Læsetid: 5 min.

Kroppen er en katedral

Temaudstillingen Menneskehedens plateau sætter kroppen i centrum
9. juni 2001

Menneskeliv
VENEDIG – Den schweiziske kurator, Harald Szeemann, der for anden gang i træk har udvalgt tema og værker til denne venezianske verdensevent, sagde før åbningen af den forrige biennale, at de unge kunstnere og kvinderne skulle nyde fremme, for »Kvinden er en sfinks«.
Torsdag formiddag, hvor der var indkaldt til pressemøde i Teatro della Tese på dokøens nordligste spids, sagde han provokatorisk, at »nu, hvor kvinden havde overtaget magten, var hun ikke længere en sfinks. I dag var denne rolle som »det andet« overtaget af mandekønnet.«
Men denne trylleformular modsiges grumme af de barske realiteter. Kun hver femte udstiller er kvinde, og udstillingen peger allerede ved indgangen til det nedlagte renæssance-skibsværft på dette tema, idet publikum som det første møder den australsk fødte, britiske kunstner Ron Muecks 4,5 m høje megaskulptur af en dreng i puberteten, som sidder lyslevende på hug og kigger på os over skulderen. Manden er mennesket. Eller hvordan forholder det sig nu?

Det menneskelige
Udstillingen er stramt kurateret omkring det elastiske begreb ‘det menneskelige’, og det er kroppen – den seksualiserede, sårede, sørgende, leende, aggressive, selvdestruktive og legende krop – der er i fokus.
Nogle gange optræder den isoleret i en kamp mod de indre dæmoner, andre gange indgår den i en social interaktion med had og kærlighed som de bærende følelser som i briten Chris Cunninghams (f. 1970) forrygende video Flex, hvor en nøgen kvinde og mand dels kopulerer, dels slås korporligt i en balletagtig koreografi og med en raffineret lys- og lydside. En historie om begæret, som vi kender godt, men her fortalt påny og djævelsk godt.
Erkendelsesmæssigt er der ikke meget nyt at hente i forhold til det, kropslyrikerne gennem deres digtning i 80’erne fremdrog. Betydningen er så at sige reduceret til urfundamentet i den menneskelige tilværelse, til sansningen, det fysisk observerbare, men det er jo også her det hele begynder – og ender, og derfor virker udstillingen som helhed vedkommende.

Video og foto
Meningen er at vise det menneskelige frem på et »plateau«, altså et højdedrag, en scene, et sted, hvorfra der tilbydes en slags overblik, og den er da også logisk opbygget som en tretrinsraket begyndende med den imaginære krop, over den symbolske krop til den reelle.
Clouet er to store skulpturer af Richard Serra, der er udstillingens absolutte højdepunkt. Centertunge og høje som skibe er disse værker i støbejern In/Out/Left/Right, som er skabt direkte til biennalen.
Går man ind i deres sneglegang, føler man sig stærkt truet ved tanken om, at de måske tipper. De er skråtstillet og holdes i spænd af deres egne kurver. Det er megastort tænkt og udført, og det er smukt, og det er alt det, en mester kan: Vække undren, for disse værker griber ind i betragterens egen fysiske fornemmelse for tyngde og balance; man destabiliseres.
Hvor avantgardekunstnernes fremmeste virke var at omkalfatre alle vedtagelser, at nedbryde det givne, så forholder de post-post-moderne kunstnere fra oo’erne sig patetisk-undersøgende til livsunderet.
Intet er længere givet. Og de store fortællinger er blevet meget, meget små. For derefter at blive meget, meget store, underligt nok. De begynder i mødet med verden på et helt minimalt plan, og derfra kan myterne reformuleres.
Men noget af kunsten er også direkte politisk som briten Nick Waplington (f. 1965), der udkrænger dokumentation fra ‘cyber-sumpen’. I en lang række foto-stater af Internettets obskøne hjemmesider, dokumenterer han dette cyberrum som et problematisk gråzoneområde.
Her tilbydes børnesex, pervers omgang med dværge, gratis viagra – you name it. Kun pengene trækker en streg i sandet. Det er globaliseringens vrangside.
Men ellers er det fortrinsvis foto og video, der tiltrækker opmærksomhed på en udstilling, hvor maleriet er næsten fortrængt. I den italienske pavillon i haven, hvor denne temaudstilling starter, er ganske vist to vægtige malere repræsenteret: Gerhard Richter og Cy Twombley, der begge bidrager med abstrakte, smukke billeder, som dog for Richters vedkommende ikke bringer nyt under solen. Det gør til gengæld Twombley, der formulerer en næsten ikonoklastisk æstetik, hvor han kaster farven, som driver ned ad de store flader, mod lærrederne.
Det er en helt ny æstetik for malerkunsten og for Twombley, og den kræver en anden begrebslig tilgang end tilforn. Af andre mestre kan nævnes Joseph Beuys, der er fornemt repræsenteretr.

Før og efter
Men lad mig her fremhæve enkelte fotokunstnere, hvis værker er så enkle, som tænkes kan, men som griber ind i hjertekulen og får tårerne frem hos en blasert kunstelsker: Kineseren Haj Bo, har taget fotos i før og efter-sekvenser. Et fotografi af hendes skoleklasse fra 1973, altså midt under kulturrevolutionen, viser en række store piger iført Mao-tøj og med
højst forskellige udtryk.
Et foto fra 2000 af de samme piger, som nu er kvinder, og som er stillet på række nøjagtig som i 1973, viser nogle modne kvinder iført blomstrede kjoler og flere af dem bærer perlekæder. Klædedragter og sæder er blevet et frit valg i dagens Kina. Men man bemærker den transformation, der er sket med enkelte af kvinderne; de er mærket af livet, nogle af dem rummer en smerte i blikket, noget er sket med dem.
En tilsvarende smerte opstår – i betragteren – i mødet med den amerikanske fotokunstner Lucinda Devlins nøgne, nøgterne fotografier af henrettelsesrum fra de amerikanske fængsler. Man bliver vred, når man ser disse kliniske, statslige mord-rum.
Fotografiet kan virkelig meget, dokumenterer udstillingen, der også viser interessante fotos af Jeff Wall, japaneren Tatsumi Onimoto, italieneren Masimo Vitali m.fl. Sidstnævnte leverer en kulturanalyse i form af sine store fotoformater med eksempler på den omsiggribende, vesterlandske fritidskultur.
Fra dansk side indgår et værk af Olafur Eliasson: Refreshment. Det er en cykel-bar fyldt med flasker, der bærer etiketter med Harald Szeemanns kontrafej.
Med kunsten som redskab forsøger udstillingen at inddæmme tiden som en evigt flydende strøm. Folk tror på tidsmålingen, og en biennale som denne forsøger at standse tiden og læse den, og lade blikket græsse af dens mange billeder.
Der er ingen vindere, ingen tabere her. Og derfor er det absurd, at der på søndag skal uddeles priser til ‘bedste præstation’, som om kunsten var noget, der kunne måles i centimeter, gram og sekunder.

*Plateau of Mankind. Den italienske pavillon (i Giardini). Ti.-sø. 10-20, Lø. till. 10-22. Til 4. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her