Læsetid: 3 min.

Én indianer gør ingen indiansk sommer

Vel er Alejandro Toledo af indiansk oprindelse, men valget af Perus nye præsident er ikke entydigt en god nyhed for landets indiansk prægede befolkningsflertal
13. juni 2001

Jorge Tayori Keddero, leder fra det indianske fællesskab Puerto Luz i peruansk Ama-zonas, stemte ikke på nogen af kandidaterne ved det peruanske præsidentvalg forrige søndag.
»Jeg har altid stemt blankt,« fortæller den 36-årig harakmbut-indianer, som mener, at den fjerne centralregering i Lima ikke interesserer sig for forholdene i
Amazonas, som ellers udgør størstedelen af peruansk territorium.
For første gang siden 1934 har Peru valgt en præsident af indiansk oprindelse. Og den nyvalgte Alejandro Toledo har i valgkampen gjort et stort nummer ud af sin indianske baggrund og sin barndom som skopudser. Dagen efter sin officielle indsættelse som præsident 28. juli vil Toledo holde en særlig ceremoni i inkaernes gamle by Machu Picchu ved Cusco.
Men Jorge Tayori virker ikke synderligt imponeret. Med et genert smil og et skuldertræk siger han: »Lad os se, hvad han gør.«
Jorge Tayori har grund til at være skeptisk. Amazonas har gennem Perus historie været klondyke-land for vild kapitalisme.
Toledo er selv tidligere Verdensbankrådgiver. Hans første prioritet er at skaffe arbejdspladser ved at tiltrække udenlandske investorer. Og Perus elite vil fortsat have en dominerende farve: hvid.
I modsætning til lande som Mexico, Ecuador og Bolivia, som også har et fremtrædende indiansk befolkningselement, er der ingen synlig indiansk bevægelse i Peru.

Svag bevægelse
I de golde bjerge, hvor quechua- og aymara-indianere bor, driver forarmelsen hvert år hundredetusinder af indianere ind mod storbyerne og ned mod Amazonas som nybyggere. Udvandringen opløser samfund, familier og kulturmønstre.
Venstreterror og hærens beskidte krig mod guerillaerne i årene 1980 til 1997 krævede tusinder af uskyldige ofre, de fleste fattige indianske bønder. Den gjorde det umuligt for indianerne at stable en aktiv bevægelse på benene ligesom i nabolandene med brug af midler som marcher og vejspærringer. Militante aktioner kunne af regeringen og pressen sættes i bås som »terrorisme«. Den progressive militærregering, som var ved magten i starten af 1970’erne, havde allerede »løst« indianerspørgsmålet én gang for alle i højlandet ved i sin jordreform at omdøbe »indianere« til »bønder«. Og i dag kalder indianerne i Perus højland sig for bønder, ikke indianere.
Flere millioner højlandsindianere i Peru har dog quechua eller aymara som modersmål. Quechua er officielt sprog i Peru sammen med spansk. Men for den overvejende hvide elite i landet er quechua blot en irriterende hindring for udvikling.
I byerne vender ’anden generationsindvandrerne’ fra landet deres fædrenes oprindelse ryggen. De lærer engelsk som eventuelt andet sprog, ikke quechua.
I modsætning til de fleste højlandsindianere kalder de ca. 500.000 oprindelige indbyggere og 64 mindre folkeslag i Amazonas sig med stolthed for »indianere«.

Nøden er stor
Achuar-indianeren Nestor Sandy fra det indianske fællesskab Peruanito ved Rio Corrientes-floden kan fortælle om konsekvensen af 28 års tilstedeværelse af det nordamerikanske olieselskab Oxy: »Vandet er sundhedsskadeligt, fisken er forsvundet fra floderne, fuglene er syge.«
Oxy har som andre olieselskaber tjent millioner af dollar på årtiers olieeventyr i Amazonas. Men indianere får ikke glæde af boomet.
Ifølge UNICEF lider en tredjedel af børnene i Ama-zonas af fejlernæring.
Internationale aftaler giver indianere medbestemmelsesret over udviklingen inden for deres territorier. Ved stædigt pres har indianerne i peruansk Amazonas fået skøder på næsten syv millioner hektarer (udstedelsen, opmålingen m.v. er i øvrigt hovedsagelig blevet finansieret af Danida). Men indianerne tages sjældent med på råd, når bureaukrater i den fjerne hovedstad udlægger deres områder til tømmerhungst eller olieudvinding.
Harakmbut-lederen Jorge Tayori fortæller om blodige sammenstød mellem guldgravere og indianere i Madre de Dios departementet.
Indianerne ønsker at holde guldgraverne uden for deres territorium. Kviksølvet, der anvendes til at udvinde gulvet, dumpes i floderne, og slammet fra udgravningerne udtørrer floder som Huaypetue og Pukiri.
Gil Inoach Shawit, lederen af paraplyorganisationen AIDESEP, der samler alle indianere i peruansk Amazonas, er imidlertid optimist.
»Indianerne i Amazonas bør indgå i udviklingen på bæredygtig vis for eksempel ved selv at drive økoturisme. Vi ønsker ikke at være passive modtagere af bistand. Vi vil være en del af globaliseringen«.

*Niels Boel arbejder som journalist for U-landsorganisationen Ibis i Sydamerika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu