Læsetid: 2 min.

Hollywoods vandbærer og stjerne

Kraftkarlen Anthony Quinn, der både var bi- og hovedrolleskuespiller og bedst kendt som Zorba, er død, 86 år gammel
5. juni 2001

Nekrolog
Spurgte man Cary Grant om han kunne danse, ville han gøre nogle få elegante bevægelser, der gav én stor lyst til at danse med ham. Spurgte man Anthony Quinn om det samme, ville han råbe »Om jeg kan!«, så man fortrød overhovedet at have spurgt.
Sådan illustrerede den store amerikanske filmkritiker Pauline Kael forskellen mellem to stilarter: Grants underdrevne urbane og Quinns eftertrykkeligt emotionelle. Men selv en ikke-fan som Kael måtte anerkende vitaliteten i den kvintessentielle
Quinn: grækeren Zorba i Michael Cacoyannis’ elskede skrøne fra 1965 om den buldrende Zorbasse, der bliver inkarnationen af selve livskraften for Alan Bates’ forsigtige tilrejsende englænder.
Quinns enorme ægte energi og livsappetit i denne rolle er nok til at sikre ham mod den glemsel, der ellers vil ramme langt de fleste af de omkring 100 film, han medvirkede i.
Han erklærede sig som meksikaner, men havde også irsk og amerikanske blod i årene.
Hans start var ikke nem: Far døde tidligt ved en trafikulykke, og han fik ingen hjælp til en operation for en talefejl. Men energien fejlede heller ikke i 1930’erne noget, og Quinn kæmpede sig frem som meget anvendt birolleskuespiller i utallige B-filmroller som skurkagtige indianere og meksikanere.
I slutningen af 1940’erne fik han nok og var en rost Kowalski i Elia Kazans teateropsætning af Omstigning til Paradis. Kazan gav ham derpå den rolle, der sikrede ham den første Oscar, som Marlon Brandos ældste bror i Viva Zapata (1952). Og hovedrollegennembruddet kom, da han uden teatralske fagter spillede den omrejsende cirkusleder Zampano i Fellinis La Strada (1954).
To år efter fik han igen en birolle-Oscar som Gauguin overfor Kirk Douglas’ Van Gogh i Lust for Life, og nu kom hovedrollerne endelig.
Bedst var han som primitive naturer i rådvild indre konflikt, som f. eks. i Storm over Jamaica (1965) – værst i sine utallige gentagelser af Zorba, som eskimo, sigøjner, italiener, bondekarl og lign. Han var også selvskreven til superproduktioner, hvor der maledes med bred pensel: Klokkeren fra Notre Dame (hvor han er en udmærket Quasimodo), Navarones kanoner (1961), titelrollen i Barabbas (1961) og den arabiske stammeleder Auda Abu Tayi i Lawrence of Arabia (1962).
Senest sås han i biroller i film som Spike Lees Jungle Fever (1991) og Schwarzenegger-fantasien Last Action Hero (1993) – som et velbevaret bevis på livsgnistens holdbarhed, næsten 30 år efter Zorba. Vist var der solidt tømmer i Quinn – og talent nok til en karriere, der varede små 60 år.
De mange dårlige film til trods vil han blive husket som en af Hollywoods mest vitale kraftkarle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu