Læsetid: 5 min.

Den globale kunst har sejret

Selv om de nationale pavilloner skal være de enkelte landes udstillingsvinduer, er de nationale særtegn efterhånden på retur
9. juni 2001

Verdenskunst
VENEDIG – Siden 1895 har man afholdt biennaler i Venedig, i haven, der ligger direkte ud til det grågrønne Adriaterhav. Det burde derfor være biennale nr. 53, som åbner nu, men man er kun nået til biennale nr. 49, eftersom de to verdenskrige medførte aflysninger. P.S. Krøyer sad i den stiftende komité, der undfangede biennale-konceptet. Venedigs status som vigtig handelsby var aftagende i løbet af 19. århundrede, og skulle man fastholde byens betydning, måtte det ske med andre midler.
Man valgte kunsten, og den første biennale blev set af 225.000 mennesker i løbet af sommerhalvåret 1895. Til sammenligning sås den 48. biennale i 1999 af lige så mange mennesker. Venedigbiennalen er en betydelig indtægtskilde for turistindustrien og smukkeserer byens kulturelle renomé. Og generelt en stor oplevelse for alverdens kunstpublikum. En verdensdialog af de sjældne.

Global nationalisme
Overalt i ‘Giardini’, haven, hvor de nationale pavilloner er placeret, støder man i år på små og store, forgyldte metalskildpadder.
Det er den italienske kunstnergruppe Cracking Art Group, der med deres S.O.S. World. Turtles in Venice for det første forsøger at indføre en slags langsommelighed på en højhastighedsudstilling, og for det andet lidt politisk korrekt gør opmærksom på padderne som truet art. Men de »funker« ikke rigtigt. Det er et mildt sagt elendigt kunstværk, som snarere lader én kold som ved mødet med metervarekitsch i en vindueskarm i Valby, end det vækker indignation og reaktion.
Og sådan er der så meget på biennalen. Der er gejl og gear, men også en hel del godt. I denne nationale del af udstillingen, hvor det er op til de respektive lande at udpege en kunstner, de mener er værd at eksponere internationalt, opstår en frugtbar diversitet.
Her kan ses ægyptisk folkekunst af Ramzi Mostafa, akkompagneret af syvtaktermusik – en hel kulisse med medina og cafeer er byggetop.
Ikke langt derfra brillerer franskmanden Pierre Hyughe med den mest avancerede højteknogi – en visuel og konceptuel tour de force med lyd og video, mens man i den danske pavillon møder det menneskelige. Og lad os bare starte her, hvor alle danskere alligevel begynder deres rundtur.

Menneskelig og poetisk
Også fordi den danske pavillon så behændigt er placeret lige ved indgangen til den grønne have. Den er i år indrettet af kunstnerægteparret Ursula Reuter Christiansen Henning Christiansen, henholdsvis maler og fluxuskomponist.
De har skabt udstillingen Derestauration, hvorved der spilles på det at skrive sig ned til det enkle. Her er vi befriende nede på jorden og landet hos menneskene i en poetisk, disparat udstilling, der er et heldigt mix af to forskellige sentimenter, køn og kunstneriske positioner.
Trods deres 31 år sammen, børn og børnebørn er forskellene til at tage at føle på. I Brummers sal residerer Ursula Reuter Christiansen med en installation, der har fødsel og død – frugtbarhed og goldhed som tematisk omdrejningspunkt.
Med afsæt i egne erfaringer gestalter hun via keramikskulpturer, film, maleri, foto, en smuk bro i blåt glas, der løber igennem hele salen, skrift og tuschtegning sine kvindelige kropserfaringer.
I installationen får hun troværdigt og ekspressivt bevægende fortalt sin fabel om det urkvindelige erfaringsmateriale, og et mytologisk rum opstår. Det handler om dødens tilsynekomst, om frugtbarhedens livgivende virkning, om taknemmeligheden for livets gave. Enkelt ikke? Måske, men ikke desto mindre vigtigt og vedkommende og ikke spor banalt, sådan som Reuter formidler det.
Navnlig Reuters nye malerier og tuschtegninger er sprængtfyldt med tegnenergi og visioner, ligesom paletten er vital og intens, som var hun stadig i begyndelsen af livet. Reuter giver livet tilbage til kunsten.
Hvor Reuter tager afsæt i erfaringen, i det reale og direkte af kroppen sansede, er Henning Christiansen utopikeren, der nærmer sig verden via begrebet og drømmen.

Krop og utopi
Det er fluxus det her, det er en klangbund af lyd, det er performances på taget af pavillonen og sentenser som Die Freiheit ist um die Ecke (Friheden er rundt om hjørnet) eller Friheden er social, der bærer konceptet.
Det er langsomt og primitivt, uhøjtideligt, muntert, uartigt og oprørsk på en herlig 60’er-agtig måde, som vi har savnet længe. I udstillingen, som rummer et gammelt, overmalet flygel, et volière med kanariefugle, reoler fyldt med grønne æbler, bemalede sko, ditto borde, overmalede monitorer, sten, svangre med hemmeligheder, sentenser, skrevet på plexiglas og monteret over vand etc. boltrer Henning Christansen sig og udsiger sit fluxus-motto: At livet er kunsten, og kunsten er livet, og at mennesket kan forandre verden – »derestaurere« den.
Henning Christiansen udtrykker sig altid i grønt og gult, mens Reuters koloristiske følgesvend er den varmt-røde farve. I mellemrummet mellem de to rum befinder sig et Gesamtwerk – logisk nok et bord i grønt og rødt, der forener de to tonaliteter.
Et foto viser parret i en vals.
Der er godt nok lidt bonderomantik over den danske pavillion for tiden, men det er sjældent godt forbundet med den kuraterede udstilling Menneskehedens plateau, der har Joseph Beuys’ sociale visioner som afsæt. Fluxuskomponisten Henning Christiansen var fast samarbejdspartner for Beuys.

Patos og labyrinter
I de øvrige pavilloner, der ikke kun er at skue i haven, men også rundt om i byen, er der også noget at hente.
Mark Wallinger (f. 1959) repræsenterer Storbritannien, og hvor vi i den danske pavillon er langt fra en kristen patos, så stemmes man øjeblikkeligt i de store, kristne følelser, når man entrer den britiske, imponerende højimperialistiske pavillon.
Herudfra flyder tonerne af Allegris Miserere, og inde i pavillonen ser man bl.a. den hjertegribende video På tærsklen til Kongeriget (Kingdom), som åbenbarer folk, der arriverer til ankomsthallen i Heathrow Lufthavn.
I den tyske pavillon residerer den unge tyske installationskunstner Gregor Schneider, og her må publikum stå i kø. Det er en veritabel labyrint, hvor man kravler, klatrer, åbner og lukker døre og kommer til nogle rigtig ’trashede’ rum, fyldt med snavs, gips og affald.
Det er så sindrigt bygget op, at man næsten mister orienteringen, og det frarådes, at klaustrofobikere går om bord i den tyske pavillon.
I den imponerende, ungarske pavillon med mosaikker i guld, residerer nogle morsomme ungarere. Her skal fremhæves Antal Lakner, der har skabt en række morsomme motionsmaskiner, der gør grin både med den gamle socialistiske arbejdskultur og med den nye omsiggribende fitnesskultur.
Den 49. Venedigbiennales nationale udstilling rummer så megen kunst, fordelt over hele byen, at intet enkeltmenneske kan se den i løbet af to dage.
Men det anbefales at opsøge hjemmesiderne, ligesom man i f.eks. Arken og på Statens Museum for Kunst, Brandts Klædefabrik og Aarhus Kunstmuseum kan følge med i udstillingen.

*Den 49. Venedigbiennale. Åbner i morgen. Ti.-sø. 10-18. Lø. till.10-22. Til 4. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her