Der gik 10 måneder, før der brød alvorlig uro ud efter præsident Titos død i maj 1980. Og der skulle gå yderligere 10 år, før hans Jugoslavien gik i opløsning ved Sloveniens og Kroatiens udmeldelse af forbundsstaten for 10 år siden. Det såkaldte Restjugoslavien, der omfatter Serbien og Montenegro, kæmper i dag for sin eksistens. Måske vil navnet Jugoslavien være ophørt med at betegne en politisk realitet, før dette år er omme.
Det første Jugoslaviens skæbne
Det nuværende Jugoslavien er den tredie stat, som bærer dette navn. Den første blev oprettet 1. december 1918 og fik navnet i 1929, da landets konge, Aleksandar I, sendte parlamentet hjem og tog enevældig magt. 1934 blev han myrdet af en makedonsk terrorist i ledtog med kroatiske fascister. Det første Jugoslavien gik i opløsning i april 1941 som følge af Tysklands overfald på landet og blev splittet i stumper og stykker, meget på samme måde som i 1990erne.
Det første Jugoslavien var dels baseret på en bevægelse i 1800-tallet, der ønskede at forene alle slavere på det vestlige Balkan og de tilgrænsende egne af Ungarn og Østrig til en fælles stat, et »Sydslavien«, dels på ønsket hos sejrherrerne fra Første Verdenskrig om at skabe nogle stærke stater i mellemrummet mellem Tyskland og Sovjetunionen. Dannelsen af Tjekkoslovakiet og genoprettelsen af et stort Polen var andre udslag af denne politik.
Først Tjekkoslovakiet, så Polen og sidst Jugoslavien blev udslettet og opdelt af Adolf Hitler 1938-1941. Han legitimerede sin politik med de etniske modsætninger i de nævnte lande, som han anså for at være helt kunstige.
Efter Anden Verdenskrig genopstod de tre lande som kommunistiske lande.
Kommunistisk forbundsrepublik
Tjekkoslovakiet og Jugoslavien gjordes til forbundsrepublikker, hvorved man ville tilgodese de etniske forskelligheder, men alligevel byggedes begge stater op på to forestillinger: et sprogligt slægtskab og en fælles ideologi. Derimod så man stort på, at de folk, der indgik i de respektive stater, kun i begrænset omfang havde fælles historie, og for Jugoslaviens vedkommende heller ikke fælles religion.
Alligevel blev de to forbundsrepublikker på mange måder en folkelig succes. Der var ikke noget dybtfølt folkeligt ønske om at splitte dem op i 1980-erne. Ikke mindst ungdommen var vant til at kunne bevæge sig i et større rum med flere muligheder end de begrænsede territorier, en snævrere etnicitet ville lukke dem inde i.
Når det alligevel skete, var det en utilsigtet følge af demokratiseringen. Politikere, som ikke kunne sætte sig igennem som ledere af hele forbundsrepublikken, foretrak at skabe sig en ubestridt position i en del af den. Det gjaldt for delingen af Tjekkoslovakiet mellem tjekken Klavs og slovakken Meciar. Og det gjaldt for delingen af Jugoslavien, hvor kroaten Franjo Tudjman ikke ville acceptere serberen Slobodan Milosevics plan om genindfødelse af tidligere tiders Beograd-centralisme, men tværtimod ønskede en »skandinavisering af Balkan«, en omdannelse af Jugoslavien til en gruppe af suveræne republikker i en løs »konføderation« med hinanden.
Der var dog to væsentlige forskelle mellem den tjekkoslovakiske og den jugoslaviske skilsmisse: Det første foregik fredeligt, den anden meget blodigt. Og den første havde to parter, den sidste fik et stigende antal parter faktisk ved vi endnu i dag ikke hvor mange det ender med.
Årsagerne hertil er ikke primært, at tjekkerne og slovakkerne er mere fredeligt anlagt end deres slaviske slægtninge på Balkan, men at den etniske mosaik er langt mere kompliceret på Balkan. Og så det, at tjekker og slovakker aldrig har været i krig med hinanden, mens ikke mindst Anden Verdenskrig førte til
krig mellem flere af Jugoslaviens folkeslag. At det var kommet dertil, havde man i præsident Titos Jugoslavien forklaret med nationalisme, religion og fascisme.
Titos Jugoslavien
Med kommunismens indførelse som ideologi hed det derimod »broderskab og enhed«, og ideologien som sammensvejsende element udnyttes yderligere efter Titos brud med Stalin i 1948, som førte til en ændret udenrigspolitiske orientering, gjorde Jugoslavien til et slags magtpolitisk »helle« i et Europa delt af Jerntæppet, og udnyttedes til at udvikle en særlig jugoslavisk variant af kommunismen, med et mere menneskeligt ansigt og mindre centralstyring end i Østblokken.
Jugoslavien udviklede altså sin helt egen version af kommunismen, teoretisk udviklet og underbygget af Titos ven og medarbejder, sloveneren Eduard Kardelj, den såkaldte arbejderselvstyremodel. Samtidig udnyttede Tito sin frigørelse fra Sovjetblokken til at gøre sig til lederfigur i de alliancefri landes bevægelse, som omfattede giganter som Indien, Indonesien og Ægypten.
Et land med godt 20 mill. indbyggere havde fået en vægt i verdenspolitikken, som dets størrelse og ressourcer på ingen måde berettigede det til, alene ved originalitet, frækhed, held og sin leders politiske tæft og uimodståelige charme.
Det lykkedes Tito at blive ombejlet både af vest og øst og give sit land en prestigefyldt stilling i den tredie verden. Som jugoslav var man velanskrevet, hvor man kom. Hertil kom fremgang i levestandard og en på mange måder gavnlig emigration, som lettede arbejdsløsheden og samtidig skabte et stadig valutatilskud gennem gæstearbejdernes pengeoverførsler til familierne hjemme og investeringer i varige forbrugsgoder.
Forfaldet efter Titos død
Efter Titos død var feltråbet i første omgang »Efter Tito Tito!« Men det viste sig hurtigt at være en illusion. Ordningen med rotation på præsidentposten hvert år kombineret med den meget decentrale forfatning, der var blevet indført i 1974 og havde lagt den vigtigste magt i landet hos republikkerne, ikke hos centralregeringen, viste sig uegnet til at klare de kriser, landet løb ind i i første halvdel af 1980erne:
*En lederkrise, da ingen politiker blot tilnærmelsesvis havde Titos dygtighed og udstråling;
*En økonomisk krise på grund af uheldige verdenskonjunkturer, for stor udlandsgæld, for store prestigebetonede offentlige investeringer, for svag central styring af valutamarked og pengevæsen, og en ideologisk begrundet mangel på fleksibilitet i den økonomiske lovgivning faktorer som førte til faldende realløn og kraftigt sigende inflation;
*En ideologisk krise, dels fremkaldt af den økonomske, dels af svigtende sammenhold i kommunistpartiet, som var delt op på de enkelt republikker, samtidig med at reformkræfterne trak i flere forskellige retninger;
*Manglende problemerkendelse i de ledende politiske lag kombineret med total passivitet i størstedelen af en befolkning, som havde været vant til at politik var noget, andre tog sig af;
*Svækkelsen af den militære trussel fra Sovjetblokken, som efter Gorbatjovs tiltræden som leder i Moskva ikke mere oplevedes som en reel fare for Jugoslavien, i modsætning til tidligere, hvor invasionerne af Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1979 havde holdt frygten for Sovjetunionen ved lige;
*Stigende etnisk spænding inspireret af intellektuelle og politiske kredse, som drømte farlige drømme og som kun blev mere indædte af de langvarige fængselsstraffe, deres ledere blev idømt;
*Et hidtil uset aggressivitet og tendentiøs kildeanvendelse i dele af pressen;
*Ungdomsbevægelser som i stigende grad forholdt sig kritisk til det herskende system, som ikke var indstillet på at gå i dialog med dem, med undtagelse af ledelsen i det slovenske kommunistparti;
*Stigende nervøsitet i militære kredse, som frygtede og forberedte sig på at bekæmpe regional separatisme;
*Vestens manglende opmærksomhed på og forståelse af faretegnene i den jugoslaviske udvikling, og senere vestens ubeslutsomhed og uenighed da krisen blev til krig.
Etnisk konflikt
De første faretegn kom fra Kosovo allerede i 1981.
11. marts brød uroligheder ud i universitetskantinen i hovedstaden Pristina, og de bredte sig hurtigt til etnisk albanske demonstrationer for en ændring af den selvstyrende provins status til fuld republikstatus.
Det blev i Beograd opfattet som en forberedelse til løsrivelse fra Jugoslavien og forening med Albanien (noget sådant var faktisk sket under Anden Verdenskrig). Men forklaringen på det tidspunkt var nok snarere et ønske om fuld selvstændiggørelse fra Serbien og symbolsk ligestilling med serberne og de andre hovedfolk i Jugoslavien.
Urolighederne, som blev nedkæmpet af det albansk-dominerede hjemmestyres politi, pustede til provinsens serbiske mindretals frygt for at blive undertrykt eller fordrevet. Denne stemning blev igen opfanget af serbiske systemkritikere på højrefløjen, blandt andet inden for det indflydelsesrige Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst (SANU). Og spændingen voksede de følgende år.
