Læsetid: 3 min.

Krig med tv og videospil

Øjeblikkelig adgang til information og simulering af krig på computer har ændret USAs krigsførelse, hævder amerikansk politolog
5. juni 2001

Tirsdagsbogen
Teknologiske gennembrud er efter sigende en velsignelse. Tidens mantra lyder, at informationsteknologi løser prosaiske problemer og gør vores tilværelse lettere. Virksomheders drift bliver mere effektiv. Er det virkeligt sådan? I store træk ja, skønt de øjensynlige ulemper hober sig op og står tydeligere frem i takt med, at højteknologiske redskaber overtager menneskelige funktioner.
Men hvad sker der, når forsvaret udstyres med højteknologiske våben, og fremtidens krig udkæmpes med computernetværk som informationsinstrument? Det er ikke ligefrem en beroligende tanke.
Den amerikanske politolog James Der Derian har viet fem-seks år til at beskrive og studere dette fænomen i USA, og udkommer i denne måned med resultatet i bogform: Virtuous War, Mapping the Military-Industrial Media-Entertainment Network.
Professor Der Derian (Brown University i Rhode Island) har ofte gæstet Danmark og holdt foredrag på Københavs Universitet og Dansk Udenrigspolitisk Institut. Fornylig talte han på USAs ambassade i København om missilforsvar, og flere diplomater skal have fortalt ham, at det eneste, de har haft tid til i de første måneder af Bush-regeringen, er at rapportere om den danske raketskjolddebat. Thule tæller altså.
Den centrale tese i Der Derians bog er, at præsident Dwight Eisenhowers navnkundige konstatering i sin afskedstale fra Det Hvide Hus i 1961 – fusionen af de væbnede styrker og forsvarsindustrien i et militærindustrielt kompleks – ikke længere er tilstrækkelig til at beskrive USAs krigsapparat. To andre faktorer skal indregnes, nemlig medierne og underholdningsverden. Således opstår et militærindustrielt-medieunderholdningsnetværk.

Eisenhower fik ret
Eisenhower advarede mod det militær-industrielle kompleks voksende indflydelse i den demokratiske proces. Det var muligt at forestille sig »en skæbnesvanger fremvækst af et sideordnet magtcenter« i det amerikanske samfund, forudsagde han. Nu giver de fleste iagttagere ham vel ret. Generalen fra 2. verdenskrig så fænomenet komme førend andre.
Hvad sker der, når CNN og Hollywood bliver føjet til det eksisterende kompleks? Det søger Der Derian at finde svar på. Hans metode er usædvanlig og ikke altid succesrig. Men inden vi kommer til det, er det værd at forklare, hvad Hollywood og CNN har at gøre med nutidens amerikanske krigsførelse.
Man kunne bruge to andre begreber i den sammenhæng. CNN er en omskrivning af den øjeblikkelige informationsspredning, altså adgang til information i ’real time’. Det ændrer vilkårene for udkæmpelsen af en krig i vor tid. Vi husker CNN rapportere fra Bagdad under Golf-krigen. Senere bestyrkede interventioner på Balkan formodningen, at politiske beslutningstagere og militære planlæggere endnu ikke har fuld forståelse af tv-mediets mangesidige implikationer for krigsførelse.

Et fælles sprog
At begge sider følger krigen på samme tv-station skaber et fælles sprog og oplevelse af virkeligheden – en virtuel realitet. Hvad betyder det for planlægning og udførelse? Desværre prøver Der Derian ikke at afsøge dette terræn grundigt og fokuserer i stedet på en anden form for virtuel virkelighed, nemlig den forbundet med Hollywood.
I årtusinder har militære tænkere anvendt krigslege til at simulere krig. I dag foregår størsteparten af denne simulation på computere som videospil. Faktisk bruger det amerikanske militær videospil udviklet af underholdningsbranchen til børn og unge.

At føle fjenden
Man kunne med rette frygte, at denne sammenblanding af spil og krig frembringer en et foruroligende dilemma. Er flypiloten, tankføreren og maskingeværskytten på det rene med, hvornår videospillet ophører og alvoren starter? Er det ikke fundamentalt, at soldaten ’føler’, hvad det betyder at pløkke sin fjende ned, spørger Der Derian i bogen.
Forfatteren er – som nævnt – en usædvanlig akademiker.
Han iklæder sig journalistens dragt og drager ud i marken for at rapportere, deltager som iagttager i den amerikanske hærs virtuelle øvelser, besøger messer for militært isenkram, rejser til flyvebasen i Aviano, Italien under Kosovo-krigen og interviewer den postmoderne filosof Paul Virilio på en bistro i Paris.
Han gør også et par scoops ved at interviewe Pentagons førende militærtænker Andrew Marshall, der er blevet udnævnt som ansvarlig for omlægning af USAs militærstrategiske doktrin under Bush. Interviewet med Marshall er ikke særlig afslørende.
Samtaler med rektoren for flådeakademiet og general Wesley Clark (NATOs chef under Kosovo-krigen) er mere interessante. I sin konklusion må Der Derian indrømme, at det trods læsning og citering af Virilio, Jean Baudrillard og Gilles Deleuze er mislykkedes at fremlægge en sammenhængende teori for virtuel krig. Heri må man – desværre – give ham ret og lægge ansvaret på forfatterens skuldre.
At bruge journalistens metode er en god idé, men i denne bog tager beskrivelsen overhånd; der er for få indsigtsfulde udredninger.
Når det kommer til stykket, er tv-mediet og videospillene måske ikke så dårlige endda som krigsforebyggende midler.
Som teoretisk udgangspunkt kunne det være værd at overveje.

Krigsspil
*James Der Derian: Virtuous War - Mapping the Military-Industrial Media-Entertainment Network. 240 sider, 26 US-dollar. Westview Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her