Læsetid: 4 min.

Filosoffen H.C. Andersen

Hunde, E-strenge og udødelighed
28. juni 2001

Nye bøger
H.C. Andersen havde en såkaldt medfødt angst for hunde. Som for så meget andet. Som digter var han til gengæld i stand til at udnytte alle sider af sin personlighed i stort og småt. Alt blev til erfaring og til kunst. Hundeangst og modig gjorde han brug af det hele, som nu i den genudgivne filosofiske debatroman fra 1857, At være eller ikke være.
Drengen Niels Bryde, der bliver den dominerende hovedperson, nærer en sådan skræk for hundene i Københavns gader, at der går et chok igennem alle hans lemmer, blot en hund snuser til ham. Det giver anledning til et af bogens mange morsomme skilderier af datidens forskelligartede miljøer, som Niels kommer til at færdes i. Byen var berømt for sin utrolige vrimmel af hunde. Hr. Svane giver som bogens let komiske ræsonnør en levende rapport om uvæsenet med hunde, der gøende svarer hinanden natten igennem. glubske køtere, der vælter folk overende, et kræ, der gør sig hæs fra gadedøren, en moppe, der vandrer ækel og fed som et ådsel, der er hovnet op i vandet etc. Andersen slipper ikke en idé, men sætter den i system, så romanen gennemtrækkes af hundesymbolik. Niels springer med risiko for eget liv i havet for at redde en hund, lærer netop at blive gode venner med en Trofast. Og det udgør et af de side- og ledemotiver, der skal understøtte logikken i Niels Brydes udviklingshistorie, hans omvendelser.

Symbolik
Alle hændelser har både reel og symbolsk funktion i den romantiske beretterteknik, der skal håndtere noget så svært som livsanskuelser. En debatroman er det, og når Georg Brandes senere overså den i sin berømte efterlysning af romaner, der sætter problemer under debat, skyldes det, at Andersens debat kom til et andet resultat end det, kritikeren ønskede. Egentlig var den måske tænkt som et modstykke til Kierkegaards mere knirkende filosofiske ’romaner’: en intellektuel præstation i folkeligt miljø.
Den fattige knægt, søn af portneren ved Rundetårns observatorium – atter symbolsk – bliver taget i huset hos en godlidende præstefamilie i et jysk landsogn, hvor han vokser op i ortodoksiens gudstro. Som student glider han fra teologien ind i naturvidenskaberne, tilegner sig med trosiver materialismen. Som en Erasmus Montanus prøver han uden held at omvende den renhjertede plejesøster Bodil til sin virkelighed. Som læge deltager han i Treårskrigen, ligger selv dødeligt såret på valpladsen og findes af hunden, han engang reddede. Krigen giver ham erfaring om tilintetgørelsen, og dermed er vejen mentalt banet for modtanken om udødelighed.
Omslaget kommer så sagte ved mødet i det københavnske selskabsliv med den unge jødiske Esther, der ikke kun udlægger Goethes Faust for ham, men selv konverterer til kristendommen. Niels diskuterer bedst med kvinder, der jo ikke kun er opdragende, men åndeligt opaddragende. Han drages mod troen – hjulpet af et stykke overtro. De har i spøg aftalt, at han, om han dør først, vil give sig til kende for hende med en klang, en tone. Men hun går forud, dør under pesten. Og i hendes dødsstund lyder en brusten klang gennem huset. Klaverets E-streng er bristet. E for Esther. Udødeligheden er bydende.
Niels kan da i en landlig glædesfest vende sig til præstehjemmets idyl, hvor adskillige tråde og strenge tvindes sammen. Han anskues endda som en Aladdin ved de gamles diamantbryllup. Pling!

Om væren
Det er bare for meget, men hvor er det dygtigt arrangeret af den fortæller, der med mellemrum optræder som beretningens gæst eller snarere vært, som også iscenesætter samtalerne om tidens filosofiske emner fra Andersens intense, foruroligede læsning. Bogens titel er sat i anførselstegn efter Hamlets berømte replik, der er en rød tråd i debatten om, hvad væren egentlig indebærer. Temaet var nogle år forinden lanceret af Paludan-Müller i Adam Homo, hvor dennes moder belærer barnet om det umiddelbare liv i naturen i barnlig tillid til Gud.
Det er en alvorligt anfægtet bog, oplysende – og oplyst af humor som bl.a. i de ironiske skildringer af salonlivet med bl.a. selskabsløven hr. Bruss, ortodoks og kåd, men besat af ærkenordiskhed. Han prædiker »Edda-Christendom« og lyser den evige død over enhver, der ikke har hans tro. Man aner Andersens Grundtvig-skepsis.
Mogens Brøndsted gør i efterskriften rede for baggrund og samtid, filosofiens nye materialisme og religionskritik og samfundets industrialisering. Der er ikke gjort noget forsøg på at popularisere H.C. Andersens sprog i denne videnskabeligt tekstkritiske og annoterede udgave, som princippet er i Selskabets udgivelser, der efterhånden har indfanget alle Andersens romaner. Samtidig er udsendt hans Lykke-Peer, som er en mellemting mellem et eventyr, en historie og en roman fra 1870, tilegnet Niels W. Gade, atter om den fattige drengs store karriere, kunstneren, der realiserer sit geni som digter, sanger og komponist i et helt wagnersk gesamtkunstværk, bygget over Aladdin-myten. Han dør i sin triumf, på sin vis udødeliggjort. Ikke just et moderne gennembrud.
Erik Dal har besørget denne udgave og bebuder et kommende bind med rejseskitser, endvidere de store rejsebøger, efter at Samlede Digte allerede nylig er kommet. Det er overhovedet hektiske A-tider, hvor gammelt og nyt hentes frem, renses eller bearbejdes, mens forskningen stadig livligere rører på sig. Danmark agter ikke sine digtere, lyder et ofte gentaget sprikvort. Det kan der findes eksempler på. Men de store har vi et et helt manisk forhold til, Andersen, Kierkegaard, Blixen. Nærmest kultisk. De omtalte udgivelser udmærker sig heldigt ved deres saglige nøgternhed.

*H.C. Andersen: At være eller ikke være. Ved Erik Dal med efterskrift af Mogens Brøndsted. 281 s. 140 kr.

*H.C. Andersen: Lykke-Peer. Ved Erik Dal. 117 s. 120 kr. Begge Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu