Læsetid: 2 min.

Kanonhallens ’unge hunde’

Årets netop afviklede Junge Hunde-festival krydsklippede mellem scenekunstens mange genrer
12. juni 2001

Teater
Performance var noget, man kaldte abstrakt og visuelt teater i 80’erne. I dag er begrebet så udvandet og belastet, at mange instruktører betakker sig for at komme ind under den kategori. Man definerer sig hellere som crossover, eller slet og ret scenekunst.
På årets netop afviklede Junge Hunde-festival var der både performere og scenekunstnere, og en overordnet karakteristik af repertoiret ville netop være crossover. For de kom alle vegne fra, de 50 unghunde, der har holdt til i Kanonhallen i de forgangne uger, ikke bare geografisk, men også kunstnerisk. Moderne dans, ballet, hip-hop, poetry slam, mere traditionel dramatik, videokunst, kropskunst, dj-kunst og sceniske tableauer og koreografier ramlede sammen og krydsede over aften efter aften.
Ledte man efter fællestræk i festivalens 18 forestillinger, ledte man forgæves, i hvert fald på det stilistiske plan. Formsproget strittede i alle retninger, og meget var set før, men der var også fornyere på programmet. Som den iransk-norske koreograf og performer Hooman Sharifi. I sin forestilling Suddenly...! kastede han sit kraftige korpus ubehjælpsomt rundt på scenen i en mellemting mellem dans og solo-brydekamp, og væltede sig baglæns omkuld på gulvet med dumpe klask, der gav genlyd i den mørke hal. Herefter forsøgte han at komme direkte fysisk i kontakt med publikum – f.eks. ved at bore hovedet ind i brystet på en tilfældig tilskuer og ved at opfordre publikum til at danse og lege med på scenen.
De insisterende forsøg på at trænge rent fysisk igennem ikke bare sine egne, men også publikums barrierer, var en overraskende oplevelse, ligesom Sharifis personlige bekendelser om forholdet til en fraværende far var svære at sidde overhørig. Et spændende bud på ny konfrontationssøgende scenekunst, der dog endte med at blive noget puritansk og ordrigt i sit udtryk.

Konsumkulturen
Hvad der ikke var til stede af fællestræk i formsproget, var der til gengæld på det tematiske plan.
Ligesom Hooman Sharifi kredsede mange af festivalens øvrige indslag om ensomheden – såvel den individuelle som den eksistentielle. Engelske Benji Reid fremstammede i The Holiday en smertelig poesi med en stemmeføring og et kropssprog, der ikke gjorde noget for at skjule hans tilhørsforhold til Manchesters hip-hop- og breakdancekultur.
Hans soloperformance og flere andre handlede om at føle sig fremmedgjort i forhold til samfund, familie, køn etc. Især køn, måske fordi vi befandt os i det kropsorienterede teater.
De fem dansere og instruktøren Maria Clara Villa-Lobos bag den belgiske forestilling XL behandlede også fremmedgjorthed og ensomhed på deres gæstevisit, men med en forløsende humor og energi. Iført hvide brugsuddelerkitler påtrykt det amerikanske sportstøjsfirma Nike’s logo indtog de fem meget forskellige dansere scenen til en tempomættet omgang satire over konsumkulturen. Som kassedamer m/k opfandt de spidsfindige menneskelige transportbånd, spiste Happy Meals, deltog i tv-shows og gav publikum en formidabel udgave af tv-serie- og danseklassikeren Fame.
Der skete noget hele tiden, billederne og den enkle koreografi var medrivende, og vi befandt os for en gangs skyld ikke uden for tid og sted, i en abstrakt drømmesekvens, men lige her og nu.
I det hele taget lå styrken på årets Junge Hunde i de forestillinger, der foruden den stædige kredsen om køn, krop og identitet også vovede at rykke udad – ud i virkeligheden og nuet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu