Læsetid: 3 min.

Den helt store EU-apati

9. juni 2001

»Det er vigtigt at forsikre kandidatlandene om at det her ikke var et nej til deres optagelse i EU. Denne irske afstemning var snarere et ret blandet sæt af motiver, og ingen af dem handler om at afvise EU-udvidelsen.«
Pat Cox , liberal irsk leder i Europa-Parlamentet

SÅ sent som i sidste uge lysnede det ellers så nydeligt. Spaniens trussel om at blokere for udvidelsesforhandlingerne på grund af udsigten til, at spanierne vil tabe milliarder fra EU’s regionalfonde, når det fattigere Østeuropa kommer ind i EU, blev opgivet. Det stod simpelthen klart for Madrid, at det politisk set var en tabersag at kræve milliardgarantier, der tilmed kastede et grelt lys af egoisme over Spanien.
Men netop som EU’s ledere havde gjort klar til at mødes til topmøde i Gøteborg om få dage i en stemning af ny fremgang for EU’s store projekt – udvidelsen med Østeuropa, slog det klik.
Irland, EU’s skoleeksempel på en succeshistorie, landet, der på et kvart århundrede er blevet rigt af at komme med i det europæiske fællesskab, sagde nej tak til Nice-traktaten med en pæn margin. En traktat, der skal gøre det muligt for østeuropæerne at følge det
irske eksempel, væk fra en status som fattigt tilbagestående land i evig skygge af Storbritannien, til IT-boomtown med rekordvækst og tusindvis af irere, der nu rejser hjem efter landets mere end et århundrede lange status som den typiske udvandrernation.
Uanset at den erfarne danske EU-diplomat Niels Ersbøll her på siden siger, at det irske nej ikke vil stoppe EU-udvidelsen, og at traktaten her og nu ikke er afgørende, er det irske nej alligevel noget, der bør få EU til at stoppe op.

Vel inviterer den rekordlave valgdeltagelse på kun 32.9 procent til en udlægning om, at irerne slet ikke er imod udvidelsen af EU, som også den liberale irske leder Pat Cox har travlt med at understrege. Og det er der sikkert et stort gran af sandhed i. Det, der står tilbage, er ligegyldigheden. Og den larmer.
I en tid, hvor diverse EU-lederne fra Schröder og
Fischer til Blair, Prodi og Jospin modigt forsøger at lancere en »stor europæisk debat« om noget så abstrakt og ufolkeligt som en EU-forfatning, og om hvordan EU’s institutionelle strukturer skal tage sig ud i fremtiden, siger 77,1 procent af irerne deres mening om et simpelt tema ved simpelthen at blive hjemme. Folkeafstemningens emne kan næsten ikke blive mere konkret. Skal vi invitere nogle flere lande med i klubben? Der er ikke noget højpandet politisk teori her.
Opinionsundersøgelser har vist, at irerne ikke høre til blandt lande som Frankrig og Tyskland, hvor næsten to tredjedele af befolkningen ikke ønsker en udvidelse af EU. Så det er næppe en klar politisk handling mod udvidelsen, flertallet af irerne har foretaget.

Den relativt lave andel af den samlede befolkning, der mødte op, og stemte nej, har tilsyneladende haft ret forskellige grunde til det. Nogle religiøse, andre pacifistiske på grund af EU’s udrykningsstyrke, der ses som en trussel mod Irlands neutralitet. Andre igen har haft politiske motiver, der ligner EU-modstanden på den danske venstrefløj.
Meget tyder også på, at en række skandaler har bidraget til ønsket om at give regeringen en begmand. Og det har den fået med eftertryk.
Men det er ikke kun Irlands ministerpræsident Bertie Ahern, der nu kan være flov over at han ikke har kunnet tromme de førhen notorisk EU-venlige irere op af sofaerne. De har før stemt for EU-traktater med mellem 65 og 80 procents tilslutning. Det er EU som sådan, der har et gigantisk problem med at få folk uden for den politiske elite til at få øje på det specielt værdifulde i EU-projektet. At det allerbedst sælges på, at der er gode penge i at være med, illustreres glimrende ved at Irland nu er blevet et rigt EU-land, og tilsyneladende ikke behøver EU på samme måde mere. Landet kan tilmed se frem til at skulle til at betale til EU-kassen inden for fem år, efter 25 år som modtager.
Det varsler ilde for hele EU-projektet, at det blev protesten og EU-forsvaret, der faktisk slet ikke hører hjemme i Nice-traktaten, der tog styringen. Men ikke mindst at resten af befolkningen end ikke kunne få øje på, at der var noget at møde op for. I Danmark kommer hvidbogen om dansk EU-politik i næste uge. Der kunne vel næppe findes et mere både passende og presserende tidspunkt.

cobla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her