I Kroatien var der ligeledes kritikere på højrefløjen, som havde deltaget i det resultatløse forsøg omkring 1970 på at få anerkendt kroatisk som et selvstændigt sprog ved siden af serbisk, altså en afskaffelse af begrebet »serbokroatisk«. Også her var der hovedsagelig tale om noget symbolsk om man kalder serbisk og kroatisk for to sprog eller to varianter af samme sprog er et politisk valg, der er ingen problemer med umiddelbart at forstå hinanden i tale og skrift, og man behøver ikke at skrive serbisk med det russisk-lignende kyrilliske alfabet. Men bevægelsen for større kroatisk selvstændighed fremkaldte frygt hos en del af det store serbiske mindretal i Kroatien, som frygtede en gentagelse af den forfølgelse, den fascistiske kroatiske stat under Anden Verdenskrig havde udsat serberne i Kroatien og Bosnien for. Krav om lokal autonomi for de serbiske mindretalsområder vakte ingen sympati hos kroaterne, som på den anden side så med forståelse på albanerne i Kosovo, hvad der igen udløste angreb i serbiske aviser på både kroater og kosovoalbanere.
Milosevic serbisk leder
Serbiens kommunistiske parti forsøgte at lægge låg på konflikten. Den, der skulle gøre det, var partiets nye håb, Slobodan Milosevic, noget af en verdensmand, der havde opholdt sig flere år i vesten og talte flydende engelsk, og som på den anden side var gift ind i de fineste partikredse.
Men i 1987, da Milosevic var på besøg i Kosovo for at tale demonstrerende serbere til rette, vendte han om på en tallerken og gjorde sig til deres talsmand. Derefter erobrede han magten i partiets centralkomité og blev både partileder og præsident i Serbien.
Milosevic var og er ikke demokrat af sind. Hans middel til at skabe legitimitet i befolkningen var mitinzi (af ordet »miting«, lånt fra engelsk), store folkemøder afviklet på en måde, som skulle virker spontan, men var planlagt ned til mindste detalje, også hvad mediedækningen angår. Milosevic er ikke en ny udgave af Hitler, som den politiske retorik i vesten har dømt ham til at være. Men hans propagandarecept var som taget ud af Hitlers Mein Kampf. Bortset fra at hans taler i virkeligheden var mindre aggressive og mere traditionelle end Hitlers og kun rummede få virkeligt markante passager. Disse blev imidlertid taget ud af deres sammenhæng og blæst op af medierne, både de medier, Milosevic selv kontrollerede, og modstandernes.
Mitinzi og massemedier var i det hele taget politikernes og deres intellektuelle bagmænds vigtigste midler til at skabe frygt, mistillid og måske ligefrem had til andre folkeslag i det Jugoslavien, de ønskede at omskabe, enten til en stramt centralstyret føderation (Milosevic) eller til en løs konføderation af suværæne stater (Kroatiens præsident 1990-1999, Franjo Tudjman).
Den stærkeste folkelige opbakning til en ny struktur for Jugoslavien fandtes i Slovenien, unionens rigeste og mest vestvendte land, som samtidig var den etnisk mest homogene republik, geografisk tættest på Centraleuropa og traditionelt med den frieste presse. I udgangspunktet havde de slovenske politikere ikke været tilhængere af en total opløsning af Jugoslavien, men de blev drevet til det af Beograds uforsonlige politik.
Om det var Milosevic selv, den serbisk-fødte forbundspræsident Jovic (1990-91) eller den ligeledes serbisk-fødte generalstabschef Adzic (kroater havde dræbt 15 af hans familiemedlemmer under Anden Verdenskrig), som var den drivende kraft, vides ikke med sikkerhed. Men vi ved fra Jovics erindringer, at de i foråret og sommeren 1991 havde tætte kontakter til de kredse i Moskva, som i august 1991 gennemførte kuppet mod Gorbatjov det forsøg på at skrue tiden tilbage, som blev forpurret af Boris Jeltsin, som derefter opløste Sovjetunionen.
I Beograd gik det helt anderledes. Her sejrede den centralistiske og militaristiske politik, mens Sloveniens og Kroatiens ledere den 25. juni erklærede deres lande for uafhængige. Beograd-ledelsen forsøgte i første række at forhindre Sloveniens løsrivelse med militære midler. Men forsøget, som indledtes den 27. 6., gik galt og var i øvrigt halvhjertet. Blandt andet Milosevic ville hellere give Slovenien løbepas end forsøge at generobre et land, hvor befolkningen som helhed stod klart bag regeringen og uafhængigheden. Så kunne man koncentere sig om enten at holde på Kroatien eller i det mindste de distrikter, hvor der boede større eller mindre samlede grupper af serbere.
Det første krigsår
Udlandets reaktioner kom i første række fra EF, som sendte tre udenrigsministre til Jugoslavien i juni 1991 med det budskab til slovenerne og kroaterne, at de ikke skulle forvente, at EF anerkendte deres uafhængighed. Beograd havde derfor al god grund til at føle sig dækket ind fra EF, da man iværksatte den militære operation mod Slovenien. Den 7. juli forsøgte EF at forhindre en eskalering af konflikten ved at tvinge Slovenien og Kroatien til at suspendere deres uafhængighedserklæringer i tre måneder og den jugoslaviske forbundshær til at indgå våbenstilstand. De tre måneder skulle bruges til at finde en fredelig løsning på Jugoslaviens fremtid.
Men Milosevic viste sig stærkt utilbøjelig til at slå af på sine krav, hans modparter ligeså, og i oktober genoptoges krigen i Kroatien mens freden i Slovenien blev opretholdt.
Krigen blev særlig blodig i det østlige Kroatien, omkring byen Vukovar ved Donau, som serberne erobrede efter hårde kampe, som lagde byen totalt øde. Men mest genlyd internationalt gav bombardementet af den muromkransede middelalderkerne af turistbyen Dubrovnik ved Adriaterhavet den 6. 12. 1991, måske den enkelthandling fra serbisk side, som har bidraget mest til at vende den internationale stemning mod serberne. Slovenien og Kroatien fik anerkendt deres uafhængighed af EF-landene den 5.1. 1992.
Men en trediedel af Kroatiens territorium forblev under serbisk kontrol indtil 1995, beskyttet af en indsat FN-styrke.
Krigen i Bosnien
Tilbage var der fire republikker. EF tilbød at anerkende enhver af dem som uafhængige stater. Makedonien slap afsted med det uden konflikt med Beograd. Men i Bosnien udløste den internationale anerkendelse af landets uafhængighed det oprør, de bosniske serbere længe havde truet med. Bosnien var på mange måder som et Jugoslavien i mindre format, og krigen blev endnu mere blodig og langvarig end den i Kroatien. Den virkede om muligt endnu mere meningsløs i betragtning af det nære forhold, der havde været mellem menneskene fra de tre store befolkningsgrupper, især i byerne hvor der var mange blandede ægteskaber. Krigen i Bosnien er det værste, Europa har oplevet i tiden efter Anden Verdenskrig i henseende til massakrer på civilbefolkning og ødelæggelse af religiøse bygninger og monumenter og med det stærke element af indblanding fra nabostaterne meget lig den Spanske Borgerkrig 1936-39. Den fred, som blev indgået i slutningen af 1995, har langtfra genoprettet forholdene fra tidligere, hverken økonomisk eller menneskeligt.
Montenegro forblev sammen med Serbien, styret af Milosevics partigænger Bulatovic. Men 1997 blev denne besejret ved et præsidentvalg af sin tidligere ministerpræsident Djukanovic, som indledte Montenegros vej mod uafhængighed en proces vi endnu ikke kender afslutningen på.
Mens krigen rasede andre steder, var der stille om Kosovo. Selvom det var her, hele nedsmeltningen startede for 20 år siden, var det som om den udløsende konflikt var gledet helt i baggrunden. Men med befrielseshæren UCKs væbnede aktioner i de første måneder af 1998 kom Kosovo på den internationale dagsorden.
Krisen kulminerede med NATOs luftbombardementer af rest-Jugoslavien i foråret 1999. Freden i juni 1999 resulterede i dannelsen af et nyt internationalt protektorat på Balkan, indtil videre med et endnu mere pauvert resultat end i Bosnien. Året efter satte Serbiens befolkning Milosevic fra magten.
I Makedonien var der fred indtil begyndelsen af 2001, trods en endnu mere kompliceret befolkningsmosaik end i Bosnien. Det skyldtes blandt andet FNs præventive indsættelse af en lille fredsstyrke i begyndelsen af 1993. Men denne blev 1999 trukket tilbage fra republikken efter et kinesisk veto. Det eneste sted i det tidligere Jugoslavien, hvor det såkaldte internationale samfund havde udvist rettidig omhu, trak man sig ud for tidligt!
De sidste 10 års jugoslaviske opløsningsproces tegner et billede af en kæde af katastrofer, der kunne have været undgået, eller i det mindste standset undervejs. At det ikke lykkedes, trods oplagte chancer, skyldes ikke bare Slobodan Milosevic. Der har været utrolig mange kokke om at fordærve maden på det vestlige Balkan, nogle af dem tusinder af kilometer fra slagpladsen. Om også Macedoine (det fransk navn både på landet og på en blandet frugtkompot) bliver ødelagt, vil de næste måneder vise.
