Læsetid: 5 min.

Generations-skrigerne

Kampe har raset med jævne mellemrum i de senere år i Danmark. Ikke med mortergranater og missiler, men med verbale våben og tæppebombardementer af retoriske udfald
1. juni 2001

Qlummen
Bedsteforældrene har ingen som helst ambitioner om at være solidariske eller hylde ligheden. De gider ikke betale for 60’er-festen.
De vil hellere benytte bagdøren, lade børnene betale og tage på trekking i Himalaya for pengene. Skal vi takke nu?« Skrev Signe Wenneberg og Jan Rønholdt i Politiken i den forløbne måned, og hentydede til ’68’erne’, der nu, som så ofte før, anklages for at have redet på en bølge hele livet og sidde fedt på flæsket i dag, mens de lader de yngre generationer betale gælden for et helt liv i fortsat fråds og selvtilfredshed.
Heftige udfald mod 68’erne kommer op med jævne mellemrum fra deres børns generation i 30 års alderen – også kaldet ’x-generationen’. Forældregenerationen tager til genmæle og anklager de voksne børn for at være forkælede. Der skældes og smældes, som det nylig er set i Politikens spalter, og som det skete her i Information ved årets start. Generations- skrigerne er på færde igen.

Kær generation har mange navne. ’Golf-Generationen’ kaldes x’erne af tyskeren Florian Illies, som selv tilhører racen og har skrevet et generationsportræt. Et af Golf-Generationens mottoer blev citeret i Information til nytår: »Hvis alle tænker på sig selv, bliver der tænkt på alle.«
Men hvorfor så brokke sig? Man må spørge sig selv: Er folk i denne generation enige? Taler de om det samme? Har de overhovedet noget til fælles? Befinder de sig i den samme verden? Tillad mig at starte med begrebet ’verden’ for at vende tilbage til ’generation’.

Vi lærer verden at kende gennem sprog og begreber, som hjælper os til at navngive, genkende og forstå omgivelserne. Sproget og begreberne deler vi med hinanden, og derfor er tilegnelse af sproget også en integration i fællesskabet, hvor vi forstår hinanden og kender ordenes betydning. I fællesskabet foregår der til stadighed en forhandling om ord og betydninger; dette er fundamentet for ideen bag det demokratiske samfund, hvor virkeligheden forhandles frem via dialog.
Der er dog uenighed om, hvor meget virkelighed, der findes uden for denne italesættelsens dialog. Er menneskets livsløb for eksempel noget, der eksisterer uden for sproget? Liv og død kan vi sjældent tale os ud af, men meget af det, der foregår ind imellem, taler vi os frem til i fællesskab. Selve livsløbet opfatter vi i dag som lineært fremadskridende, med ordet ’udvikling’ som kode for bevægelsen fremad, mens man i gamle dage nok mere forstod livet som cirkelsluttende. Man begyndte og endte med være eller gå i barndom.

Det fluidum, vi kender som liv, har vi opdelt i forskellige faser, for at vi bedre kan forstå, følge og kategorisere dets udvikling. Vi har opfundet ordene ’barn’, ’ung’, ’voksen’ og ’gammel’. Tilsvarende har vi begrebsliggjort kategorierne barndom, ungdom og alderdom. Engang var der også en manddom, men den er forsvundet ud af sproget i den kønsmæssige ligeberettigelses navn. Nu er der ingen ’dom’ tilbage til dem, der er i livets midte, mellem ungdom og alderdom.
Ordet ’manddom’ er dog ikke længere væk, end at vi genkender betydningen som mandens højdepunkt, dét tidspunkt hvor han er mest duelig, mest værd og mest indflydelsesrig. Skønt ordet er forsvundet, er betydningen ikke; nu er den begrebslige tomhed, altså dét, at der slet ikke er noget ord for det at være midt i livet, mere symbolsk blevet en illustration for magtens unævnelige centrum, målestokken for aldersmæssig normalitet og samfundsværdi.

Ud fra en firkantet, men ikke desto mindre almen forestilling om kulturelle aldersdomme betyder dét at være barn, ung eller gammel, at man ikke betragtes som fuldgyldigt medlem af det ydende samfund; man er afhængig af de andres velvilje, økonomi og omsorg, man er ikke god nok til at bidrage på arbejdsmarkedet – målestokken for det meste i vor tid. Som voksen, derimod, altså mellem ung og gammel, betragtes man som ydende, ansvarlig, på toppen. Derfor har man aldersmæssig topstatus og udlever idealer som selvstændighed og uafhængighed.
I virkelighedens statistik over langtidsledige, førtidspensionister, uddannelsessøgende og folk på orlov viser det sig, at der er masser af mennesker i ’voksen-gruppen’, som ikke passer til forventningen i deres alders-
kategori. Dette lille problem forstyrrer på ingen måde opfattelsen af, hvilken aldersgruppe, der er på toppen på arbejdsmarkedet. Voksen-gruppens anseelse en bloc hersker hos den enkelte såvel som i de store overordnede politiske beslutninger.

Siden sociologen Karl Mannheim i første halvdel af forrige århundrede lancerede sin teori om ’den sociologiske generation’ har vi fået flere muligheder for at opdele aldersgrupper i underkategorier med forskellige generationsbetegnelser, som vi i dag nærmest tager for givet. ’Krigsgenerationen’, ’68’erne’, ’x-generationen’, ’y-generationen’ eller ’@-generationen’. Spørgsmålet er dog, i hvor høj grad vi kan opdele mennesker i fællesskabsgrupper på baggrund af det år, de er født?
Mannheims pointe var ikke blot, at hver generation præges af sin tids højdepunkter og vilkår, men navnlig at vi konstruerer en generationsbevidsthed, dvs. en opfattelse af kulturelt fællesskab med mennesker i samme alder som os selv. Fornemmelser for lighed og fællesskab betyder helt automatisk, at der er nogen, man er sammen om at være anderledes fra. Og herfra bliver det jo ganske enkelt at danne sig et fjendebillede af ’de andre’ i den anden generation, om det så er de fede 68’ere, eller de forkælede x’ere.
Karakteristisk for begge disse generationer er imidlertid det faktum, at de begge befinder sig i det aldersmæssige magtcentrum, der ikke længere hedder ’manddommen’. Her sidder de på toppen af kransekagen og slås om at være øverst. Samtidig kan det observeres – hvis man tager generationsskyklapperne af – at de mennesker, der påberåber sig et generationstilhørsforhold, aldrig repræsenterer alle i deres aldersgruppe. De repræsenterer altid de højestråbende, mest velformulerede og ofte økonomisk set mest velfungerende i deres aldersgruppe. Derfor bliver de så lette at karrikere for de andre højtråbende i fjendens lejr.

Generations-skrigere er altså mennesker uden alders-domme, som befinder sig alderskulturelt, socialt og økonomisk på samfundets top, hvor de an-
vender deres krudt til at slås mod den nærmeste konkurrent på toppen. Det ville klæde dem bedre, hvis de i stedet brugte deres gode evner på at gøre livet bedre for dem, der har en dom, hvad enten den er alders- eller indtægtsbestemt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her