Læsetid: 6 min.

Det flygtige sommersyn

Det er nu, hvidtjørnen blomstrer på Eremitagesletten – så dragende, som Knud Sønderby fortalte om den. Tjørnens oprindelse er en Danmarks-historie om kongeligt magtbud og en hærgende sygdom i hovedstaden
2. juni 2001

Hvor vejen fra Rødeport til Rødebro når på højde med Springforbi, er det, tjørnene breder sig over et stort stykke af Eremitagesletten, som spredte træøer, så gamle og særprægede, at udenlandske forstmænd kommer på besøg for at se dem. Flere hundrede år og for de flestes vedkommende så deformerede af hjortens bid, at de tykke stammer er vredet hid og did hen over jorden. Tortur i forstening, en stiliseret dødskamp ligner disse træer, et par ser ud, som er de blevet slået af rædsel og panik, straks de fik hovedet ovenfor i denne jammerdal, stammerne ligger i flade bugtninger hen over jorden som for så hurtigt som muligt at finde et hul til at komme ned i igen. Men flere hundrede år er de altså blevet, og først i juni blomstrer de.«
Linjerne ovenfor er Knud Sønderbys. De står i hans essay Hvidtjørnen, trykt i samlingen af samme navn, udgivet 1950.
Sådan så Dyrehavens hvidtjørneslette altså ud for et halvt hundrede år siden. Sådan ser den også ud nu.
Netop i disse dage blomstrer den. Et syn, der slår med så stor kraft, at det rammer helt tilbage til den barndom, hvor voksne tog én op på skulderen, så man kunne skue ud: Et dansk stykke Afrika, en savanne, hvor de de tottehvide buskkroner svæver som grenbårne sommerskyer.

Der ligger en lille sø, hvor tjørnene spejler sig mellem vandfladens eget dække af hvide blomster.
»Hvad er det for nogle blomster ude i vandet?« spurgte jeg forleden en ung folkeskolelærer, der havde sine elever på naturfaglig ekskursion ved søen.
»Vandkarse...« sagde hun og lød ikke helt sikker. Så gik hun hen og hev en op.
»Nej, vandranunkel,« rettede hun.
Da jeg kom hjem, slog jeg efter hos Sønderby. Han kalder dem »frøbid eller pilblad«.
I de blomstrende hvidtjørnes drømmeverden lader tingene sig vanskeligt bestemme med sikkerhed.
Det bekræftes af en samtale med Dyrehavens skovrider, Klaus Waage Sørensen.
»Hvor gamle hvidtjørnene på Eremitagesletten er?«
Skovrideren ler.
»Det fortaber sig jo. Omkring 1930’erne skrev botanikeren Christen Raunkiær, at de nok var over 1.000 årÇ men det er der ingen, der rigtigt véd. Det er aldrig lykkedes at finde én, vi har kunnet tælle så langt tilbage på.«
»Men som bevoksning på stedet kan de sagtens være over 300 år gamle,« forsikrer Waage Sørensen og tilføjer:
»Raunkiær mente også, at det var en helt sjælden art, som kun findes i Dyrehaven. Han gav den et latinsk navn, som på dansk kan oversættes til ’Eremitagetjørnen’. Som altså kun skulle forekomme her. Mærkeligt, ikke sandt? Men heller ikke det er den fulde sandhed.«

Hvad er den fulde sandhed om Eremitagens hvidtjørne? Her er den, som skovrider Waage Sørensen fortæller den:
»Der har altid været hvidtjørn, af arten ’almindelig hvidtjørn’ i det dyrkede danske landskab. Særligt på overdrevene, hvor man satte kreaturerne ud, fordi jorden var for mager til, at afgrøder kunne vokse, eller fordi den lå langt væk fra landsbyen. Kreaturerne lader tjørnen stå, fordi de ikke er glade for at bide i den. Hvidtjørnesletten har været græsningsareal for landsbyen Stokkerup, der blev nedlagt, da området blev omdannet til parforce-jagt for kongen i 1670. Landsbyen lå en 150 meter sydvest for det nuværende Eremitageslot, dér, ved stien mod Fortunen, hvor der er en sø, der hedder Stokkerup Kær. Det var gadekæret.«
»Hvidtjørnesletten, mod øst, ned mod Øresund, lå så langt fra Stokkerup, at den blev brugt til græsning. Det bekræftes af, at der i det gamle hegn ned mod Strandvejen var en låge, der på kort er betegnet som ’Malkelågen’. Den blev sløjfet, da man byggede Kystbanen.«
– Så er tjørnene på sletten altså ’almindelig hvidtjørn’ helt tilbage fra Stokkerups tid?
»Nej, nu skal vi springe nogle hundrede år frem i tiden, til kolera-epidemien i København i 1853. Der døde en frygtelig masse mennesker. De fattige blev lagt på kærrer og kørt ud af byen, op til Tårbæk, hvor der blev bygget et kapel, og de blev begravet i Dyrehaven, i massegrave nede ved porten til Tårbæk.«
»Gammel overtro sagde, at folk, der satte sig på pestgrave, selv blev smittet. Derfor plantede man ’pesttjørne’ over gravene, lige som man gjorde, når man begravede kreaturer, der døde af pest. De tjørne, som blev plantet over kolera-gravene, var en tysk tjørn, der også kendes som ’éngriflet tjørn’, der anvendes i havebruget. Den forekom næppe naturligt i Dyrehaven på det tidspunkt.«

Nu nærmer vi os den egentlige forklaring på det særlige ved Eremitagens hvidtjørn. Waage Sørensen:
»Det viser sig så, at de to arter – ’almindelig tjørn’ og ’éngriflet tjørn’ – krydser spontant. Tjørne formerer sig ved insektbestøvning, så det kan foregå over lange afstande, også fra Tårbæk. Og krydsningen er fertil: Den fortsætter med at sætte frø.«
– Den globalt enestående ’Eremitagetjørn’ er altså en krydsning mellem Stokkerup-landskabets ’almindelige tjørn’ og kolera-gravenes ’éngriflet tjørn’?
Waage Sørensen tøver. Hans svar er varsomt. Skovrideren vil nødigt give anledning til en indædt botanisk fejde:
»I dag kan ikke sluttes andet, end at der er en blanding, hvoraf nogle stammer fra tiden efter kolera-epidemien.«

Der er mere historie i den hvidtjørn. I sit essay skriver Sønderby om de blomstrende buske:
»I øvrigt skal de ikke ses en tidlig eftermiddag, de skal ses en sen aften, når de hvide kupler hviler i månelyset og stilheden, når man fra vejens mørke mellem de høje bøgetræer kommer ud på sletten til den åbne sommernatshimmel, og hvidtjørnene så ligger som øer badet i månelys. Så er det som at se ind i alle drømmes verden af skønhed og harmoni.«
Sønderby fortsætter:
»Det vidste min mor. År igennem tog hun mig med derud en aften, når tjørnene blomsterede.«
Om udflugterne med moderen, der tidligt var blevet enke, fortæller han senere i teksten:
»Og så kom vi da endelig ud til sletten, og så skete der ikke andet, end at dér, helt i udkanten, endnu med de høje vejtræers skygge om os, stod den gamle dame stille et øjeblik og kiggede ud på tjørnene og måneskinnet, stod der bare et øjeblik, bare nogle få sekunder, uden at sige noget, rystede svagt på hovedet en gang, som over hvad hun så eller hvad hun tænkte, og så vendte hun om, og jeg vidste, at nu kunne vi endelig begynde hjemturen. Herregud, hun har bare været fem og tredive år. Måske har det grædt dybt inde i hende.«

Det er den samme ensomme moderskikkelse, der forekommer i Sønderbys hovedværk En kvinde er overflødig. Temaet optog ham så meget, at han gav det form som roman, skuespil og film: Enkefru Tang, der i tyranniserende omsorg for sine to børn hindrer dem i at udvikle sig til selvstændige mennesker. Hun forstår hverken deres liv eller ideer, og samtidig længes hun efter deres kærlighed og forståelse. Skuespillerinden Clara Pontoppidan gav skikkelsen en frygtindgydende kraft.
Knud Sønderby antyder en forsoning ved at slutte fortællingen om hvidtjørnen og moderen:
»Hvis man ’gik igen’, så véd jeg, at det var dér, jeg ville træffe hende. Ikke stående som fremmede i udkanten, men langt inde, hjemmevante, mellem de månebelyste tjørne.«
Naturarven efter kongeligt nedlagt landsby og grufuld kolera-epidemi i hovedstaden, enkefru Tangs genfærd – alt det det er at finde på Dyrehavens slette. Plus hvad den flygtigt blomstrende hvidtjørn kalder på i ens eget liv.

FIND DET
*Hvidtjørnesletten kan man finde lige inden for Dyrehavens Springforbi-låge. Der er P-plads udenfor, og S-tog og Kystbane-tog går til Klampenborg, hvorfra der kan vandres eller cykles.

*Knud Sønderbys fortælling om hvidtjørnen er genoptrykt i hans Samlede Essays (Gyldendal 1964), der byder på en række andre Danmarks-skildringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu