Læsetid: 4 min.

Hvordan er det gået de eks-jugoslaviske lande siden krigen?

Der er stor forskel på, hvordan de syv lande, der tilsammen udgjorde det tidligere Jugoslavien, har klaret sig
23. juni 2001

Status
Slovenien
*Hvis noget land kan siges at være gået styrket ud af Jugoslaviens opløsning, er det Slovenien.
Landet erklærede sig selvstændigt den 25. juni 1991, og en kortvarig krig brød ud, da den jugoslaviske hær forsøgte at fastholde kontrollen med grænsestationerne. Men efter 10 dages kampe og 64 dræbte blev hæren trukket tilbage.
Slovenien har siden haft stor politisk stabilitet, og landets to politiske ledere, præsident Milan Kucan og ministerpræsident Janez Drnovsek, har – stort set – regeret siden selvstændigheden.
Slovenien er ansøgerland til både EU og NATO – med gode muligheder for snart at blive optaget begge steder. Det er det rigeste af EU-ansøgerlandene, men også – med sine to millioner indbyggere – et af de mindste.

Kroatien
*Efter selvstændigheden i juni 1991 blev Kroatien invaderet af serbiske styrker, og en tredjedel af landet kom under serbisk besættelse.
Men en militæraktion fordrev i 1995 serberne fra Krajina, og Dayton-aftalen samme år gav kroaterne de sidste områder tilbage.
Politisk var landet præget af Franjo Tudjmans højre-nationalistiske HDZ-parti frem til Tudjmans død i december 1999 og de efterfølgende præsident- og parlamentsvalg. De bragte en koalition af liberale og socialdemokrater til magten. Præsident er Stipe Mesic, Ivica Racan er regeringschef.
Kroatiens økonomi er i store problemer, bl.a. på grund af stor korruption og manglende reformer under det forrige styre. Arbejdsløsheden er høj: 23 procent.

Makedonien
*Makedonien var den fattigste stat i Jugoslavien, og er det fortsat. På grund af landets store albanske befolkning, ca. 30 procent ifølge skøn, har en konflikt her været varslet længe, men det er faktisk lykkedes at holde fred i landet – bl.a. på grund af tidlig udstationering af FN-styrker – frem til dette forår.
I foråret begyndte en albansk partisanorganisation, kaldet UCK som bevægelsen i Kosovo, at iværksætte angreb mod makedonske mål i den nordlige del af landet, og de seneste sejre har bragt partisanerne tæt på at true hovedstaden Skopje og byen Kumanovo. En fem-punkts fredsplan, fremsat af præsident Boris Trajkovski, forhandles p.t. i et forsøg på at undgå en eskalerende krig, men fredsplanens skæbne er uvis, og kampene fortsætter

Kosovo
*Modsætninger mellem Kosovos 1,8 millioner albanere og de godt 200.000 Kosovo-serbere og Milosevic-regimets tiltagende undertrykkelse af det albanske flertal førte i 1997-99 til en partisankrig, iværksat af den albanske organisation UCK.
Efter flere brudte aftaler, forgæves forsøg på at nå en politisk løsning og fordrivelsen af flere hundrede tusinde civile albanere begyndte NATO i marts 1999 et tre måneder langt luftbombardement af serbiske mål i Serbien og Kosovo.
Ved fredsslutningen i juni 1999 mistede Beograd reelt herredømmet over Kosovo, og FN overtog administrationen, fra januar i år med Hans Hækkerup som leder. Over halvdelen af Kosovos serbere er enten fordrevet eller flygtet på grund af albansk terror.
Der er udskrevet valg til et lokalparlament senere i år, men Kosovos endelige status er endnu ikke afklaret

Montenegro
*Montenegro er med sine kun 700.000 indbyggere ’lillebror’ i statsforbundet med Serbien med dets 10 millioner, men har i de seneste år bevæget sig mod selvstændighed.
Den montenegrinske regering har været i konflikt med Slobodan Milosevic’ styre, siden den nuværende præsident, Milo Djukanovic, slog Milosevic’ kandidat, Momir Bulatovic, i valget 1997.
Ved flere lejligheder kom det tæt på et væbnet sammenstød mellem den jugoslaviske hær og de montenegrinske styrker, men siden Milosevic’ fald er forholdet blevet bedre – om ikke godt.
Djukanovic er fortsat fast besluttet på at gennemføre en folkeafstemning om Montenegros status senere i år – hvad enten det bliver fuld selvstændighed eller et løst statsforbund med Serbien. Men i det seneste parlamentsvalg, i foråret 2001, fik de partier, der støttede selvstændighed, kun et knebent flertal.

Bosnien-Hercegovina
*Med Bosniens særlige etniske sammensætning – 45 procent bosniakker (muslimer), 31 procent serbere og 17 procent kroater – var krig nærmest uundgåelig, da landet erklærede sig selvstændigt i april 1992.
Borgerkrigen, der rasede indtil Dayton-aftalen i december 1995, kostede 245.000 mennesker livet.
2,3 mio. blev fordrevet fra deres hjem. Af disse mangler 800.000 stadig at finde en permanent bolig, ifølge tal fra FN. Dayton-aftalen oprettede to statsenheder: Føderationen (domineret af kroater og bosniakker) og Republika Srpska (domineret af serbere). Hver enhed har hver sin regering, parlament, politimyndighed m.v. Det internationale samfund har med Den Høje Repræsentant, østrigeren Wolfgang Petritsch, i spidsen – støttet af ca. 18.000 SFOR-styrker – den reelle magt i Bosnien.
Valgene i november 2000 gav fremgang for de ikke-nationalistiske partier, der for første gang dominerer regering og præsidentråd. Men serbiske nationalister styrer fortsat Republika Srpska, og kroatiske nationalister har udråbt deres egen statsenklave. Økonomisk er Bosnien langt fra at komme på fode. Internationale investorer bliver væk på grund af politisk ustabilitet, stive regler og manglende reformer.

Serbien
*Den dominerende republik i Den Føderale Republik Jugoslavien, der desuden består af Montenegro.
To autonome provinser, Vojvodina og Kosovo, hører under Serbien. Kosovo er dog efter krigen i 1999 under FN-administration.
Serbien var i mange år præget af Slobodan Milosevic autoritære styre, som i de seneste ti år har udkæmpet tre krige (i Kroatien, Bosnien og Kosovo) og har tabt dem alle.
Økonomien er kørt i sænk på grund af sanktioner, NATO-bombardementer og styrets korruption og inkompetence.
Revolutionen mod Slobodan Milosevic i oktober 2000, da han nægtede at anerkende Vojislav Kostunicas sejr i præsidentvalget, har givet nyt håb.
Men indre spændinger i regeringen, bl.a. mellem Kostunica og regeringschefen, Zoran Djindjic, har dæmpet forhåbningerne.
Et af de store stridspunkter er det internationale samfunds krav om, at Milosevic udleveres til krigsforbryderdomstolen i Haag.on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu