Læsetid: 4 min.

Det konservative Labour

Det tyvende århundredes dominerende parti i britisk politik, de konservative, raver slagne og konfuse rundt på fælleden efter endnu et kolossalt nederlag. Men deres ideer vandt
9. juni 2001

Det tyvende århundredes dominerende parti i britisk politik, de konservative, raver slagne og konfuse rundt på fælleden efter endnu et kolossalt nederlag.
Men deres ideer vandt

LONDON – De konservative vandt det britiske valg. Vælgerne stemte, som de oftest gør – nemlig på det parti, de mente kunne give dem fred og ro, lave skatter, nogenlunde velfungerende offentlige tjenesteydelser og i det hele taget ikke rokke for meget ved båden.
Med andre ord stemte de på New Labour. For premierminister Tony Blairs parti er det nye konservative parti i Storbritannien.
Hvem er det, som har brugt mindre på de offentlige tjenester
i procent af bruttonationalproduktet end de konservative gjorde, da de sad ved magten? New Labour.
Hvem er det, som har indført akkordløn for skolelærere? New Labour.
Hvem er det, som vil have, at det private erhvervsliv skal involveres mere i leveringen af offentlige tjenesteydelser såsom hospitaler og skoler? New Labour.
Man kunne blive ved. Tony
Blair er ofte nok blevet betegnet som Thatchers arvtager, og hans første regeringsperiode har bevist påstanden. Der er dog et enkelt punkt, hvor Margaret Thatcher og Tony Blair ser meget forskelligt på tingene, og det er briternes forhold til EU.
Men når det gælder de politikker, der interesserer den almindelige vælger mest, er det svært at se forskel på New Labour og de gamle konservative.
Det rejser unægtelig det spørgsmål, hvad der så sker med dem.

Den mand, der blev leder af partiet efter valgnederlaget i 1997, William Hague, har ikke formået at samle kollegerne om en ny kerne af politik, der er i stand til at lægge afstand til New Labour.
Hvordan skulle han egentlig også have kunnet det? New Labour har jo simpelt hen overtaget de konservatives politik.
Ikke desto mindre har Hague taget konsekvensen af, at hans forsøg på at genopfinde de konservative er mislykkedes. Han har meddelt, at han træder tilbage, når der er fundet en ny leder.
Men der er en flanke i New Labours politik, som faktisk ligger lige til et konservativt partis højreben. Og det er den personlige frihed.
New Labour har skubbet vægtningen mellem samfund og individ længere hen mod hensynet til fællesskabet, og det har ind imellem ført til politikker, man godt kan betegne som socialt autoritære.
Myndigheder kan f.eks. dekretere udgangsforbud i områder, der er plaget af ungdomskriminalitet. Asylansøgere får ikke længere penge til livets ophold men madkuponer. Og det er muligt at pålægge forældre bøder, hvis de ikke læser lektier med deres børn.

Uanset om man er enig i disse politikker eller ej, repræsenterer de et indhug i, hvad folk tidligere ville have betegnet som personlig frihed.
Er det virkelig den bedste måde at begrænse ungdomskriminalitet på at uddele udgangsforbud? Må asylansøgere ikke lige som alle andre mennesker selv bestemme, hvad de skal bruge deres penge på? Og er det ikke forældres – og elevernes – eget ansvar at se at få læst lektier?
Et revitaliseret konservativt parti kunne måske finde afsæt i ideer om individets frihed.
Men helt ligetil er det ikke. For selv om det skulle ske, er der dybe kløfter i partiet, der ikke så let lader sig springe over. EU for eksempel.
Fornuftige folk i partiets ledelse stiller sig pragmatisk an med hensyn til det europæiske samarbejde, men kernevælgerne, som udgør ca. 30 procent af vælgerskaren, er forbitret imod en yderligere fordybelse i EU.
De konservatives bedste bud er måske simpelthen, at New Labour gelejder landet ind i euroen og dermed ind i EU’s inderkreds, hvorefter de konservative kan undgå dét slagsmål, og tage udgangspunkt i en ny realitet.
Men der er andre problemer. Partiet trænger gevaldigt til et generationsskifte. Medlemmerne er i gennemsnit omkring 60 år gamle. Og det lader ikke til, at ret mange unge briter føler sig særligt tiltrukket af den til tider fremmedfjendske og nærmest racistiske linje, som den ældre generation står for.
Så et nyt konservativt parti må bekende sig til individet også på den måde, at det lægger fikseringen af grupper bag sig og dermed åbner sig for etniske minoriteter.

Partiets kønsrollemønster er også utidssvarende. Det har vakt en vis opsigt, at mens Tony Blairs hustru, Cherie, har passet sit juristjob under valgkampagnen, som hun plejer, ja så har William Hagues kone, Ffion, trasket rundt i sin mands hæle og smilet til kameraerne uden at mæle et ord.
Den slags hold-kæft-og-vær- smuk-mentalitet passer måske nok til de antikverede partisoldater og kernevælgerne men ikke til resten af Storbritannien anno 2001.
De konservative skal nu have sig en ny leder. Men opgavens omfang er så stort, at ingen rigtigt har meldt sig som kronprins og dermed et naturligt valg til at efterfølge Hague. Det kan få lange udsigter med den foryngelseskur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu