Læsetid: 3 min.

Kammermusik over Strindberg

Dramatens gæstespil på Det Kongelige Teater med ’Spöksonaten’ viste en sjælden teaterrigdom, som et hungrende og betaget publikum sugede op
12. juni 2001

Teater
Publikum var anbragt på Gamle Scene, men det var ikke nogen søgt teatereffekt: Foran tilskuerne befandt sig de vante tre vægge og en scenografi af det borgerlige spøgelsesslot fra Stockholms velhaverkvarter, hvor de frygtelige hemmeligheder siver ud mellem sprækkerne.
Som Bergmans spøgelsessonate skred frem, fik jeg en mærkelig fornemmelse af, at den form for skuespil, der eksisterede på Det Kongelige Teater i 1950’erne manifesterede sig igennem de svenske aktører. Dengang havde teatret en naturlig eksistens i et dannelseshomogent samfund: Man læste librettoen før man gik til opera, man kom der fra fem-årsalderen til udvalgte forestillinger og klassikerne var bekendte størrelser, som også skolen opererede med i dansk- og sprogundervisning.
På denne baggrund spillede Poul Reumert og Ingeborg Brams Montherlant, og Clara Pontoppidan Kjeld Abell.
John Price fik Holberg til at funkle og Maria Garland kunne puste liv i en hvilken som helst kvinde over sin bedste alder. Skuespillerne havde en diktion, der bar teksten op til galleriet og et bevægelsessprog af stor opfindsomhed til karakterisering af de personer, der skulle forestille.

Svanesang
Ingmar Bergman (født 1918) har arbejdet i mange år i denne tradition, idet hans første instruktøropgaver ligger helt tilbage til tiden under Anden Verdenskrig. Hans skuespillere er også opvokset med denne selvfølgelighed over for teatrets plads inden for kunstens verden, idet mange af dem debuterede i 1950’erne.
Det er derfor nogle ganske særligt velstemte instrumenter, Bergman kan spille sit
strindbergske partitur med. Et tegn fra forfatteren er betegnelsen ’kammerspil’: Klangfylden skal være så behersket, men lige så universel som den, der udgår fra en strygekvintet af Schubert.
Med hele sit livs vægt synger Bergman nu sine svanesange, og man gribes af den nødvendighed hvormed hans skabertrang holder ham døden fra døren. Han har jo selv sagt, at det ikke var ham fjernt selv at søge den, hvis intet andet kaldte længere.
Det er ofte karakteristisk for billedkunstnere, der lever meget længe, at de i alderdommen formår at skabe værker, der er ophøjet enkle og uden for tiden. De mest gribende af dem har Tizian malet, og han levede næsten hundrede år i sit Venedig. Også musikere har den lykke, at de kan bringe en modenhedens klarhed med ind over den frygtede grænse til almindelig pensionsalder, ja selv dansere kan fortætte deres budskaber til glæde for tilskuere i civilisationer som den japanske eller den indiske, der er klogere end vores.

Spøgelsessouper
Alle disse overvejelser skal ikke lede nogen til at tro, at Ingmar Bergmans iscenesættelse af Strindbergs skuespil ’i stilen art nouveau’, som forfatteren kryptisk skriver, er en gammeldags forestilling. Der er en uendelighed af teatererfaringer, der samles i hans instruktion, der er lige så ’japansk’ som da han dirigerede Mishimas Markisinnan de Sade og lige så musikalsk som da Peter Brook malede med lyd og stilhed i sin Marat-Sade-iscenesættelse.
Humor er et vigtigt element i modenheden, og den geriatriske spøgelsessouper er lige så grotesk spøgefuld som den russiske instruktør Vsevolod Mejerkholds Revisoren (som man har filmuddrag af).
Men Ingmar Bergman, der satte sin første spøgelsessouper på scenen i 1941 – da havde den ikke været spillet i Sverige siden urpremieren på Intima teatern i 1908 – forener uden støj og selvfejring sit teaterlivs erfaringer med det geniales selvfølgelighed. Og skuespillerne følger ham som engle i såvel farce som tragik.
Med rolig og minimalistisk præcision dominerer skurken, direktør Hummel som brandstifter i borgerlighedens spøgelseskabinet i Jan Malmsjös vægtige skikkelse de groteske begivenheder i gespensternes borgerhus. Hans mindste hæven af øjenbrynene får vægge til at skælve og ægteskaber til at synke i grus. Som et af de fuglemennesker, Clara Pontoppidan gestaltede i sin karrieres sene år spilller Gunnel Lindblom mumien, engang så skøn som en marmorfigur, nu en kakadue af kurrende og snerrende gammelkonegru.
Men det er ikke blot de store roller, der er gennemorkestrerede og levendegjort ud i de krogede fingres Alsheimer-dans, men de mindste biroller, der er fyldt ud af Skandinaviens største kunstnere.
Den karismatiske finske danserinde Virpi Pahkinen er således skæbnegudinden i skikkelse af den hamburgske mælkepige, og også krediteret som koreograf i programmet, mens Margareta Hallin, engang vidunderlig sangerinde og siden dristig avantgardist uden forfængelighed går på scenen som et monstrøst kødbjerg af en menneskeædende kokkepige. Hendes madkulør har skorpion-bogstaver på flasken: Man tror det gerne.

*Gæstespil på Det Kongelige Teater 9. og 10. jun: Dramatiska Teatern, Stockholm med August Strindbergs Spöksonaten. Instruktion Ingmar Bergman, hovedroller Jan Malmsjö og Gunnel Lindblom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu