Læsetid: 5 min.

Hej, hej, vi er aberne

John Lennon var en af deres største fans, og de er bl.a. skyld i, at David Bowie overhovedet findes
23. juni 2001

Retro
De fire medlemmer af The Monkees blev først klar over, at der var noget alvorligt galt med deres karriere, da de under en turné i 1967 pludselig så deres andet album – More of The Monkees – i vinduet hos en pladeforhandler. De vidste nemlig ikke, at de havde indspillet det.
Det havde de heller ikke. The Monkees var til at begynde med et helt og aldeles fiktivt produkt. Efter The Beatles’ succes med filmene A Hard Day’s Night og Help havde producerne Bert Schneider og Bob Rafelson udtænkt dette amerikanske modtræk. En tosset tv-serie med et rockorkester, der hele tiden kom i vanskeligheder – det kunne skyldes alt fra gale videnskabsmænd, spioner eller unge pigers fædre. En annonce blev indrykket i mediebladet Variety. Under overskriften ’Madness!! Auditions’ blev der søgt efter fire skøre drenge i alderen 17 til 21. Mange hundrede mødte op. Ifølge rygterne bl.a. Stephen Stills og Charles Manson. Det sidste bliver dog dementeret i det nyligt udsendte firedobbelte boxset med Monkees, Music Box.
De fire som blev hyret var den lille engelske sanger og skuespiller Davy Jones, som i ’65 havde udgivet et soloalbum i USA. Det var guitaristen Mike Nesmith, som havde udgivet to soloplader. Samt Mickey Dolenz, som i slutningen af 50’erne havde været en populær barneskuespillere i tv-serien Cirkus Boy. Og bassisten Peter Tork, som var blevet anbefalet af Stephen Stills, der ikke selv kunne bruges, fordi han havde for grimme tænder og allerede var ved at blive skaldet.

Monkees-feberen raser
En uge efter at de var fundet, indspillede de det første afsnit, den såkaldte pilotudsendelse. Den blev købt af NBC, og med det samme gik man i gang med at indspille flere afsnit. Til at skrive og indspillede sangene til serien havde man hyret Tommy Boyce og Bobby Hart, som også udvalgte hvem fra The Monkees, der skulle synge på de enkelte sange.
Et af numrene hed ’Last train to Clarksville’. Det blev nærmest for sjov udsendt som opvarmer for tv-serien, men pludselig tog fanden ved singlen, og den spurtede op ad hitlisten. Da serien begyndte var singlen i top 20, og en måned efter nummer 1. Pladeselskabet skyndte sig at samle 12 numre sammen til en lp. The Monkees udkom i oktober ’66 og lå øverst på den amerikanske hitliste i 13 uger.
Monkees-feberen rasede, faktisk i det meste af den vestlige verden. John Lennon fortalte dem, at han aldrig missede deres show på tv, og sangeren David Jones blev nødt til at skifte efternavn til Bowie for ikke at blive forvekslet. Merchandising blev solgt for millioner. Selv om serien ikke gik herhjemme kunne man bl.a. købe en Monkees-legetøjsbil. I USA var Monkees-madkassen det største hit. Til sidst nåede grådigheden dog absurde proportioner. Bl.a. kunne man købe rigtige lokker af deres hår – og som der venligt stod i annoncen ’Køb nu ikke mere end du behøver!’
Monkees blev også sendt på turné i USA. Selvom de fire skuespillere rent kontraktligt havde forbud mod selv spille på pladerne, så fandt man det bedst, hvis de trods alt gjorde det på turneen. Mike Nesmith og Peter Tork kunne spille i forvejen, Davy Jones agerede forsanger, så ham var det nok at udstyre med en tamburin, mens Mickey Dolenz fik et lynkursus i spille på trommer. Turneen blev helt forudsigeligt en succes, men der skete noget, producerne ikke havde regnet med. De fire Monkees fandt ud af, at det faktisk var sjovt at spille sammen – og at de musikalsk fungerede godt. Og da de så pludselig så deres andet album i butiksvinduet, så var det de begyndte at tænke sig om. De var blevet lovet, at numrene på pladen udelukkende var indspillet til tv-serien – men mens bandet var på turné havde pengemændene skiftet mening. Nu skulle der samles til bunke. Neil Diamond-nummeret ’I’m a believer’ blev udsendt som single. More Of the Monkees blev udsendt i begyndelsen af ’67 og lå øverst hele 18 uger. Så godt var det end ikke gået for The Beatles.

Hårdt mod hårdt
Da Monkees kom hjem fra turneen, satte de hårdt mod hårdt, og det lykkedes dem at overtale tv- og pladeselskabet til, at de selv skulle have lov til at indspille deres plader og udvælge de sange, der skulle med. På et tidspunkt havde de fået et memo fra pladechefen, om at ingen måtte spille en sang for dem, uden at han havde godkendt den først. Hvilket fik Peter Tork til at spørge, »Vil det sige, at når jeg selv har skrevet en sang, så kan jeg ikke spille den, før du har hørt den?«
Satsningen gav besynderligt nok kunstnerisk succes, så gode var de trods alt ikke – men de var ærlige, og de voksede i studiet. Det var hårdt slid, men den slags betaler sig jo heldigvis en gang imellem. Deres to næste album hører til blandt de bedste album fra 60’erne. Headquarters udkom i sommeren ’67, og også den kom øverst på hitlisten, men kun en enkelt uge, så blev den skubbet ned på andenpladsen af Beatles’ Sgt. Pepper. Der holdt begge plader sig de næste 12 uger. Allerede i efteråret ’67 kom Pisces, Aquarius, Capricorn & Jones Ltd – og igen var de flere uger på førstepladsen.
Men the Monkees blev stille og roligt trætte af trummerumen. Tv-serien stoppede i 1968, Monkees fortsatte som pladeprojekt, først med fire, så med tre, så med to medlemmer. I 1970 var det slut. For en stund. Så blev serien genudsendt, så blev de kult, så tog de på turné, så lavede tre af dem de et mislykket comeback-album i 1987, så tog de på turné igen – og så pludselig i 1996 lavede alle fire medlemmer helt alene et meget fint album, Justus. Og netop nu er de på turné igen. Monkees lever videre – men det er stadig de fleste, der tror, at det ikke rigtig er noget. Og de færreste der tør indrømme, at de kan li’ dem.

Nyt box-set
Selv om æren som det første virtuelle band altså går til The Monkees og ikke som så mange tror lige nu Damon Albarns tegneserieband Gorillaz, så formåede de mod alle odds at tilkæmpe sig et selvstændigt liv som rockgruppe. Det bekræfter Rhino Records nye box-set. Både nye og gamle lyttere burde begynde her, og skulle man få lyst til endnu mere har Rhino via deres hjemmeside udsendt tre cd’er med sessions fra Headquarters – og et set med firecd’er fra deres turné i ’67 er på vej. Fire cd’er med fire stort set ens koncerter. Det er måske lige i overkanten.
Jeg har selvfølgelig bestilt et eksemplar, for som en ældre mand på Café Sorgenfri en gang sagde, da han blev spurgt om, hvorfor han hvert år læste alle tre oversættelser af Joyce’ Ulysses: »Man må jo følge med!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu