Læsetid: 10 min.

De hvide kitlers utopi

I dag er det ikke præsterne men videnskaben, der forkynder udødeligheden. De har hensat deres omgivelser i en manisk tilstand, som udelukker enhver kritisk refleksion. Men som alle tidligere utopier vil den biotekniske paradisdrøm blive offer for sine egen indre modsætning og sit eget storhedsvanvid, skriver den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger
22. juni 2001

(2. sektion)

Essay
Endnu for kort tid siden beklagede mange, at de utopier, der lige fra deres opståen var blevet betragtet som himmelsk manna for den tænkende del af menneskeheden, var gået tabt. Disse udkast til en gennemgribende forbedring af vores kår adskilte sig fra rene eventyrønsker ved deres rationelle skikkelse.
Utopierne var alle sammen europæiske projekter for oprettelse af ideale samfund, hvor det ikke længere var den gamle Adam, men Det Nye Menneske, der havde magten. Alle forsøg på at virkeliggøre dem endte før eller senere med tømmermænd, sidst anno mirabili 1989.
Fra psykiatrien ved man, hvor let en depressiv fase kan slå om i en manisk – og omvendt. Noget taler for, at et sådant pludseligt omsving ikke kun kan iagttages hos individuelle patienter, men også hos store grupper.
I 1970’erne og 1980’erne syntes depressionen at være fremherskende. Overalt blev undergangsscenarier udforsket. Den Kolde Krig med dens blokader og stedfortræderkonflikter havde ført til en lammelse af verdenspolitikken. Miljøkatastrofer af enhver art tegnede sig i horisonten. Romklubben profeterede, at alle forgængelige ressourcer ville være udtømt i løbet af kort tid. Der blev talt om atomvinter. Apokalyptiske stemninger bredte sig, ikke alene på Hollywood-filmenes lærreder og tv-skærmene.
Åbenbart havde de vestlige samfund glædet sig for tidligt til undergangen. Allerede længe før årtusindskiftet var den maniske fase på vej. Denne gang var det ikke filosofihistorien, der bød på løfter om frelse; intet parti, ingen politisk ideologi trådte frem på scenen med et nyt projekt for menneskeheden – tværtimod efterlod kommunismens sammenbrud sig et ideologisk tomrum, som herken en gammel eller en ny venstrefløj formåede at udfylde.
De nye utopiske forjættelser kom fra forskningsinstitutterne og laboratorierne, og det varede ikke længe, før en fantastisk optimisme beherskede scenen. Næsten fra den ene dag til den anden vendte alle den utopiske tænknings temaer tilbage: Sejren over samtlige artens skavanker og trængsler, over dumheden, smerten og døden.
Pludselig sagde mange, at det kun var et spørgsmål om tid, før den genetiske forbedring af mennesket havde ført til målet, før den gammeldags form for forplantning, fødsel og død var afskaffet, før robotter havde befriet verden for arbejdets bibelske forbandelse, før udviklingen af kunstig intelligens havde gjort ende på den kedelige ufuldkommenhed. Urgamle almagtsfantasier fandt på den måde et nyt tilflugtssted i de naturvidenskabelige systemer.

Det handler på ingen måde om vidensproduktionen som helhed. Tværtimod bliver det mere og mere tydeligt, at nogle få discipliner indtager en dominerende position og råder over afgørende ressourcer som penge og opmærksomhed, mens andre – f.eks. teologien, litteraturvidenskaben, arkæologien og desværre også filosofien – kun spiller en marginal, for ikke at sige dekorativ rolle. De bliver tålt, ja, værdsat, netop på grund af den harmløshed, de tillægges fra statens og erhvervslivets side. I denne situation skal man ikke forvente utopiske forjættelser fra dem.
Også visse naturvidenskabelige discipliner som geofysik og meteorologi fører en temmelig beskeden tilværelse i skyggen af de såkaldte højstatus-videnskaber. Denne rolle tilfaldt i det 20. århundrede den teoretiske fysik, men nu er det biologien, der har overtaget den ved siden af computer- og bevidsthedsvidenskaberne. Den »har ikke alene ophævet skellet mellem grundforskning og anvendt forskning, den er også på én gang den kapitalistiske og den revolutionære videnskab par excellence. Bioteknologien er den næste økonomiske storcyklus’ basisteknologi« (Claus Koch).
Det er indlysende, at en så dybtgående forandring af det naturvidenskabelige program ikke kan foregå uden ideologiske fordringer. Hvor det tidligere var shamaner og mirakeldoktorer, der beskæftigede sig med udryddelse af alle lidelser, sorterer den slags i dag under molekularbiologer og genetikere; og det er ikke længere præsterne, men forskerne, der taler om udødelighed.
De nye utopier bliver præsenteret for offentligheden med kampagner af en hidtil uset art. Ikke tilfældigt er det ofte amerikanske videnskabsmænd, der fører det store ord. Supermagtens endemiske optimisme, missionæragtige bevidsthed og dominerende stilling leverer den ideologiske baggrund. Den gode gamle fremskridtstro, som ingen for kort tid siden havde meget til overs for, oplever således en genopstandelse i triumf.
Ikke alle videnskabsmænd kan og vil forlige sig med deres nye frelserrolle. Den strider mod alle traditioner for »organiseret skepsis« (Robert Merton), bevisteori og nøgtern forsigtighed. Men de naturvidenskabelige institutioners objektive situation har på ganske kort tid forandret sig grundlæggende. Afstanden mellem forskningen og den økonomiske udnyttelse af den er blevet så kort, at der ikke er meget tilbage af den uafhængighed, videnskaben roser sig af.
De kæmpemæssige investeringer i forskningsvirksomheder skal forrente sig så hurtigt som muligt; derfor bliver uafhængige forskere til parthavere og selvstændige forretningsmænd i det stærkt voksende videnskabs-industrielle kompleks, der beskæftiger patentadvokater, emissionsbanker, børsguruer og PR-virksomheder. Pengestrømmene – hvad enten det er aktiekapital eller subventioner – skærper konkurrencen og mediepresset. Den, der ikke vil trække det korteste strå, må love mere, end han kan holde.

