Læsetid: 1 min.

Kunst og fatale tilfælde

15. juni 2001

(2. sektion)

*Hvis man fik blod på den kunstneriske gysertand efter Kunsthallen i Brandts Klædefabriks udstilling om Hitchcock i efteråret, er der nu endnu en udstilling om forholdet mellem film og kunst i Hitchcocks værker og eftertid. Denne gang skal man imidlertid rejse lidt længere, for det er Pompidou Centeret i Paris, som netop har åbnet dørene til en udstilling om Hitchcock og kunsten med undertitlen: Fatale tilfælde. Kunsthallens udstilling viste, hvordan adskillige nutidige kunstnere har forholdt sig til billeder og temaer fra Hitchcocks film i deres kunst.
Pompidous udstilling lader idé-udvekslingen gå begge veje og udforsker dels, hvordan Hitchcocks værker blev påvirket af vidt forskellige inspirationskilder inden for litteratur og billedkunst, dels hvordan hans værker senere har påvirket en række andre kunstnere, på scenen og på film f.eks. instruktørerne Robert Wilson og Robert Lepage. Gennem filmklip, tegninger, story boards, plakater mm. trækkes trådene frem og tilbage mellem Hitchcock og andre kunstneres universer. Mange ved på grund af den syrede drømmesekvens i Spellbound, at gysermesteren arbejdede sammen med Salvador Dali, men i Paris skulle man desuden få lov at opdage, hvordan han mere eller mindre ubevidst trak på en række andre forbilleder. Udstillingen er i Paris indtil den 24. september. Mere på www.centrepompidou.fr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her