Læsetid: 1 min.

Kontroversiel ambassadør til København

Kritik af Carmi Gillons fortid som sikkerhedschef
19. juni 2001

TEL AVIV – Allerede før sin formelle tiltræden som israelsk ambassadør i København, har udnævnelsen af Carmi Gillon givet anledning til protester fra menneskerettighedsorganisationer. Den israelske organisation Btselem skriver således i en pressemeddelelse, at den har opfordret udenrigsminister Shimon Peres til at annullere udnævnelsen, og hvis dette ikke sker, henstiller aktivisterne til, at udenrigsminister Mogens Lykketoft afviser Gillons akkreditiver.
»Som chef for sikkerhedstjenesten fra marts 1995 til februar 1996, bærer Carmi Gillon ansvaret for tortureringen af mindst 850 palæstinensere, som blev afhørt i hans periode,« skriver organisationen blandt andet.
Den 51-årige Gillon har tilbragt store dele af sin karriere i Shabak, den israelske sikkerhedstjeneste, som har ansvar for terrorbekæmpelse og efterretningsvirksomhed. Efter endt militær værnepligt i 1972 indtrådte han i forskellige funktioner i sikkerhedstjenesten indtil han endte i chefstolen. Han forlod posten nogen tid efter attentatet på ministerpræsident Yitzhak Rabin den 4. november 1995. I dag er Carmi Gillon direktør for Shimon Peres Centeret for Fred.

Fredsaktivist
Btselem bruger sagen Abd a Samed Harizat som eksempel på den forhørspraksis, Shabak tidligere benyttede. Harizat døde i april 1995, tre dage efter anholdelsen. Han blev under forhøret rystet voldsomt, hvorved hovedet kastedes frem og tilbage. Denne forhørsmetode kan føre til voldsomme hjerneskader, og Harizat døde af det. Ingen blev efterfølgende stillet til ansvar.
»Den israelske sikkerhedstjeneste er ikke opbygget, så enkelte brutale mennesker får lov til at tilsidesætte reglerne. Metoderne var godkendt på regeringsniveau,« siger Lior Yavne fra Btselem til Information. Han oplyser at højesteret forbød tortur i september 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her