Læsetid: 6 min.

Grønlands ambassadør

22-årige Pele Birkholm er en ud af 111 registrerede grønlændere med hiv. Han har valgt at stå frem i håb om at hjælpe grønlandske hiv-smittede
27. juni 2001

Grønland
NUUK – Han skiller sig ud på mange måder, grønlandske Pele Birkholm. Ikke kun på grund af sit punkede udseende med håret inddelt i grønne og sorte kvadrater og piercede øjenbryn, ører, navle og hage. Heller ikke kun fordi han er homoseksuel eller går klædt i tøj, der mere stammer fra butikkerne i indre København end fra den lokale tøjbutik i Nuuk.
Pele skiller sig også ud, fordi han har hiv. En af de foreløbigt 111 registrerede hiv-tilfælde i Grønland. Og han skiller sig ud, fordi han har valgt at stå frem med sin sygdom. Hvilket han ikke fortryder.
»Jeg har aldrig fået så meget anerkendelse, som efter jeg stod frem,« siger Pele
Birkholm og fortæller om fanbreve fra andre homoseksuelle i Grønland, der roser ham og kalder ham for ’Grønlands første ambassadør for bøsser og lesbiske’.
»Det er fint med mig,« bedyrer Pele.
I modsætning til de fleste andre lande, er det imidlertid ikke i det homoseksuelle miljø, man skal finde den typiske grønlandske hiv-smittede. Embedslægen i Grønland, Flemming Stenz, oplyser, at den gennemsnits-hiv-smittede grønlænder er en 44-årig heteroseksuel kvinde eller mand fra et socialt belastet miljø; typisk arbejdsløs, uden bolig og ofte meget alkoholiseret.
Han betegner antallet af smittede, 111 ud af en befolkning på godt 56.000, som »rimelig alvorligt«. I 1999 kom der otte nye tilfælde i Grønland, mens det tilsvarende tal i Danmark lå på 284. Det svarer til fem ud af 100.000 mens der i Grønland er 14 ud af 100.000. Altså tre gange så mange.
»Set i dét lys er tallene herfra jo voldsomme,« siger Flemming Stenz. Men han påpeger, at de grønlandske tal virker mere normale, hvis man sammenligner dem med tal for andre områder i Arktis, for eksempel Canada og
Alaska.

Flugt til Danmark
Ud af de 111 smittede har 37 udviklet aids, og 33 er døde. Men den grønlandske statistik for hiv-smittede og aids-ramte gælder kun for personer, som embedslægen positivt ved har udviklet aids i Grønland og/eller er døde i Grønland. Mange vælger at tage til Danmark før eller siden. Som regel fordi det er for svært at gå rundt med sygdommen i de små grønlandske samfund.
Det er ellers ikke Hjemmestyrets politik at eksportere de hiv-smittede til Danmark. I 1998 blev AIDS Fonden stiftet. Landskassen i Grønland yder et årligt tilskud på 100.000 kroner til fonden, der bl.a. har til formål at støtte mennesker med hiv og aids.
»Men vi nægter kategorisk at give penge til dem, der søger tilskud til flybilletten til Danmark,« siger næstformand i AIDS Fonden, lægefaglig konsulent René Birger Christensen.
Til gengæld kan fonden yde tilskud til personer, der vil søge hjælp i de hiv-positiv-støttegrupper, der findes i Danmark.
»Men vi bevilger kun penge til personer, vi ved kommer tilbage til Grønland,« siger næstformanden.
Der findes ingen hiv-positiv-grupper i Grønland. Det blev forsøgt i Nuuk for otte år siden, men gik ikke godt.
»Byen er bare for lille til den slags. Folk i gruppen kunne sidde og se, hvem de var blevet smittet af, og dermed kom andre motiver frem, end hvad der oprindeligt var hensigten,« fortæller han.

Intet at skjule
I modsætning til andre, der vælger at gå under jorden eller flygte til Danmark, går Pele rundt i Nuuk og lægger ikke skjul på, at han også nyder den opmærksomhed, hans lidt aparte – i grønlandsk henseende – fremtoning skaber.
»Folk glor stadig meget. Men det føler jeg mig faktisk bare smigret over,« smiler Pele.
Han er uhyre bevidst om sin krop og sit udseende.
»Jeg bruger min krop som atelier. Min navle blev piercet, da jeg var 17, og da fik jeg også min tatovering. Jeg føler mig for nøgen med en naturlig krop,« siger Pele Birkholm.
Med til hans dyrkelse af kroppen hører også, at han er meget opmærksom på, hvad han spiser.
»Det styrker mit immunforsvar og gør faktisk, at jeg ikke behøver tage medicin.«
I to år har han levet med bevidstheden om, at han er smittet med hiv. Som 18-årig begyndte han at gå til lægen regelmæssigt for at blive tjekket.
»Jeg dyrkede en del usikker sex og oplevede også ind-imellem, at kondomerne gik i stykker. Derfor begyndte jeg at blive undersøgt to gange om året,« siger Pele Birkholm.
En dag kom et brev fra lægen. Pele var forberedt på det.
»På efterskolen i Danmark havde jeg en tilbagevendende drøm, et mareridt, jeg ikke kunne tyde. Men det var simpelt hen at få at vide, at jeg havde hiv. For drømmen holdt op, da jeg havde været hos lægen og få besked,« forklarer Pele.
Men beskeden sendte ham ud på en følelsesmæssig rutsjetur, som han endnu ikke er stået af.
»Det går op og ned. Og når jeg er nede, er det ikke sjovt at være mig,« siger Pele. Han har prøvet at gå til psykolog, men droppede det og fore-trækker i stedet at tackle det selv.

Ensomt i Grønland
Trods opbakning fra den nærmeste familie føles det ensomt i Grønland, indrømmer Pele.
»Det er meget bedre i Danmark. En mere befriende følelse, fordi der er flere grupper, man kan knytte sig til i det homoseksuelle miljø,« siger han.
Selv om han er glad for den positive respons på at stå frem med sin sygdom i medierne, føler Pele ikke, at det har været med til at forandre så meget i det grønlandske samfund.
»Jeg håbede, det ville få andre bøsser ud af busken, så vi måske kunne danne en gruppe ligesom i Danmark. Men det er ikke sket.«
Lige så snart hans danske kæreste har fået sin lejlighed, flytter Pele ned til ham. Kæresten er ikke hiv-ramt og er en stor støtte. Selv om han er langt væk.
Som Pele har gjort det, lever mange unge i Grønland livet farligt og dyrker usikker sex. Det viser det alarmerende høje antal af kønssygdomme – gonorré, syfilis og ikke mindst chlamydia – samt det konstant stigende aborttal, der viser, at aborter hyppigt bruges som prævention.
Og de unges usikre sex-vaner lurer som en tikkende bombe, siger embedslæge Flemming Stenz.
Indtil videre er hiv primært at finde hos de 40-årige, men hvis smitten først når ungdommen, vil den brede sig med lynets hast, mener Flemming Stenz.
Pele ved ikke, hvorfor de unge ikke bruger kondom, men giver alkohol en del af skylden:
»De unge har tendens til at drikke for meget og placere deres hjerne mellem benene,« siger han.
I Nuuk kan man hente gratis kondomer på byens sygehus, men alligevel vælger mange ikke at bruge dem.
»Jeg tror, mange grønlændere finder det pinligt at skulle gå ned på sygehuset og bede om kondomer. Så vil de hellere undvære,« siger Pele, der synes, at kondomerne burde ligge gratis fremme på byens diskoteker.
»Det bedste ville være at gøre ligesom på en københavnsk bøssebar, jeg har været på, hvor tjeneren kom med en lille taske, hvor der lå kondom, glidecreme og tandbørste,« griner Pele.
Han betegner nattelivet i Nuuk som dødt.
»Det er kedeligt heroppe. I København er det federe, for diskotekerne lukker senere, og der er meget mere plads til at danse. Og jeg elsker at danse.«
Tidligere gik han i byen mindst to gange om ugen. Nu holder han sig til en gang om måneden. Og det er kun for at danse. Han savner også at møde folk, han ikke kender.
»Jeg savner spændende personer. Heroppe kender man alle ansigterne ud og ind,« siger Pele, der er født og opvokset i Nuuk. Han kunne ikke drømme om at bo et andet sted i Grønland. »Jeg ville dø, hvis jeg skulle bo i en mindre by. Det kan man ikke, når man er, som jeg er,« siger han.

*Inge S. Rasmussen er journalist ved Grønlands Radio i Nuuk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu