Læsetid: 5 min.

Lærd og kultisk lyriklæsning

Tredive års digterstudier samlet
8. juni 2001

(2. sektion)

Essays
Erik A. Nielsen er en indtrængende og fuldtonende digtlæser ved siden af sine andre litterære aktiviteter som skribent og forsker ved Institut for nordisk Filologi, Københavns Universitet. Hans sprog er ladet, ikke uden en veltalenhedens patos, idérigt og substantielt mere end artistisk, i pagt med de verdensbilleder han ruller op under sin læsning. Ikke at æstetikken dermed tilsidesættes. Han kan hele apparatet, men nærmer sig digtet fra anskuelsens side og indsætter det i dets filosofiske sammenhænge. For en halv snes år siden udsendte han bogen Livsbilleder – om digtningens udtryksformer, en læserens poetik, omhandlende de tre hovedgenrer, den episke, lyriske og dramatiske. Og den var tydeligt baseret bl.a. på de studier i lyriske forfatterskaber gennem ca. tredive år, som nu er kommet, femten stykker, tidligere trykt i forskellige sammenhænge, nu ordnet kronologisk fra Arrebo til Inger Christensen.
For nylig forsvarede Peter Lütken på Københavns Universitet en PhD-afhandling om »læsning med metaforer«, en morsom gennemgang af genren enkeltværkslæsning, der opstod omkring 1960 med baggrund i nykritikkens nærlæsningsmetode af især lyrik. Det viste sig da, at han kunne opstille fire forskellige tolkningsskoler siden da ud fra de pågældende kritikeres særlige metafor-brug. Erik A. Nielsen, der omtaltes, udgår fra den praksis, der har dannet sig omkring organismetænkningen, en særlig hermeneutik, som især anvender plante- og vækstmetaforer. Det kan ses i hans Livsbilleder og jo også i de aktuelle lyrikerportrætter, der for en dels vedkommende er skrevet i 1970'erne som litterære modstykker til den da grasserende marxistiske ideologikritik.
Nyskrevet er en introduktion, der imidlertid gør »klangfigurer« til et nøglebegreb, dvs de sproglige kraftfelter, som poesien udgør, med et andet ord: digternes særlige opmærksomhedsformer, der spænder fra koncentration til perspektiv. Både digtere og tolkere har deres sproglige figurationer, skiftende i historiens forløb.
Den involverede kritiker har således fremlagt en ek-semplarisk, dog højst fragmentarisk bevidsthedshistorie fra renæssancen til modernismen. Og arrangeret det sådan, at forløbet går fra helhed i barok og romantik, gennem del og splittelse i naturalisme og modernisme frem til nye håbefulde, betingede helheder hos f.eks. Thorkild Bjørnvig og Inger Christensen.
Det er så tolkerens egen opstillede dannelseshistorie – eller vækst gennem fiktion

Skabelse
I Anders Arrebos Hexaëmeron fra 1600-tallet om skabelsens seks dage diskuterer han forholdet mellem dogmatik og kunst og finder en analogi i selve skabelsesidéen, en kultisk fordobling. Aner endda en lighed med Høeck og Malinowski: En fænomenverden kaldt ud af intet!
Ingen har vel sagt verden farvel med større veloplagthed end Kingo, siger han og viser sanseligheden i hans vanitas-forestillinger. I Ewald-afsnittet koncentrerer han sig med stort udbytte om et enkelt digt, et sørgedigt i dramatisk form, i en dyst mellem sangen om gråden. Den grædende helt bliver stående på sorgens scene, i en spaltning mellem den lidende og iagttagende.
Analysemetoden er karakteristisk. Selv hvor det som her drejer sig om en enkelt tekst, nærmer han sig gennem bestemmelser udefra og undersøger, om digtet stemmer hermed, modsat den nykritiske fremgangsmåde, der går fra digtet ud i perspektivet. Men tolkningen giver lyd fra sig, da Nielsen har megen viden at investere. Således også om Staffeldts idealistiske fantasteri, der, som han siger, ud fra et vist synspunkt er tabt for nutiden – dog ikke mere end at han i år optrådte som opgave i dansk stil ved studentereksamen. Han gør Staffeldt interessant trods digterens knortede stil, mens Oehlenschläger åbenbart ikke har appelleret til Erik A. Nielsen, skønt han skabte epokens poetiske sprog.
Grundtvig får til gengæld rigeligt med digtet om »Påskeliljen« med dets særlige form for religiøsitet. Digtet, der er kendt som salme, er læst i ledtog med den mere ukendte dramatiske fortsættelse og får så en særlig pointe gennem denne genreblanding af kultisk karakter.
Om salmer taler han med autoritet som en kender, der kan anvise Ingemann plads i en mere udramatisk kosmologi, men med blide modstillinger af nært og fjernt. Uden vist at ville det gør han Ingemann langt mere tiltrækkende i egenskab af forfinet artist.

Modernismens optakt
Et hovedstykke er afsnittet om naturalismen og J.P. Jacobsen med dokumentation for, at her er et afgørende gennembrud af modernisme, der ellers hellere knyttes til Sophus Claussen, som her til gengæld får æren af at have udformet madonna-skikkelsen til det universelle princip af kvindelig natur: En from digters apoteose. Det var ikke det evigt kvindelige, der drog Johannes V. Jensens Columbus, men en ulægelig længsel, som til gengæld skabte en ny verden.
En anden og dog beslægtet vildskab finder Nielsen i Schade, hvis jegløshed er en modernismens dæmoniske genganger, der med stor appetit tager alle legemer til sig, lyder tolkningen. En dualistisk Schade, der gerne har været opfattet som en monistisk verdenssjæl. Frank Jæger er på en anden måde fanget i kroppens dæmoni, henvist til sansningen, den drivende seksualitet. Her kan man måske savne understregningen af den tilsvarende afmagt som forfatterskabets voksende konflikt. Ivan Malinowskis splittelse eller vekseldrift mellem politik og kunst tages op. Hans krænkelse over, at verden ikke er som den burde være, er ligefrem en modernistisk arv fra Staffeldt og Ingemann. Enten det nu er troligt eller ej, rummer bogen sådanne oplysende tværhenvisninger, et godt tegn på kontinuiteten i Erik A. Nielsens tankeverden.
Om modernisme og dens position mellem splittelse og helhedsdannelse har han i øvrigt meget godt at sige apropos beundrende læsning af Bjørnvig og Inger Christensen, om metaforen og metamorfosens moderne vilkår, det tab af uskyld, som fører til rasende og raserende indsigter i sproget, der spejler den ’uanaloge’ verden, hvor den gamle gud degraderedes og tog anonym bolig i stræbende, autonom kunst.
Det er sympatiske, i betydningen sympatetiske læsninger, der vil tolke det bedste frem i digtet – eller finde det, som bedst svarer til hans forventninger. Bogen kræver til gengæld selv grundig, langsom læsning – indtil de sidste sider, der bringer et lejlighedsdigt til et fotografi af Poul Borum. Her gælder det om at skynde sig væk, hvis man ikke vil have dementeret Erik A. Nielsens kritiske sans for sprog.

*Erik A. Nielsen: Lyrikere. 15 udlægninger og et digt. 285 s., 250 kr. Forlaget Spring

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her