En manisk fase kendetegnes som bekendt ved systematisk virkelighedstab. Derfor kan det ikke undre, at historiske erfaringer med utopier bliver fortrængt og fiaskoer ikke erkendt. Blev den ’dialektiske materialisme’ i Sovjetunionen ikke fremstillet som et uomstødeligt videnskabeligt grundlag, for slet ikke at tale om Nobelpristageren Hermann J. Mullers eugeniske fantasier?
Hvem husker nu atomindustriens optimistiske løfter fra 1950’erne og 1960’erne? Kernekraften blev betragtet som nøglen til et energimæssigt slaraffenland; negative følgevirkninger var der ingen, der forudså. Og hvordan forholder det sig med den kunstige intelligens, hvis profeter allerede for 30 år siden lovede os, at vi ved årtusindskiftet ville have maskiner, som langt ville overgå alt, hvad vores hjerner kunne yde?
Ingen sammenligner disse forudsigelser med det ynkelige resultat af milliardinvesteringerne – den elektroniske skildpadde, der har besvær med at forcere en trappe. Og mens medierne hilser alle fremskridt, især inden for medicinsk forskning, velkommen med store overskrifter, bliver de risici og bivirkninger, der kan skade forretningerne, forvist til en note i dagbladenes videnskabsspalter, så længe de ikke antager katastrofale dimensioner.
Publikums lettroenhed og ønsketænkningens uimodtagelighed for fornuft forekommer uovervindelig. Det bliver sværere og sværere at skelne Big Science fra science fiction. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at tv-serier som Star Trek udgør den kulturelle horisont for en del af vore dages forskergeneration, især i USA.
Man ville gøre science fiction-genren uret, hvis man pådutter den Frankenstein-fraktionens kyniske optimisme; for den har i lang tid været domineret af negative utopier, som maler alle tænkelige skrækvisioner på væggen. Det er ikke så sært, at forkynderne af kunstig intelligens, gen- og nanoteknik foretrækker en enøjet læsning af deres visioner.
Nu er det jo sådan, at protester og indvendinger ifølge sagens natur ikke kan have nogen effektiv virkning i en manisk fase, der jo netop kendetegnes ved manglende realitetssans. Også politikerne viser sig at stå rådvilde og afmægtige over for det videnskabs-industrielle kompleks, som ikke kender til skrupler og ikke behøver at frygte sanktioner.
Offensiven ledsages af de rituelle klager over manglende accept fra den offentlighed, som netop ikke bliver spurgt til råds ved alle afgørende beslutninger, og over mediernes sensationslyst – som om det ikke lige omvendt var fremtidsteknologiens markskrigere, der har lært at manipulere disse medier til deres egen formål.
Når f.eks. et parlament skal drøfte biopolitiske spørgsmål, ser man i fjernsynet beklagelsesværdige patienter, der lider af sjældne, arvelige sygdomme. Hvem vil forholde dem den nødvendige hjælp? Hvem vil lade det skorte på beundring for en industri, der er parat til at investere millioner i at lette deres vilkår, selv om det også først bliver i en fjern fremtid?
Det terapeutiske imperativ ville ganske vist virke mere troværdigt, hvis branchen gav sig i kast med sygdomme som malaria eller tuberkulose, som millioner dør af år efter år, men hvis bekæmpelse næppe kommer ud af stedet. Her synes den meget omtalte utilitaristiske afvejning af goder ikke at spille nogen rolle. Man kunne få den mistanke, at det mindre drejer sig om den hippokratiske ed end om et væsentligt mere fremtidsorienteret projekt: forædling af arten.

Begrebet ansvarlighed, som i forvejen er stærkt belastet inden for politik, bliver på den måde til rent og skært blændværk. Det gælder ikke alene for branchens charlataner og plattenslagere; de er alligevel fremmede over for tanken om at skulle begrunde noget, for slet ikke at tale om at stå til ansvar. Problemet lader sig ikke reducere til de meget omtalte sorte får. Også forskere, der holder fast ved deres fags strenge standarder, er nemlig ude af stand til at garantere for følgerne af det, de gør. Det skyldes, at disse følger principielt ikke er til at overskue.
Ingen kan længere påberåbe sig augustinermunken Gregor Mendels historiske uskyld. Men også i dag vil enhver matematiker med rette tilbagevise kravet om, at han skulle efterprøve alle resultater af sin forskning, før han offentliggør dem, for at fastslå, om de engang i fremtiden eventuelt kan finde anvendelse inden for efterretningstjenesten, militæret eller kriminelle organisationer.
Så længe den nuværende civilisation eksisterer, er selv den mindste videnskabelige indsigt uigenkaldelig, og den frembringer en ukontrollerbar mængde følgeproblemer. Omvendt henviser forsvarerne af det videnskabs-industrielle kompleks med lige så stor ret til samme civilisations totale afhængighed af frugterne af tidligere og nuværende forskning. Den anden side af denne uigenkaldelighed er, at ingen – undtagen nogle få sekterikere – når det kommer til stykket, vil give afkald på redningshelikoptere, scannere og antibiotika.
Allerede af alle disse grunde virker de sædvanlige diskussioner om bio- og teknopolitik mærkeligt naive og hjælpeløse, uanset deres skolastiske kvaliteter. Det er påfaldende, at medlemmerne af de udvalg, kommissioner og ekspertråd, der skyder op overalt, næppe har andet end deres respektive meninger at stille op over for de fuldbyrdede kendsgerninger, som dagligt sætter deres egne normer.
Mens nogle optræder som rene og skære lobbyister for deres interessegrupper, forsøger andre med vekslende begrundelser at redde, hvad reddes kan. Og lovgiverne, der er splittede mellem dybt rodfæstede betænkeligheder og den globale konkurrences imperativer, formår kun at komme med ad hoc-beslutninger, som overhales af videnskabens nye muligheder i samme øjeblik, de bliver bekendtgjort.

