Teater
Alene. Helt alene. Sådan må man føle sig, hvis man forsøger at gå på line fra Eksercerpladsen for at stige mod højderne, med blikket fast rettet mod endemålet, tårnet på Rosenborg Slot. Når den franske linedanser Didier Pasquette bevæger sig ud på sin farefulde færd den 2. august klokken seks om aftenen, sætter han tillige Københavns Internationale Teaters (KITs) serie af forestillinger Solo 2001 i gang. Linedanserens enegang er af arrangørerne valgt som en passende symbolsk og spektakulær hilsen til de mere end 20 andre solister i det spækkede program, der fylder københavnske teaterrum med scenekunst måneden ud.
»Vi har fornemmet en reaktion mod det meget spektakulære,« fortæller programkoordinator Katrin Verwilt, der sammen med Trevor Davies og Hc
Gimbel udgør KITs ledelse.
»Mod de store, teknisk krævende forestillinger, der gør brug af hele det tekniske apparat med 50 mennesker på scenen, der drukner i et lysshow. Nu vil mange gerne tilbage til det oprindelige. På samme måde som filmen har haft et behov for Dogme-reglerne, er der også på scenen en lyst til at præsentere kernen i den kunstneriske skaben, nemlig individets kreativitet, som bliver så meget tydeligere og mere nøgent, når det hele skal komme blot fra et enkelt menneske.«
På kanten af teaterloven
På grund af det store udbud har arrangørerne valgt at koncentrere Sommerscene 2001 i august måned, hvor programmet også tæller Shakespeare-forestillinger på Kronborg i samarbejde med Helsingør Kommune. Håbet er at opnå en stemning af festival blandt Sommerscenens tilskuere. At der er tale om en publikumsmæssig satsning, er KIT sig fuldt bevidst.
»Mange tror sikkert, at soloforestillinger er kedelige. Men vi har forsøgt at afsøge teaterbegrebets grænser og brede det ud til så mange, vidt forskellige kategorier som muligt. Fra populære genrer som tango og klassisk ordteater til spoken word performances, dokumentaristiske slide shows, live art og slam poetry. Ja, så varieret, at vi faktisk undertiden befinder os på kanten af teaterloven!«
Stjernestøv
Og så til selve programmet. Tag en dyb indånding, så kommer vi frelst igennem.
Fassbinder-divaen Hanna Schygulla kan opleves live i musikalske cabareter med tekster af blandt andre Fassbinder, Baudelaire og Brecht.
Mindst lige så meget primadonna er der over den argentinske tangostjerne Susana Rinaldi.
På dansesiden byder Solo 2001 på en enestående mulighed for at overvære udviklingen i den canadiske koreograf Marie Chouinards stærkt sensuelle trinsprog. Og så er der et gensyn med koreografen Jan Fabre. Et dobbeltprogram af to solokoreografier giver indtrykket af både den mentalt og fysisk udfordrende belgier, der blandt andet har håndplukket sin landsmand Wim Vandekeybus, selv en mesterlig koreograf, til at udføre den ene af dem. Til danseprogrammet hører også forestillinger med Ann Crosset/ Robyn Orlin, indiske Maya Krishna Rao og den spanske danser Cesc Galbert.
Der er ambientmusik på Vega med den elektroniske musiks provokatør, newyorkeren Khan, som får selskab af Julee Cruise, æterisk Twin Peaks-sangerinde. Liveart-kunstneren Franko B forvandler sit blødende kød til kunst for de mavestærke. Og så kaster engelske Nigel Charnock, tidligere dansekompagniet DV8, sig ud i en feberhed tornado-performance.
Ordet er frit
Rig mulighed for at møde det talte ord giver Sommerscenen naturligvis også. På Betty Nansen Teatret kan man se og høre den stærkt politiske og bevægende flygtningemonolog The Bogus Woman om en afrikansk asylsøger i England. Forestillingen vandt førsteprisen ved Fringe-festivalen i Edinburgh. Og så har digteren Janus Kodal været i New York for at finde fire af de absolut stærkeste navne inden for genren spoken word, personlige, humoristiske og ofte politisk forankrede performances af unge newyorkere.
Mere Big Apple-stemning er der at finde i NYC Uncovered, en ung, pågående cabaret i flere genrer. Den kinesisk-australske fotograf William Yang fører sine tilskuere gennem hypnotiske diasshows, der tager afsæt i hans egen baggrund som bøsse og kineser med familie spredt over hele kloden. Mere traditionelt ordteater skorter det heller ikke på med en dramatisering af Thomas Manns Døden i Venedig af det skotske Citizens Theatre, mens hollandske Jeroen Willems spiller alle fem deltagere i et middagsselskab fra helvede, Voices, en diabolsk udstilling af magtelitens moralske dilemmaer.
Mesterklasse i ondskab
Hele to Hamlet-versioner tilpasses slotsgården på Kronborg. Den ene er den litauiske instruktør Eimuntas Nekrosius dystre og kropsligt voldsomme billedudgave, der tidligere fik overstrømmende kritikerros, da forestillingen gæstede Kanonhallen for et par sæsoner siden.
En mere traditionel tilgang finder man i Birmingham
Reps fortolkning, der har skuespillerne i centrum. Endelig låner Riddersalen sin atmosfære til den fremragende engelske ener Steven Berkoff, der bruger hele sin formidable tilstedeværelse og præcise replik til at fremstille Shakespeares galleri af skurkeroller i one-man showet Shakespeares Villains a masterclass in evil. Samme sted vil man i The Secret Love Life of Ophelia kunne opleve Hamlet og Ofelia gå igen, når sandheden om deres kærlighedshistorie oprulles af to engelske skuespillere, iscenesat af Berkoff. Resten er tavshed.
Og lad os så i øvrigt håbe, at Pasquettes dans på linen falder heldigere ud, end sidste gang, dåden blev forsøgt ved Rosenborg. Det var i 1827, hvor en hollandsk vovehals knækkede halsen i andet forsøg. Man ville ønske god vind, hvis ikke det lige var det sidste, en linedanser har brug for.
*Billetsalget begynder i denne uge. Billetnet 7015 6565. Mere information: www.kit.dk.
