Læsetid: 5 min.

Krigen må ikke blive hellig

Trossamfundene i Makedonien forsøger nu at forhindre en optrapning af konflikten
15. juni 2001

Tirsdag morgen samledes religiøse ledere fra Makedonien i Morges nær Geneve i Schweiz, inviteret af Kirkernes Verdensråd og Konferencen af Europæiske Kirker. Endvidere deltog lederen af det Makedonske Center for Internationalt Samarbejde (MCIC) Saso Klekovski. MCIC er den stærkeste aktør i det civile samfund i Makedonien og Folkekirkens Nødhjælps vigtigste partner i landet.
Situationens alvor understregedes af, at den makedonske delegation nær aldrig var kommet afsted. En albansk oprørsleder, som havde indtaget en forstad til Skopje, havde truet med at beskyde Skopje lufthavn og parlamentet. Det fik de fleste flyselskaber til at aflyse. Delegationen kom dog alligevel afsted senere på dagen via lufthavnen i Ohrid i den sydvestlige del af landet.
Mødet skulle egentlig have fundet sted for tre måneder siden. Men forholdet især mellem den makedonske ortodokse kirke og det muslimske trossamfund har været reelt afbrudt den seneste tid. Og en ortodoks biskop var kommet med en alarmerende udmelding om hellig krig mod oprørerne.
Hellig krig er ellers et begreb, vi normalt tilskriver muslimer. Biskoppens udmelding var imidlertid så provokerende, at den sammen med de seneste begivenheder har rusket op i trossamfundene. En mere begrænset fælleserklæring havde set dagens lys
allerede i marts. Men mødet i Schweiz var lagt op på et helt andet, internationalt plan.
Mødet blev ledet af det græskfødte overhoved for den albanske ortodokse kirke, ærkebiskop Anastasios af Tirana (overraskende nok er de ortodokse den største kristne kirke i Albanien i modsætning til Kosovo og Makedonien, hvor stort set ingen albanere er ortodokse). Anastasios, som har en fortid som professor i teologi i Athen og har udgivet lærebøger i Grækenland om islam og buddhisme, er en dreven diplomat med megen humor og en imponerende evne til forhindre barske indlæg i at ødelægge forhandlingerne.
For knubbede bemærkninger var der mange af, især fra muslimske albanske præster og ortodokse kirkeledere fra det vestlige Makedonien. Der var dog enighed om at konstatere, at konflikten i Makedonien ikke var religiøs, og at trossamfundene var fast besluttet på at forhindre, at den blev det. Til gengæld gled
diskussionen ofte lynhurtigt over i gensidige bebrejdelser af etnisk art.
Det var her en stor fordel ved mødet, at der var andre end albanske muslimer og makedonske ortodokse til stede. Den mest indflydelsesrige muslim var Jagup Selimovski, indtil 1993 overhoved  for samtlige muslimer i det tidligere Jugoslavien. Og fra kristen side deltog også overhovederne for både den romersk-katolske og den metodistiske kirke i Makedonien, og formand og rabbi fra det lille mosaiske trossamfund i Skopje. Disse religiøse lederes aktive deltagen understregede, at den makedonske problematik generelt fremtræder alt for forenklet i verdenspressen.

En ting var alle helt enige om: Det er katastrofalt, hvis krigen (det kaldte alle det helt åbent) fortsætter, det kan kun føre til et nyt Bosnien. Og ingen, selv de mest kritiske albanere, havde noget ønske om en opsplitning af landet. Der var også en betydelig selverkendelse: Hverken trossamfundene eller politikerne havde vist ’rettidig omhu’, for at bruge et udtryk lånt fra Mærsk-koncernen, og for den sags skyld heller ikke det såkaldte Internationale samfund. Men der var ikke tid til at gå i detaljer om årsager og skyld. Analysen kunne vente, til der var fred igen. Nu gjaldt det beslutsom indskriden mod brugen af våben.
Et af de midler, forsamlingen var enig om at tage i anvendelse, var kraftige henvendelser til ens egne trosfæller. Det kan lyde
naivt, men en henvendelse fra det islamiske trossamfund havde faktisk ført til, at oprørerne havde frigivet nogle tilfangetagne ortodokse makedonske soldater. Det var en udbredt opfattelse, at hvis det civile samfunds trossamfund og NGO’er nu trådte i karakter i alle grupper i samfundet, kunne konflikten køles ned og den nødvendige samfundsdialog genetableres. Derfor var et af elementerne i den fælles erklæring, der blev udarbejdet, en bekendelse til et fredeligt samliv i gensidig respekt og samtale, en skarp afstandtagen både fra beskydning af religiøse bygninger og brug af disse som baser for krigshandlinger, og en fælles indsats for varig fred, stabilitet og velstand. Hvad det sidste angår appellerede man til verden og Europa om et aktiv indsats for og understøttelse af fred og sameksistens i Makedonien.

Konferencen var rigeligt forsynet med kaffe- og spisepauser, hvilket viste sig at være en god strategi fra moderatorens side. Det gav mulighed for personlige samtaler i små spontane grupper på tværs af etniske og religiøse forskelle, hvor man lyttede til hinanden og fik detaljer at vide, som gjorde det lettere at forstå de frustationer, som var kommet til orde i plenum.
Det blev således klart, at de tilstedeværende etniske albanere klart følte sig diskrimineret både symbolsk, i forfatningen, økonomisk og uddannelsesmæssigt. Når man så foreholdt dem, at de dog havde haft albansk deltagelse i regeringen siden uafhængigheden, indrømmede de villigt, at de albanske politikere efter deres mening først og fremmest havde melet deres egen kage.
Lignende kritik kunne man også høre fra etnisk makedonsk side. Der var også kritik af det internationale samfund, som havde pålagt det fattige land store byrder uden kompensation og tvunget det til økonomiske og sociale reformer, som havde skærpet den økonomiske krise. Således nævntes de nyeste tiltag for at indføre et ordentligt told- og skattesystem som en destabiliserende faktor, fordi landets økonomiske nedgang havde gjort så mange afhængige af grå og sort økonomi og smugling. Oprøret var brudt ud i de grænseområder, hvor man var mest afhængig af disse midler til overlevelse. En makedonsk kirkeleder konstaterede herunder den funktion, kampene havde i hvidvaskningen af penge.

Det nævntes også, at det fattige naboland Bulgarien havde stor fordel af at sælge forældet militært materiel til den makedonske regering. Der var kort sagt nogle, for hvem den udbrudte krig var en god forretning, samtidig med, at den dag for dag undergravede tillidsforholdet mellem de etniske grupper i Makedonien.
Det blev også klart gennem samtalerne, hvor kompliceret den etniske mosaik er i Makedonien. For dem, som regnede med, at det vestlige Makedonien er nogenlunde entydigt albansk, var det således en overraskelse at høre, at godt nok er den overvejende del af indbyggerne albanere i byen Debar ganske tæt på grænsen til Albanien – men befolkningen i  landsbyerne omkring Debar er slavisk-talende muslimer. Befolkningsmosaikken er endnu mere indviklet, end den var i Bosnien. Derfor så alle deltagere i mødet integration, ikke separation, som den eneste mulige løsning, hvis man skulle undgå en katastrofe.
Under mødet kom nyheden om, at der var indgået en ny våbenhvile, og at den aggressive oprørsleder, som havde truet med at beskyde lufthavn og parlament i Skopje, havde erklæret, at han holdt sig i ro, fordi han havde fået ordre til det fra højere sted. Dette viser, hvad vi i forvejen ved, at der ikke er tale om en spontan opstand. På den anden side viser episoderne, at der findes en vilje fra flere sider i konflikten til at undgå en optrapning, samtidig med at det demonstrerer, at dannelsen af en samlingsregering ikke i sig selv har ført en løsning nærmere. Det er næppe politikerne, der vil kunne redde Makedonien. Spørgsmålet er, om det civile samfund med støtte fra befolkningen og udlandet vil kunne det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu