Læsetid: 4 min.

Gennem hundeårene

Tjekken Michal Vieweghs flotte roman om det groteske liv under kommunismen de sidste årtier inden 1989
5. juni 2001

Ny bog
For to år siden fik vi på dansk Michal Vieweghs fremragende roman Om opdragelse af unge piger i Tjekkiet. Den handlede faktisk om det, der lå i titlen, men forrygende veldrejet til en roman generelt om forvirringen i 1990’ernes nye samfund.
Nu er der kommet en anden af Vieweghs romaner, De herlige helvedes hundeår, der uden helt at være på samme høje niveau, udmærker sig med samme forrygende kompositoriske og sproglige opfindsomhed, verbale gags og sarkasmer, atter flot oversat af Eva Andersen. Det er dog ikke en nyere bog i forfatterens produktion, den udkom på tjekkisk to år før De unge piger, og læst i dén rækkefølge kan man se en meget stor forfatters udvikling.
Noget af det imponerende ved Hundeår er den frygtløshed, hvormed Viewegh kaster sig ud i med ét kast at skildre næsten 30 år af livet under det totalitære partistyre, med et utal groteske situationer med deres tragik og komik i borgernes forsøg at føre en bare lidt tålelig tilværelse.
Faderen er ingeniør, moderen jurist og entusiastisk amatørskuespiller, med kontakt til dissidenter. I 1962 får de sønnen Kvido, samme år som forfatteren selv blev født, og i romanen jonglerer han med, hvad der kunne være selvbiografisk og autentisk i bogen. Kvido bliver en smækfed unge, men han er også overbegavet, så han som fire-årig har lært at læse, hugger sig ind på alle slags bøger, og nogle år senere allerede kan skrive og beskrive begivenhederne og give dem reflekterede tolkninger, både i dagbogsform og som noveller. Det er sådan et kunstgreb. der lige som titlen fører tanken hen på Günter Grass, som dog på ingen måde efterlignes.
Den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 tager vidunderbarnet Kvido dog fejl af, han tror, det er optagelserne til en film, sådan kan det gå, når man lever for meget i bøgernes verden To år senere får han sin lillebror Paco, der er langt mere jordnær og praktisk indrettet, så han foretrækker at tilbringe dagene som indianer i skovene.

Overlevelsens kunst
Efter den sovjetiske invasion beslutter Kvidos far at degradere sig selv, inden han bliver fyret. Han og familien flytter til en lille by uden for Prag, hvor faderen på konstant nedtur ender som portvagt ved den stedlige glasfabrik.
Det største problem er at få en bolig, og familien starter i en veranda med masser af glas, så vinteren er hård. At få en bolig og andre goder, afhænger af ens vilje til synligt at mene godt om Partiet. Dét kan Kvidos far ikke få sig selv til, men fabrikkens partiboss får ham alligevel overtalt til at spille på de ansattes senior-fodboldhold, selv om han sjældent formår at ramme en bold. Og at anskaffe sig en schæferhund, selv om Kvidos moder grundet erfaringer er skrækslagen ved synet af en hund. »Det er jo kun en hvalp,« siger partimanden.
I de følgende tider oplever vi, hvordan bogens personer hutler sig igennem, inklusive de fire bedsteforældre, som vi desværre hører for lidt om, bortset fra mormor Liba, der er en vegetarisk super-økolog af vanvidsfremmende format. Kvidos far bliver mentalt syg af tiderne, og sendes til en psykiater, der tager imod i en fyrkælder, for han er lige som den store del af den tjekkiske, humanistiske og tekniske intelligentsia blevet forflyttet til manuelt arbejde. Om han samtidig er medarbejder ved efterretningstjenesten er et åbent spørgsmål.
For at forbedre faderens sindsstemning, får Kvido som tyve-årig et barn med sin kæreste siden børnehaveklassen, men faderen fortsætter sin indre emigration og er kun optaget af at snitte i træ, til sidst snedkererer han sin egen ligkiste.

Nye tider
Men så kommer de nye tider under Gorbatjov, faderen følger med i nyhederne og klipper ud af sovjetiske tidsskrifter, for de nye tider med glasnost og perestrojka kommer først forsinket til Tjekkoslovakiet. Men det er heller ikke så enkelt, for pludseligt sætter de udgrænsede og oppositionelle deres lid til Moskva og russerne – der tyve år tidligere trynede dem.
Så kommer fløjlsrevolutionen i 1989, og hvad det fører til for romanens personer, vil jeg ikke røbe. Men der venter nye clou, der lægger op til temaerne i Unge piger. Kvido har dog forinden valgt at blive portvagt, samme stilling faderen endte ved, for det giver Kvido frihed og fritid til at skrive denne bog – med indblændede kommentarer fra forlagsredaktøren, der konstant finder ting, han politisk er betænkelig ved.
Hele bogen bæres enormt velskrevet af denne specielle tjekkiske humor, der med et fortærsket men åh så præcist ydtryk kaldes den ulidelige lethed, og som i sin elegante sammenvævning af alvor, melankoli, ironi og sorgmunterhed er meget tragisk. Men ved et tilbageblik – i hvert fald i den sproglige rekonstruktion – må man også ihukomme de sjove momenter, ellers var man jo aldrig kommet igennem. Derfor bogens titel.

*Michal Viewegh: De herlige helvedes hundeår. Oversat af Eva Andersen. 232s., 250 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her