Det er en kendsgerning, at der simpelthen ikke længere findes en etisk konsensus i de grundlæggende spørgsmål om menneskeskets eksistens. Debatten om den såkaldte aktive dødshjælp og om mulighederne for genetisk selektion burde have overbevist selv den mest godtroende om denne erkendelse.
Dermed er den enkelte kastet tilbage til en position, hvor enhver moralsk tryghed er borte. Han kan ikke længere delegere en række eksistentielle afgørelser ud til en velvillig instans. Han kan hverken forlade sig på politikken eller på den etablerede religion, når det gælder hans elementære livsinteresser. Det betyder, at han stilles over for krav, som de fleste mennesker vil finde det svært at leve op til.
Så længe den enkelte har sin frihed til ikke at gøre brug af de resultater, som det videnskabs-industrielle kompleks forjætter – altså så længe vi befinder os i en overgangsfase – har han dog endnu mulighed for at sige: Det vil jeg ikke være med til. I hvert fald har det hidtil været tilladt at klare sig uden rugemødre, xenotransplantationer, kloner og prænatal selektion. Enhver, der vælger denne nødværgets vej, må ganske vist erkende prisen for sin vægring, og også det er formentlig lettere sagt end gjort.
Men den, der bilder sig ind, at sådanne individuelle beslutninger går ud på skabe gensidig tolerance; den, der tror, at de utopiske forestillinger, som mange videnskabsmænd og deres økonomiske partnere hengiver sig til, kan gennemføres uden konflikt og vold – han ligger under for en illusion. Enhver historisk erfaring taler imod det.

Ikke kun de uundgåelige skuffelser, der følger enhver manisk fases eufori som en skygge, vil sætte grænser for fremskridtsfatalismen. Også dér, hvor den industrielle forskning faktisk kan opvise resultater, skal man regne med svære konflikter. Senest når den teknologiske udviklings første utilsigtede skader viser sig, og de uforudsigelige risici kommer for dagen, vil et mindretal, som ellers var bragt til tavshed, sætte sig til modværge.
Det er mærkværdigt, at fortalerne for processen på ingen måde er forberedt på det. Der skal ellers ikke meget fantasi til at forudsige, at de første tilbageslag vil føre til en militant mobilisering, som Wa-
ckersdorf og Wendland (scener for tysk atomkraftmodstand, red.) kun er en mild smagsprøve på.
Når dyrevenner kan reagere med terroraktioner, hvilke former vil modstanden så ikke antage, når det ikke mere handler om abstrakte risici eller stedfortræderkampe, men om folks eget skind, om forplantning, fødsel og død? Det er helt igennem tænkeligt, at visse former for forskning så kun kan gennemføres i specielt sikrede enklaver, og at der til den tid vil være et betragteligt antal forskere, som må frygte for deres liv, forskanset i bevogtede fæstninger.
Dermed er naturligvis ikke sagt, at et mindretal, som er i stand til alt, vil kunne forsinke processen eller endda skrue udviklingen tilbage. I sidste ende vil utopien om den totale beherskelse af naturen og menneskene ikke strande på modstanderne, men på sine egne indre modsætninger og sit storhedsvanvid, ligesom det har været tilfældet med alle tidligere utopier.
Endnu har menneskeheden aldrig frivilligt givet afkald på sine almagtsfantasier. Først når vi har nået grænserne for vores hybris, vil fornuften nødtvungent få overhånd – formentlig mod en katatrofal pris. Så vil en videnskab, som vi respekterer, og som vi kan leve med, igen få en chance.

© Der Spiegel & Information
Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu