Læsetid: 4 min.

Halvdelen af halvdelen er ikke godt nok

Forskerne anbefaler en ny handlingsplan, hvor alle parter engagerer sig i at skabe sundt og udviklende arbejde
14. juni 2001

»Planen om at halvere omfanget af sundhedsskadeligt ensidigt gentaget arbejde er mislykket i den forstand, at målet ikke er nået. Man nåede kun halvdelen af halvdelen. Det er ikke godt nok,« siger Niels Møller fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, som sammen med Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, har evalueret handlingsplanen.
»Men på den anden side: Det er et meget sammensat problem. Det er bygget op gennem et halvt århundrede, det hænger sammen med hele arbejdets organisering, med ledelsen og de ansattes egen holdning, den måde, de tjener deres løn på, og den måde, virksomhederne skaber indtjening på,« siger
Niels Møller.
»For ti år siden kunne man næsten ikke forestille sig at producere svinekød, fisk eller sortere post uden ensidigt gentaget arbejde. I dag er der en accept af problemet, både i arbejdsmarkedets organisationer og på virksomhederne. Der er skabt en opmærksomhed, og man er nået et stykke ad vejen med løsningerne. På den måde er det ikke nogen fiasko,« siger han.

Overladt til parterne
Planen udsprang af en vedtagelse i Folketinget i 1991. Dengang var der især opmærksomhed om nedslidningen af syersker og slagteriarbejdere.
Samtidig var der en forventning om, at ny teknologi og ny organisering af arbejdet med højere uddannelse og mere alsidighed, ansvar, kompetence og samarbejde ville fjerne en stor del af problemet i det moderne videnssamfund.
Efter lang diskussion besluttede daværende arbejdsminister Jytte Andersen i 1993 at overlade løsningen til arbejdsmarkedets parter, især de to hovedorganisationer LO og Dansk Arbejdsgiverforening.
Selv om det efterhånden var veldokumenteret, at ensidigt gentaget arbejde ødelægger helbredet og øger udstødningen fra arbejdsmarkedet, skulle Arbejdstilsynet altså ikke i første omgang fare ud med påbud til virksomhederne om at få det mest belastende arbejde afskaffet.
»Hvis de havde gjort det, så tror jeg ærlig talt, at der ville være opstået så stor en modstand på arbejdspladserne, at resultatet i dag havde været dårligere,« siger Niels Møller.
»Enten man kan lide det eller ej, så er reguleringen af arbejdsmiljøet ikke kun et spørgsmål om det faktiske forhold mellem arbejde og sygdom. Der er også politik i det.«
Faktisk så man en stærk modstand fra nogle grupper af medarbejdere, da Arbejdstilsynet i den sidste fase af handlingsplanen udstedte påbud om arbejdets udførelse på slagterierne, påpeger han.

Bred stigning
Forskerne fra DTU og CASA har fundet frem til, at det ensidigt gentagne arbejde i industrien i gennemsnit er reduceret med 25 procent. Det svarer godt til det resultat, som Arbejdsmiljøinstituttet fandt ved interviews med 11.000 lønmodtagere.
Instituttet fandt dog samtidig, at det ensidige arbejde faktisk er steget, hvis man anvender en mere bred definition, der også omfatter arbejde, som ikke bevisligt er sundhedsskadeligt.
»Mit bedste gæt er, at stigningen blandt funktionærer skyldes computerarbejde,« siger Hermann Burr fra Arbejdsmiljøinstituttet.
»Den gruppe, der bruger computer det meste af dagen til ensidige opgaver, vokser meget hurtigt. Og de nyeste undersøgelser, både i Sverige og Danmark, tyder på, at netop denne gruppe melder om stigende helbredsproblemer. Vi skal ikke male fanden på væggen, men der er grund til at være meget opmærksom. Helbredsmæssigt er der enorme muligheder i at nedbringe det ensidigt gentagne arbejde yderligere. Der er lang vej igen,« siger Hermann Burr.

Ikke systematisk
Der er stor forskel fra branche til branche, viser rapporterne fra DTU og CASA.
En del af reduktionen hænger sammen med, at nedslidende arbejde er flyttet væk fra Danmark. F.eks. syarbejde til Østeuropa og elektronikmontage til andre lande. I jern- og metalindustrien er meget af det nedslidende arbejde forsvundet på grund af ny teknik og ny organisering arbejdet.
Rapporten konstaterer, at de fleste virksomheder har arbejdet meget usystematisk med sagen uden egentlige, konkrete handlingsplaner. Kun hver fjerde af de virksomheder, der stadig har ensidigt gentaget arbejde, har konkrete planer om en yderligere indsats.
Slagterierne er det område, hvor reduktionen er mindst, kun ca. 13-14 procent. Men det er også det område, hvor problemerne var sværest at gøre noget ved, konstaterer rapporten.

Anbefaler ny plan
Der er ingen udsigt til at problemet forsvinder af sig selv, konkluderer rapporten. Den anbefaler en ny handlingsplan, med »en langt større forpligtelse for både hovedorganisationerne og brancheorganisationerne – og en langt mere direkte rolle for Arbejdstilsynet«.
»Hvis ledelsen og de ansatte ser både deres egne organisationer og Arbejdstilsynet komme sammen og sige, at der skal gøres noget ved nedslidningen, så virker det altså stærkt. Så hjælper der ingen kære mor,« siger Niels Møller.
»På svineslagterierne har man i dag en situation, hvor jeg tror, at fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer vil følge trop, hvis Arbejdstilsynet kommer med konkrete krav. Det er en fin fordeling af rollerne, hvis organisationerne hjælper med at skabe løsninger, mens Arbejdstilsynet insisterer på samfundets krav: Man kan ikke acceptere, at virksomhederne bliver ved med at frembringe så mange nedslidningsskader.«

Arbejde af god kvalitet
Om det nye ensidige arbejde ved computerne er sundhedsskadeligt på den samme måde som det gamle tayloristiske samlebåndsarbejde, tør han ikke sige.
»Men det er i hvert fald et dårligt arbejdsmiljø. Ud fra en almindelig menneskelig betragtning bør man gøre noget ved det. Det kræver, ligesom med den tunge form for ensidigt gentaget arbejde, at man både ændrer teknologien, arbejdets organisering, uddannelserne og de fysiske og psykiske forhold, motivationen osv. Kvaliteten af arbejdet skal forbedres, ligesom produkternes kvalitet.«
»Outsourcing af enkle arbejdsopgaver skaber desværre nye virksomheder, som kun har ensidigt arbejde. Man afskærer muligheden for at løse problemerne ved en ny fordeling af arbejdet. Faktisk ser man også store finans-virksomheder, som opretter nye afdelinger med ensidigt gentaget arbejde i de såkaldte call centre,« siger Niels Møller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu