Læsetid: 6 min.

Iranerne tørster

Irans økonomi har været et af præsidentvalgets hovedtemaer. For Iran fattes penge, og hvert år dukker en million nyuddannede op på jobmarkedet
9. juni 2001

TEHERAN – »Køb et kort, køb et kort, køb et kort.« Den lille dreng med den tandløse overmund nægter at tage et nej for et nej. Med sit charmerende smil, hovedet lidt på skrå og en indsmigrende blid stemme bliver han ved med at gentage de samme ord, mens han stikker en vifte af brun-gule plastikkort – med forskellige bønner påskrevet med smukke persiske tegn – helt hen til min hånd.
»Køb et kort, køb et kort.«
Drengen, der burde være i skole på det her tidspunkt af dagen, er blot et af mange synlige tegn på, at den iranske økonomi er syg.
Bag ham – og overalt i den enorme metropol – står afskallede huse side om side om side. Butikkernes skilte er ikke blevet malet i årevis. Byggepladser med halvfærdige bygninger står mennesketomme hen. Og på vejene drøner skrotbunker i tusindvis rundt og samler folk op.
Bag rettet sidder mænd, der vælger det fleksible taxa-erhverv for at supplere månedslønnen på 600-800 kroner fra et offentligt kontor.
Det er ikke ualmindeligt, at især mænd har to-tre-fire forskellige job, og i værste fald må også børnene på gaden og sælge tyggegummi – eller små platikkort med ord eller spådomme om en lykkelig fremtid.
Den iranske økonomis nedtur kan i høj grad mærkes af almindelige mennesker.
Alene fra den islamiske revolution i 1979 til 1989 faldt indkomsten pr indbygger med 50 procent, og selv om stigende oliepriser i 90’erne har givet grund til en vis optimisme, er iranernes levevilkår i dag mærkbart forværret sammenlignet med før revolutionen. Mere end halvdelen af Irans omkring 62 millioner indbyggere menes at leve under fattigdomsgrænsen.
»Det største problem for vores økonomi har været krigen mod Irak,« siger økonom Saeed Laylaz med henvisning til den otte år lange krig fra 1980-88, der menes at have drænet den iranske statskasse for mellem 74 og 91 milliarder dollar.
Lægger man dertil tabet af olieeksport og landbrugsproduktion løber krigens omkostninger op i nærheden af 600 milliarder dollar.

Babyboom
»En anden årsag til vores økonomiske problemer er, at vi i løbet af 80’erne havde omkring 18 millioner fødsler, hvilket er dobbelt så mange som det foregående og det efterfølgende årti. Det betyder, at 1,8 millioner iranere hvert år runder 20 år,« siger Saeed Laylaz med henvisning til præstestyrets befolkningsforøgelsespolitik i årene efter revolutionen, hvor præsterne forbød prævention og adgang til legal abort ud fra en idé om, at jo flere iranere, jo større magt.
En politik, som samme præstestyre dog har forsøgt at råde bod på siden.
»Alle disse unge har brug for uddannelse, for job og for at blive gift. Vi har brug for mindst en million nye job om året, men den iranske økonomi kan ikke skaffe mere end 450.000-500.000 job om året. Resultatet er en ophobning af arbejdsløse,« forklarer Laylaz, en spinkel mand på omkring de 40 år, der leder det statsejede firma Rena Technical Service i udkanten af Teheran. Det ligner dog mest en bilforretning uden kunder. I gården står rækker af de identiske iransk-producerede biler af mærket Peykan, der med sine kantede former minder om de gamle Skodaer.
Rena Technical Services er blandt de 3.000 virksomheder, der sammen med størstedelen af landets øvrige økonomiske ressourcer blev nationaliseret i revolutionens første år i et forsøg på at »islamisere« økonomien. Det har medført en ineffektiv struktur, som politikerne bliver nødt til at gøre op med, mener Laylaz.
»Vi har ikke noget andet valg end at liberalisere økonomien – blandt andet ved at privatisere store dele af økonomien. Præsident Khatami troede ikke på det i begyndelsen, men efter hans tiltræden som præsident i 1997 gik det op for ham, at der ikke er noget andet valg. Det kan man se ved, at han har valgt at videreføre højrefløjens liberaliseringsprogram, som blev startet under den forrige præsident, Rafsanjani. Men det skal gå hurtigere,« siger han og kalder en ældre mand i hvid kittel ind, hvis job tilsyneladende udelukkende består i at varte sin chef op med te og frisk frugt.

