Læsetid: 3 min.

Kunstnerisk eksil

Mikael Wivel portrætterer Kurt Trampedach som en arvtager til romantikkens kunstnerideal, den tvivlende, miskendte og søgende enegænger
12. juni 2001

Ny bog
Mikael Wivel sætter tonen højt, straks på den første side af den store bog, han udsender i dag om kunstneren, og i høj grad også den nære ven, Kurt Trampedach. Den danske maler og billedhugger »vantrives i sit fædreland« og han er derfor gået i »eksil i det franske Baskerland«. Ja, Trampedach er endda »født i Hillerød ved en fejltagelse« og København var blot en »omvej til målet«.
Det er som at høre et ekko af den kunstnermyte, der krystalliserede sig i romantikken. Billedskaberen er uforstået af sine filistrøse omgivelser og kæmper med dæmoner i et uvejr af kritiker-brådsøer og sjælelige jordbævninger. Fra sin selvvalgte isolation skal Trampedach nu, ifølge Wivel, »rykke sine billeder fri af det timelige.«
Det var med stor interesse, jeg modtog den vægtige, nye monografi, idet jeg som mange andre har haft vanskeligt ved at se betydningen af Trampedachs senere produktion.
Fra mit synspunkt, som malerens næsten jævnaldrende, mangler der nogle samtidserfaringer i hans kunstneriske eksil, som er et andet end det baskiske. Som maler har han i flere årtier nu været bosiddende i et land østen for sol og vesten for måne, alene med sine egne spøgelser og barndomstraumer (yderst reelle, som Wivel fint viser det i biografien).

Wunderkind
På en vis måde var Trampedach som lidt af et vidunderbarn også et barn af sin tid, en dansk mørkemaler i et kunstnerisk landskab der domineredes af Svend Wiig Hansens apokalyptiske syner. Sådan kan det vist opsummeres i dag, og den naturlige forbindelse til den danske tradition forklarer også, hvorfor en så skarpt registrerende kunsthistoriker som Jørn Rubow på Statens Museum for Kunst fra første færd indlemmede Trampedach i de samlinger, der ellers i 1960’erne havde ringe samtidsforbindelser.
Men der var en del af 1960’erne, som Trampedach helt lod ude af sit synsfelt: Alle de billedoverskridende, publikumsinddragende, performanceprægede kunstformer. Fluxus, Happenings, Undersøgelser, og hvad ellers navne som Addi Köpcke og Joseph Beuys bragte ind i det lukkede, københavnske kunstnermiljø.

Fravalg
Dette fravalg diskuterer Wivel desværre ikke i sin biografi, selvom vi nok skal søge hans egen stillingtagen i diskussionerne om kunstnerne i tiden og uden for tiden – hvor det efter Wivels mening er »de sidste der har fat i den lange ende.«
Et andet fingerpeg får man i omtalen af den nonfigurative kunst: »Det går ikke an at standse op ved det antydende eller flygte ind i abstraktionens dulmende rige. Mennesket skal ikke bare være til stede i billederne som figuration, men også som forudsætning.« Man kan næsten høre Julius Lange bag Wivels sætninger.
En anden samtidig kunstner, som må have haft betydning for Trampedachs selviscenesættelser i installationerne med børn og venner eller familie, er Edward Kienholz, som mærkværdigvis ikke bringes på bane i den nye bog.
Til gengæld beskriver Wivel udførligt de store dead painters, som Trampedach har levet i symbiose med siden den pureste ungdom: Rembrandt, Caravaggio,
Munch. Sidenhen suppleret med Alberto Giacometti, George Segal og den spanske metafysiker Zurbaran. Alt til akkompagnement af rock-musik, som var atelierets akustiske iltforsyning.

Rock
Mikael Wivel skriver indfølende om disse valgslægtskaber, hvor Trampedach henter »stofligheden og tyngden fra de gamle, og anfægtelsen og den stedfortrædende figuration fra de yngre«. Det er i høj grad en biografi, hvor kunstnerens værk beskrives som udtryk for hans liv – og også en meget maskulin levnedsskildring af en person, der kan identificere sig med Sylvester Stallone og Mickey Rourke.
Vi får måske lidt for meget at vide om skilsmisse fra kunsthandler og kone, mens det ikke med et ord nævnes, om det har haft betydning for Trampedach at have en søn. Tværtimod skriver Wivel, at han »ser sig selv stå som det foreløbigt sidste led i en kæde.«
Anders Kierkegaard satte ord på denne maskuline skaberdrift, som også stikker sit hoved frem hos August
Strindberg, da han engang sagde: »Du prøver jo at skabe liv, Kurt.«
Den seneste, lange serie af malerier har vist homunculi, småbørn og oldinge i et, som sprunget ud af reagensglassene i det faustiske værksted. Materialet er blevet en farve-dej, bearbejdet eller lemlæstet med syle, søm og barberblade, og Wivel gør solidarisk rede for nødvendigheden af denne proces for maleren.
Men selv efter læsningen af den store bog om Kurt Trampedach med dens kloge ord og fine fotografier har jeg ikke oplevet nogen personlig omvendelse: Trampedach er stadig væk en kunstner, der lever på en planet, jeg ikke føler mig hjemme på.

*Mikael Wivel: Kurt Trampedach. 304 s. ill. med 208 farvebilleder. Indbundet 395 kr. Aschehoug. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her