Læsetid: 4 min.

Find det skjulte billede

Ny underholdende bog om Karen Blixen opstøver med en politikrimis metode spor på vejene omkring Pisa
28. juni 2001

Ny bog
Under et USA-ophold kom sprogmanden Ole Togeby under vejr med, at Karen Blixen i den engelsksprogede verden også er en meget kendt forfatter, ikke som dansk forfatter, men som en forfatter, der skrev på engelsk og sejrede ikke mindst i USA. Seven Gothic Tales af en fuldstændig ukendt Isak Dinesen toppede omgående listerne som hele USA’s Book of the Month, en succes hun ubesværet gentog senere.
Blixen er altså også blandt de allerførste postkoloniale forfattere, der som i dag Salman Rushdie, Tahar Ben Jelloun og Buchi Emecheta har valgt at skrive de vigtigste bøger ikke på deres (lille) førstesprog, men på et meget større andetsprog, hvor de blandt andet genfortæller de gamle koloni-imperiers historie fra andre vinkler.

De manglende billeder
Nu har Togeby sammen med en forskerkollega, lektor i Firenze Ivan Z. Sørensen, udgivet bogen Omvejene til Pisa, der faktisk finder nye veje i den første af de Syv fantastiske, nemlig Vejene omkring Pisa.
For Sørensen og Togeby gik omvejen til Pisa gennem især Uffizi-galleriet i Firenze, som den stærkt maleri-interesserede Blixen besøgte, da hun i 1912 tilbragte et halvt år i Pisa, Firenze og Rom.
»Jeg har altid haft svært ved at se, hvordan et Landskab egentlig saa ud, hvis jeg ikke af en stor Maler har faaet Nøglen til det. Jeg har inderligst følt og erkendt et Lands særegne Natur der, hvor den er blevet mig fortolket af en Maler,« skrev Blixen i 1950 i sit lille essay Til fire Kultegninger.
Et citat, som også Blixen-forskeren Charlotte Engberg tog udgangspunkt i i sin fine Billedets Ekko fra sidste år, men som Togeby og Sørensen nu med nidkærhed og systematik folder fuldstændigt ud ved i flotte reproduktioner at vise de malerier, som Blixen enten direkte hentyder til eller som blot ligner set-up’et i fortællingens nøglescener.
Bogen indsætter maleriet der, hvor billedet ’mangler’ i historien, eller hvor det optræder i ordets form. Det virker særdeles overbevisende, ja chokagtigt, f.eks. at se et billede af godset Lindenborg, der ser ud nøjagtig som billedet i Augustus von Schimmelmanns lugteflaske, komplet med elmeallé.

Rasende underholdende
På samme måde opsporer Togeby og Sørensen historiens talrige skjulte citater, som den drilagtige, bibliofile forfatter gør betydningsbærende i historierne. Fanger man dem ikke, går det én nemt som de mest tumpede af Blixens mandlige hovedpersoner, som kun fatter halvdelen af historien. Og det er næsten værre end ingenting. Især er det herligt, at Togeby og Sørensen åbenlyst kan kende et bibelcitat, når de ser ét. Resultatet af deres sporjagt er forbløffende og rasende underholdende: Det er Blixen lagt på sætningsskema, syntaksen blotlagt, tomme pladser krydset af og udfyldt, ethvert spor og indicium omhyggeligt indsamlet, rubriceret og lagt i plasticpose.
Forfatterne forholder sig til især den ældre Blixen-forskning (ved Brix og Henriksen) som en moderne politikrimi til en Peter Wimsey-roman: For elegance og aristokratisk sving med slængkappen sætter parret grundighed; for intuition systematik; for gætteri og biografisme en frygtindgydende og dybt fornøjelig evne til at afkode cifferskrift og finde historiens hemmelige anden halvdel, den uskrevne. For det er jo Blixen-teksternes tomme pladser, der virkelig angriber læserens nysgerrighed – her taler tavsheden, som det hedder i Det ubeskrevne Blad, en anden nøgletekst, som fængsler vores egen tids Blixen-læsere og
-forskere.

Blixens erotiske univers
Lyder alt dette grusomt skematisk, ja, så kan man jo bare holde sig væk fra bogen. Men Blixen-fans bør sgu unde sig selv denne ’Tegn og Tolkning-Blixen’, der er så knap på litterære vurderinger, at man retter sig i stolen, når de flotter sig med denne formulering: »Større kompositorisk kunst findes næppe i verdenslitteraturen.« Nådada. Der hentydes til den voldtægtsscene, som gør hele Vejene omkring Pisa forståelig; som netop er ubeskrevet, men kan rekonstrueres som hvilende eksakt midtskibs i historiens kronologi – og tilmed forklarer det forliste forhold mellem Agnese og Nino, som ellers elsker hinanden.
Det sker, at man ryger af i et sving, og nogle af pointerne er selvfølgelig set før. Jeg blev også lidt træt af igen og igen at læse de to mandlige forfattere trampe rundt i, hvilken erotisk betydning det mon kan have, at den indlagte fortællings lejemorder stikker kniven ’tre gange i hjertet’ på sit offer... Her ville lidt blixensk økonomi være rart.
Ved at forholde sig bramfrit til Blixens erotiske univers – hendes ’slibrighed’ (Brix) – opnår Togeby og Sørensen dog også at formulere præcist, hvad nøgleordene Gud og skæbne kan betyde i det moderne univers, som Blixens jo er: ’Gud’ er det givne, man ikke kan slippe ud af, drifterne, ens egen natur. Skæbne er den fortolkning, man vælger på de ydre begivenheder, som følgelig styrer, hvad man får ud af sit grundlæggende potentiale.
Forfatterne argumenterer her overbevisende for, at hovedpersonen Augustus von Schimmelmann ikke når frem til sin skæbnevej, men som mange af Blixens mandlige hovedpersoner forfejler den ved at mistyde de spor, skæbnen spiller ham i hænde. Og dermed også forhindrer en ung far i at spille sin rolle over for sin nyfødte søn...
Frit oversat: Livet er en syntaks, som tildeler hver sin rolle i historien, og kludrer man i det, bliver det hele noget rod. Ikke fordi der kun er én vej, men fordi man må holde sig i bevægelse, ikke kun for at nå til målet, Pisa, men for at gå på vejene omkring.
Sagt og set før, javel, men såre sandt. Og nu altså også med de rigtige billeder!

*Ole Togeby og Ivan Z. Sørensen: Omvejene til Pisa. 284 s. ill., 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her