Del af global økonomi
Også reformbevægelsen Den Liberale Koalition mener, at liberalisering af økonomien er den bedste behandling mod den iranske økonomis sygdom.
»Det vigtigste er, at separere staten og økonomien. Der ud over mener vi, at Iran bør sigte mod at blive en del af den globale økonomi, og vi mener, vi bør arbejde for at fremme udenlandske investeringer i landet – især fra iranere i udlandet. For at løse vores arbejdsløshedsproblem har vi brug for investeringer for mindst 15 millioner dollar, og det har vores land ikke selv råd til,« siger Mohammad Mohsen Sazgara, der forgæves forsøgte at blive koalitionens præsidentkandidat ved valget, der løb af stablen i går.

Ikke vidtgående nok
Præsident Mohammad Khatami har i sin første præsidentperiode forsøgt at åbne landet mod omverdenen.
For et par år siden fik han en række lovændinger igennem, der sigter mod at give udenlandske virksomheder bedre vilkår i Iran. Indtil videre ser det dog ikke ud til, at ændringerne har været vidtgående nok til at tiltrække de udenlandske virksomheder.
Irans Handelskammer offentliggjorde i december sidste år tal, der viste, at Iran kommer på en 154. plads ud af 160 i kapløbet om at tiltrække udenlandske investeringer.
Mindre end én promille af de transnationale investeringer blev foretaget i Iran. Samtidig har iranere inden for de seneste tre år foretaget investeringer for omkring 13 milliarder dollar i nabolandet Tyrkiet.
»Vi bliver nødt til at skære ned på regler og regulationer for at fremme privatisering og udenlandske investeringer, og derudover er det vigtigt, at vi kommer med i Verdenshandelsorganisationen, WTO,« mener Saeed Laylaz, der dog ikke ser lyst på de næste ti år.
Alligevel mener han, at landets olieindtægter, der tæller et sted mellem 70 og 90 procent af Irans indtjening af udenlandske valuta, gør det muligt at gennemføre en liberalisering af økonomien uden at det bliver alt for smertefuldt.
Andre iagttagere vurderer dog, at Irans forældede oliesektor har behov for store investeringer, hvis den nuværende produktion skal opretholdes.
Hvis målsætningen om at hæve produktionen fra fire millioner tønder om dagen til syv millioner om dagen skal nås, vil det kræve investeringer for omkring 30 millioner dollar frem til år 2010.

Progressiv politik
Men Iran kan også komme langt ved egen hjælp, mener både Saeed Laylaz og Mohammad Mohsen Sazgara.
Blot kræver det, at der bliver ryddet op i den offentlige sektor, hvor nationaliseringen af økonomien efter revolutionen medførte, at unge revolutionære uden ledelsesmæssig erfaring blev indsat som ledere.
Derudover kom et sted mellem 10 og 40 procent af økonomien under de islamiske fondes – de såkaldte bonyards – kontrol. En kontrol, der i dag gør det svært for regeringen at gennemføre gennemgribende økonomiske reformer uden fondenes samarbejde. Resultatet blev alt i alt ineffektivitet og underskudsforretninger.
»Et af vores største problemer er management. I løbet af de seneste fem-seks år har vi forsøgt at ændre situationen, men vi har stadig en masse ressourcer, som vi desværre ikke kan håndtere. For jeg tror ikke, at vores hovedproblem er mangel på kapital. I løbet af de seneste 50 år har Iran tjent omkring en million milliarder dollar på olien. Det er så stort et tal, at man slet ikke kan tælle nullerne. Men hvor er de penge i dag? Måske kan man finde ud af, hvad et par af milliarderne er blevet brugt til, men hvor er resten? Det betyder, at hvis vi kan effektivisere ledelsen, kan vi bruge vores penge mere produktivt end nu,« siger Laylaz.

*Dette er den niende reportager fra Iran op til præsidentvalget. Tidligere artikler kan findes på:
tema.information.dk/iranvalgSerien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu