Læsetid: 7 min.

’Heltebyen’ hvor ingen vil bo

Vukovar blev i 1991 symbolet på serbisk grusomhed. 10 år efter ligger byen fortsat i ruiner, dens kroatiske beboere vender ikke hjem, og serberne rejser
23. juni 2001

Krigsskueplads
VUKOVAR – Kroatiske politikere holder ingen taler om krigen 1991-92, uden at byen Vukovar er nævnt. Alle større byer i Kroatien har en Vukovar-gade. Vukovar er officielt udråbt som ’helteby’.
Popsange som ’Vukovar, Vukovar’ lærer også den unge opvoksende generation historien om byens tre måneder lange forsvarskamp i august-november 1991, det konstante bombardement fra den omringende jugoslaviske hær, hærens og de para-militære styrkers indtog og de hæmnings- og meningsløse massakrer, der fulgte.
I dag er Vukovar og den frugtbare Donau-region Østslavonien igen en del af Kroatien – tilbagegivet i 1998 efter et par år under FN-administration. Men ingen vil bo i ’heltebyen’.
Et mindretal af byens kroater er vendt tilbage til den by, de flygtede fra for 10 år siden. Og serberne – især de unge familier – stiller sig i kø foran det nyåbnede jugoslaviske konsulat i byen for at få visum og opholdstilladelse til Serbien på Donaus modsatte bred. Hvis de da ikke bare krydser floden uden dokumenter.

Splittet by
»Vi lever af nogle penge, vi har sparet op, og får hjælp af vores forældre. Når opsparingen er brugt, må vi også prøve at sælge og rejse.
Der er kun én procents chance for, at jeg får arbejde igen i Vukovar,« siger Borislav, en serbisk familiefar omkring de 30.
Både han og hustruen Aleksandra var udlærte og havde netop fået arbejde på gummivarefabrikken Borovo – byens store arbejdsgiver med 22.000 ansatte – da krigen brød ud. Siden har de store fabriksanlæg ligget hen som et mausolæum for destruktion. Men der er en anden grund til, at Borislav, Aleksandra og deres to-årige datter Jovana skal væk fra Vukovar.
»Jeg føler mig ikke sikker, når jeg går på gaden uden mine serbiske venner – slet ikke om aftenen. Alle ved, hvor hinanden lever og færdes, og vi forsøger at undgå kroaterne, går på forskellige caféer og handler i serbisk-ejede butikker. Men engang imellem flammer hadet op. Spændingerne ligger tæt under overfladen.«
Separationen foregår efter uskrevne regler. Her er ingen ’Berlin-mur’, og man kan ikke umiddelbart som ny i byen se, hvad der er en kroatisk eller en serbisk bolig eller butik. Dog har ejeren af Café Remy i Vukovars centrum malet det kroatiske våbenskjold på muren for at være sikker på ikke at få ubudne, det vil sige serbiske, gæster.
Milica Stojanovic, lærer i serbisk sprog og litteratur på byens serbiske gymnasium, født i Vukovar »i bedre tider« og opvokset i byen, fortæller, at der »ikke er en sund atmosfære«.
»Jeg har boet her hele mit liv og kan huske, da folk fra 20 nationer boede sammen her uden problemer. De få kroatiske venner, jeg havde før krigen, og som er blevet i byen, ser jeg endnu. Men ellers undgår serbere og kroater hinanden. Folk hilser ikke, men ignorerer hinanden, når man mødes på gaden. Og alle er lige ulykkelige over det.«
Den godt 50-årige gymnasielærer kommer med et suk fra hjertet: »Vi kvinder kan lide smukke og behagelige ting – et lækkert tørklæde, parfumer, blomster. Men hvor ser du smukke ting i Vukovarã?

Alle vil væk
Indtrykket af en by, hvor ingen bryder sig om at bo, bekræftes af et besøg hos byens kroatisk-ungarske ejendomsmægler, Maja Fodor. Hun har vinduerne overklistret af tilbud – heraf flere bombehærgede ruiner, der til fulde lever op til klicheen ’håndværkertilbud’. Købere er der til gengæld ingen af.
»Det er fem måneder siden, jeg sidst har solgt et hus. Her er simpelthen for trist at være. Byens gamle kroatiske indbyggere kommer og ser – og rejser igen. De har det bedre, hvor de er nu. Selv mange af de kroater, der er vendt hjem og har fået deres hus genopbygget med støtte fra staten, er rejst igen og har sat deres hus til salg. Og byens serbere forsøger bare at komme væk. Men der er ingen at sælge til.«
Resultatet er, at Vukovar nu kun har 18.000 indbyggere mod 50.000 før krigen. Og to tredjedele af borgerne i Kroatiens helteby nummer et er – serbere. Men på symbolplanet er den kroatiske generobring fuldbragt. Fra hver tænkelig mast hænger det kroatiske flag – det gamle jugoslaviske i blåt, hvidt og rødt, prydet med sahovnica, det rød-hvide skakternede våbenskjold, symbolet på den kroatiske nations påstået »tusindårige eksistens«.
Et gigantisk granit-kors »til minde om de, der gav livet for Kroatiens frihed« rejser sig ved indløbet til Vukovars flodhavn. Her virker det nærmest som en knyttet næve, rejst som en markering af trods over for serberne på Donaus modsatte bred.
Valgplakater fra det netop afholdte lokalvalg hænger fortsat på lygtepæle og i butiksvinduer. Næsten alle fra HDZ, afdøde Franjo Tudjmans højrenationalistiske parti, valgets absolutte vinder her som i de fleste andre dele af Kroatien, der har været under serbisk besættelse. Tudjman har da også lagt navn til Vukovars hovedgade. En anden større vej hedder Den Europæiske Unions Avenue – hvad enten navnet afspejler taknemmelighed over for donoren af midler til den nye vejbelægning eller drømmen om en fremtid i Europa.

Paradis for storke
Men ca. halvdelen af husene i denne tidligere habsburgske barok-by ligger stadig hen, som krigen efterlod dem for 10 år siden. Træer og slyngplanter vokser vildt, hvor mennesker levede. Svaler stryger ud og ind af huller i de tomter, granaterne lod stå, og adskillige storkepar har etableret sig på toppen af de ikke længere rygende skorstene.
Manglen på økonomisk aktivitet er også til at få øje på i Vukovars gader, hvor mænd i alle aldre »hænger ud« på cafeer, gadehjørner og byens marked. Arbejdsløsheden er generelt høj i Kroatien, 23 procent, men her i Vukovar ligger den mellem 60 og 80 procent – afhængig af, hvem man spørger.

Bevidst udsultning?
Med Østslavoniens frugtbare landbrugsjord, Vukovars strategiske placering ved Donau på handelsruten mellem Kroatien, Serbien, Ungarn og Bosnien og byens åbenlyse potentiale for turisme skulle man tro, at der var basis for en økonomisk opblomstring. Men det er ikke sket. Det er en almindelig opfattelse – både hos byens serbere og de få internationale repræsentanter i byen – at Vukovar og den omkringliggende region er blevet udsultet.
»Det har været en bevidst politik fra Tudjman-regeringens side at marginalisere byen med det formål at få serberne til at rejse, da man på grund af den internationale bevågenhed ikke længere kunne smide dem ud. Der er tale om indirekte etnisk udrensning,« mener Sasja Lalic, chef for Helsinki-komiteens kontor i byen.
Opfattelsen deles af Andy Burridge, chef for OSCE’s, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa’s, kontor i Vukovar.
»Det har været en konsekvent gennemført politik for den tidligere Tudjman-regering at gøre livet så surt som muligt for serberne i Østslavonien,« siger han.
Den nuværende regering, der under socialdemokraten Ivica Racans ledelse tiltrådte sidste år, har – efter Burridge’ vurdering – politisk vilje til at sætte gang i hjulene i Vukovar. I maj vedtog det kroatiske parlament en større pakke med billige lån og skattelettelser til virksomheder, der vil investere i Vukovar.
»Men regeringen mangler penge. Tudjman-styret tømte Kroatiens pengekasse. Arvesølvet er væk. Det internationale samfund bliver også væk – Østslavonien er ikke sexet i donorkredse som Bosnien og Kosovo,« siger Burridge.
»Og det skader forsoningsprocessen her kolossalt. Hvis folk har arbejde, tager det brodden af fortiden. Hvis ikke, er der alt for mange ledige mænd, der har for god tid til at holde liv i gamle myter og fjendebilleder.«

FAKTA
Vukovar i krigen
*Vukovar var før krigen i 1991 et multi-etnisk bysamfund i Østslavonien med ca. 50.000 indbyggere, heraf 43 procent kroater, 37 procent serbere og resten ungarere, slovakker, ukrainere, jøder, rusyner samt ikke mindst børn af blandede ægteskaber.
*Da krigen mellem Serbien og Kroatien brød ud i juli 1991, rykkede den jugoslaviske hær, JNA, som den serbiske leder, Slobodan Milosevic, havde kontrol med, ind i Østslavonien – efterfulgt af flere para-militære militser.
*Erobringen af store dele af Østslavonien skred hurtigt frem, men Vukovars hjemmeværn holdt stand, og i tre måneder, fra midten af august til 17. november, var byen under belejring, i perioder totalt afskåret fra forsyninger udefra og udsat for et nådesløst bombardement af artilleri- og morterild samt fra luften. Da den jugoslaviske hær efter 87 dages belejring endelig »befriede« byen, var den fuldstændigt ødelagt.
*Serbiske para-militære bander blev derefter sat ind for at »udrense« gade efter gade for mænd, der havde gjort modstand – eller så ud som om. Mønsteret skulle gentage sig mange gange senere i Kroatien og Bosnien.
*19. november trængte para-militære bander ind på hospitalet og bragte alle syge og sårede mandlige patienter med sig. Ca. 200 mænd og store drenge forsvandt. De blev senere fundet i en massegrav uden for byen.
*I alt menes belejringen af Vukovar og den senere udrensning at have kostet 5.000 mennesker livet.
Vukovar var sammen med det øvrige Østslavonien en del af den såkaldte Serbiske Republik Krajina. Som led i Dayton-aftalen fra november 1995 blev Østslavonien først sat under FN-administration. 15. januar 1998 blev regionen igen en integreret del af Kroatien.on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu