50-22.30

*Peter Weir er australier, og amerikanske Weir-film som The Truman Show, Døde poeters klub og Frygtløs viser, at han ikke er bukket under for Hollywoods normale krav om konform, udglattet underholdning. Det specielle i hans thriller-succes Vidnet fra 1985 ligger i den måde, hvorpå han kontrasterer den religiøse Amish-sekt med moderne levevis – vel at mærke inden for rammerne af en stram spændingshistorie. Harrison Ford spiller en politimand, som prøver at få oplysninger ud af en otte-årig dreng, der er blevet vidne til et mord. Samtidig skal han beskytte drengen og hans mor, der begge tilhører Amish-folket, en lille enklave, der afskærer sig fra nutidens civilisation og lever i en fortidig verden. Til slut må Ford holde sig skjult hos Amish-folket, for der er korruption i hans egne rækker og fjender overalt. – Historien er drevent skruet sammen og nervesitrende godt fortalt af Weir, der tydeligvis har nydt at beskrive Amish-folkets tilbagevenden til tidligere århundredes levevis. Harrison Ford er selvfølgelig perfekt som ansvarstynget
action-helt, og den karakterfulde Kelly McGillis spiller godt op til ham som Amish-kvinden, han forelsker sig i.
I biroller ses Danny Glover og Viggo Mortensen, og Earl W. Wallace og William Kelley har skrevet det Oscarbelønnede originalmanuskript. Filmen fik desuden Oscar for bedste klipning.
Witness/ Vidnet. TV-Danmark, fredag kl. 20.00-21.55

*Paul Newman der måske frem for nogen anden i Hollywood har inkarneret den ungdommelige, fremadstræbende hedspore, spiller i dette psykologiske kriminaldrama fra 1981 for første gang en person, som for alvor er mærket af tidens gang – en drikfældig sagfører, der har nået bunden både privat og professionelt. Han er den fallerede Boston-sagfører Frank Galvin, der en dag får en sag, som tilsyneladende ikke kan vindes. Der er tale en grov lægefejl, som har medført, at en kvinde er blevet invalideret under en fødsel. Frank er først indstillet på, at ofrets familie skal indgå et stilfærdigt forlig, men da han besøger den bevidstløse kvinde, beslutter han sig til at tage kampen op. Og hans modstander er frygtindgydende: Bostons etablerede katolske samfundsstøtter, der holder sammen for at undgå at få ridser i lakken. – Newman blev Oscar-nomineret for sit spil som Frank Galvin – en usminket præstation, hvor Newman lægger sit helte-image som helt med blå-tindrende øjne bag sig og viser en mand, der tilsyneladende er sunket uhjælpeligt ned i alkoholisme og selvforagt. Men som samtidig klamrer sig til den rest af indre styrke, der kan blive hans redning. Sidney Lumet har instrueret det medrivende, drama, der udvikler sig til en nervepirrende retslig kappestrid mellem to meget forskellige sagførere – Newmans Frank Galvin og James Masons djævelsk dygtige og glatte succes-advokat Ed Concannon. Den kendte dramatiker og instruktør David Mamet har skrevet manuskriptet efter en roman af Barry Reed. Og i biroller medvirker Charlotte Rampling, Lindsay Grouse og Jack Warden.
The Verdict/Dommen. TV2, søndag kl. 23.10-01.40

*Dennis Potter bevæger sig aldrig lige ud af landevejen. Det ved man ikke mindst fra en tv-serie som Den syngende detektiv og en kringlet film som Dreamchild. Og Afsporet fra 1987, som Potter har skrevet manuskript til, er heller ikke en helt almindelig film. Den er tilmed instrueret af Nicolas Roeg, der er ekspert i gådefulde billedmosaikker. Så når Gary Oldman og Theresa Russell danner par i Afsporet, er det ikke en helt almindelig duo, man får at se. Er de mor og søn? Elskerinde og elsker? Eller skaber de bare et fantasibillede af hinanden, som de så gør alt for at leve op til? Oldman spiller her en ung englænder, Martin, som er rejst til sydstaten
South Carolina på jagt efter sin amerikanske mor. Hun bortadopterede ham til en engelsk barnepige, da han var spæd, og nu vil han opleve den amerikanske barndom, han føler sig snydt for. En mystisk dragning opstår mellem Martin og den noget ældre lægehustru Linda, hvis mand er mere interesseret i legetøjstog og smæk i enden end i sin ellers meget sensuelle frue. Og da Linda begynder at identificere Martin med det barn, hun mistede i sin allerpureste ungdom efter en traumatisk voldtægt og efterfølgende fødsel, er spillet gående – et erotisk, terapeutisk psykodrama med to særdeles neurotiske hovedpersoner. – Potter og Roeg dyrker dog ikke den normale psykologisk realisme her, men fastholder deres sædvanlige frit associerende, fantasi-ynglende stil, spækket med sort humor og djævelsk satire. Og som i andre af Roegs film – f. eks. Bad Timing – er hans hustru Theresa Russell det erotisk sprængfarlige midtpunkt for de neurotiske løjer.
Track 29/Afsporet. TV Zulu, søndag kl. 17.10-18.45

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu