Læsetid: 4 min.

Hjem, kære hjem

Hvad er et hjem uden blik? spørger Magnus Mills i sin tredje sære roman
14. juni 2001

Ny bog
I Amerika forlod engang en fredselskende mand ved navn Henry David Thoreau civilisationen og slog sig ned helt alene i en hytte i en skov i Massachusetts. I tråd med vennen Ralph Waldo Emersons filosofiske Transcendentalisme studerede han naturens ’sjæleliv’ og nedgriflede alle registreringer i det berømte værk Walden, or Life in the Woods (1854).
I den engelske forfatter Magnus Mills’ nye roman Tre mand og en konge (Three To See the King) forlader en anonym mand civilisationen og slår sig ned helt alene i et blikhus højt oppe på en vild og forblæst slette i et ikke nærmere specificeret land.
Men hvor Thoreau svinger sig op til det højstemte, holder Mills’ hovedperson sig på jorden med sin vidunderligt nøgterne fortællerstemme. De to har dog det tilfælles, at de længes efter en simplere tilværelse, langt fra verdens vrimmel, hvor intet andet end iagttagelsen af den barske natur fylder dagen ud.

Ensomhed og fællesskab
Det begynder med, at fortælleren en dag finder et tomt hus af blik på sletten og tager det i besiddelse:
»Jeg så straks, at det havde alt, hvad jeg nogen sinde ville få brug for: Et sted at spise og drikke og sove uden forstyrrelser, ly mod elementerne af et lag bølgeblik og intet andet. Et stykke tid var jeg glad og tilfreds her og var fortsat overbevist om, at jeg ikke ville kunne finde et bedre sted at være. Så en dag kom en kvinde til min dør og sagde: ’Så det er her du har gået og gemt dig’.«
Og med ét står blikhuset på den anden ende.
Mary Petrie flytter ind med sine kufferter fulde af tøj, sin beautyboks, sin skjulte kritik og sin Kommandus-agtige adfærd – men glimtvist er det faktisk hende, der ser klarest.
Flere kilometer væk bor tre andre mænd, Simon Painter, Philip Sibling og Steve Treacle, på samme vis – i blikhuse. Det forekommer helt naturligt, at visse mennesker finder det voldsomt fascinerende at bo og leve med blik dag ud og dag ind.
Vennerne ses indimellem, men da de alle er nogle hulens sære snegle, bliver det noget med udelukkende at snakke om deres blik og det sand, de hver eneste dag må feje væk fra døren.
Vi får aldrig forklaret, hvor de personer egentlig kommer fra, hvor de får mad og andre livsfornødenheder fra. Det er med til at gøre bogen så dejlig absurd.

Blikkongen
En dag rygtes det, at en mand ved navn Michael Hawkins har slået sig ned i et blikhus fem kilometer derfra, og han er som en magnet for Simon, Philip og Steve. Efter sigende kan Michael som en anden profet udrette alting og det med stort mod og klogskab. Han er den ultimative ’blikkenslager’ over dem alle.
De tre venner skiller deres huse ad og flytter blikbunkerne over i nærheden af Hawkins – ligesom hundreder af andre mennesker også gør det efterhånden.
Fortælleren har altid opfattet sig selv som pioneren blandt mænd i blikhuse, og derfor føler han sig truet af denne folkeforfører Michael Hawkins. Han må se med egne øjne, hvad det egentlig er der foregår. Han begiver sig af sted, og et spektakulært syn venter ham.
Som i en anden science fiction-vision styrer kongen Hawkins en kæmpe fælles udgravning af en kløft, et helligt land, hvor han lover, at de mange arbejdere kan flytte i læ med alle deres blikhuse.
Men Hawkins’ position som over-blikkenslager hænger i virkeligheden sammen med en langt tidligere form af ordet, nemlig ’plattenslager’. Det er lige, hvad han er, og hvordan det går, skal ikke røbes her, men der kommer godt gang i både medløberi og anarki á la George Orwells Animal Farm eller William Goldings Lord of the Flies.

Mit hjem er en fæstning
Der er ingen entydig morale i denne moderne robinsonade, kunne man næste kalde den, og det er umuligt at finde en stabil symbolik i brugen af blik. Hvorfor lige blik?
Som Mary siger på et tidspunkt, så drejer hele vanviddet sig om en søgen efter noget, man ikke ved, hvad er, og at det inderst inde ikke betyder noget, hvor du bor, men hvem du bor sammen med. Det er meget godt med rejser og eventyrlyst, men my home is my castle.
»Lad det være dit tempel,« opfordrer fortælleren i erkendelsens time. Respekter ensomheden og værn om dit hjem, mens verdens vrimmel raser udenfor. Men skal vi virkelig tolke det derhen, at det er ok at skride fra det hele? Forfatteren undlader bevidst at tegne konfliktsituationen op i skarpt afgrænsede valg, og det bliver derfor læserens opgave selv at tænke videre.
Magnus Mills, buschaufføren fra London, der i en moden alder debuterede med den kritikerroste Sjak nr. 3 (1998), har med denne fortælling begået en absurdistisk genistreg af de sjældne. Romanen er så gennemført mærkelig på en så uimodståelig poesiforladt – ja helt materialistisk – måde, at man må tage hatten af.

*Magnus Mills: Tre mand og en konge. Oversat af Mich Vraa. 147 s., 199 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her