Læsetid: 3 min.

Det frie marked

Hjallerup Marked står for de fleste af os som noget af det mest danske, der findes. Så hvad sker der, når svenskerne ser kritisk på det?
8. juni 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Egentlig skulle det her have handlet om Hit med Sangen på DR1, og hvordan tykke mænd gennem tiden fra Svend Petersen til Amin Jensen har stået for den bedste side af underholdningen i dansk tv.
Man kunne spørge sig selv hvorfor, citere Julius Cæsar i forbifarten, spekulere over stand-up traditionens historie og konsekvenser, hylde især ham Sigurd ved klaveret for sære børneudsendelser – men især for den dybe musikalitet, der får det bedste frem i alle de medvirkende, som jo først og fremmest synger en fortælling ud, der går fra New Orleans og Hashville – jeg mener Nashville – over Giro 413 og morgensang i folkeskolen til noget, der ind imellem ligner øjeblikket, næsten er nu...
Men så kom klippene fra Hjallerup Marked i TV-avisen. I første omgang fra Sverige, men det er vel rimeligt nok, eftersom netop Hjallerup Marked jo for os danske står som noget af det danskerdanskeste, der findes her på jorden, hvor Danmark er suverænt det bedste, selv om Niels Hausgaard siger, at for hans skyld kan de godt farve Dannebrog blåt.
Og hvorfor skulle vi så egentlig lige give os til at se kritisk på netop Hjallerup Marked?

En svindler
Fordi det handler om heste. Det var det, svenskerne gav sig til at kigge på, og det var synd at sige, at det faldt i god jord hos hestehandlerne.
Dem havde vi næsten glemt, og nogen særlig høj status har de jo aldrig haft. Som de stadig står der i deres kitler og med deres stokke som arketypiske folkeminde-ikoner.
Selve billedet af en svindler, men af den slags vi kender og derfor også kan holde af, måske endda hylde en lille smule, når svindenummeret lykkes, og en eller anden beruset bondekarl trækker hjem med en bovlam og tandløs krikke og først dagen efter opdager, at den er ubrugelig.
Det er så der, den ligger. Heste bruges jo stort set ikke længere. Jo, til væddeløb og som konfirmationsgaver i de mere velhavende kredse, men det er ikke den slags heste, man finder på Hjallerup Marked.
Svenskerne var så snedige, at de havde medbragt flere kameraer, så det ene kunne filme, når den kittelklædte krejler gik over gevind og svingede stokken mod det andet.

Søde døde heste
Men billederne af dyrene talte for sig selv. Og historien bag var den samme som den, der handler om grisene. Disse vanrøgtede væsener, hvis liv man på det fri gøglermarked ikke har den ringeste respekt for, sælges stort set kun til slagtning.
Og da vi ikke spiser heste her i landet, hvor de fra gammel tid anses for hellige, hvilket Bjørn Nørgaards hesteslagtning for 30 år siden jo eftertrykkeligt fik fastslået, må de naturligvis – for sådan er det frie marked – først transporteres derhen, hvor man spiser dem. Til lande som Belgien og især Italien. Og eftersom det frie marked er blevet større, end det var for en halv snes år siden, købes de ofte af polske og andre østeuropæiske hestehandlere, som derefter transporterer dem gennem hele den tidligere østblok ned til f.eks. Italien.
Stuvet sammen i beskidte lastbiler, døde og levende blandt hinanden, med gødning og sår i pelsen og livsfarligt lange, flossede negle.
Det er bare kød. Søde døde hest, som de sang i Bjørn Nørgaards ritual. Her kom Pia Kjærsgaard på skærmen og lovede at stille forespørgsel i Folketinget.
Efter ferien. Men døden holder aldrig ferie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu