(2. sektion)
Kulturhistorie
Efter et omtumlet liv døde den russiske sprog-, litteratur- og kulturforsker Mikhail Bakhtin i 1975. Et par år forinden blev de første dele af hans store og mangefacetterede værk oversat til engelsk og fransk. Siden da er hans ry og betydning vokset og vokset; i dag regnes han blandt de betydeligste skikkelser i det 20. århundredes litteraturteori.
Det mærkes i Danmark. De sidste par år har fostret læssevis af danske artikler og universitetsopgaver om ham. Vi har et dansk Bakhtin-selskab, snart udkommer to dansksprogede monografier om forfatterskabet og dets idéer. Og i dag kommer så den første større oversættelse af Bakhtin til dansk.
Større oversættelse, ikke bog. For Karneval og latterkultur er kun første tredjedel af den russiske forskers monumentale værk om den franske forfatter Rabelais. Og om den folkelige latterkultur i middelalderen og renæssancen. Vi får et torso, et fragment. Mere kan ifølge forlaget ikke oversættes til vores lille sprogområde. Men lidt har også ret, især når det, som her, formår at vende vores forestillinger om fortidens europæiske kultur på hovedet.
Pis og prutter
Ofte forbindes renæssancen med antikkens genfødsel og middelalderen med et dystert, religiøst mørke. Da forstår man renæssance og middelalder som modsætninger. Og har kun blik for de to epokers officielle kultur.
I Karneval og latterkultur retter Bakhtin opmærksomheden mod middelalderens og renæssancens uofficielle folkelighed og finder en ubrudt tradition, der først dør bort i 1600-tallet.
Fokus ligger på karnevaller og byfester. Og på den umådelige tradition for sjofle parodier på den katolske messe, som Bakhtin graver frem fra glemslen. Jo, det er rigtigt, man opførte faktisk grovkornede parodier i forbindelse med de kirkelige højtider.
Fælles for dette glemte kulturgods er deres rod i en folkelig latterkultur, som muntert og uhøjtideligt satte kroppen og dens lyster i centrum. I middelalderens karneval og lignende fester satte man sex, mad og et godt grin, pis og prutter, orgier og naragtigheder i centrum.
Man åd til man sprak og vendte op og ned på tingenes orden: Tog sine bukser på hovedet og tænkte med røven. Selv døden blev forstået som livets fødsel, ikke dets afslutning.
Altsammen i en munter opposition til den officielle kristendoms monolitiske og himmelvendte verdenssyn. Deraf trangen til at gøre grin med paver og kejsere, deraf karnevalets narrekonger og de mange eksempler på parodia sacra, hellige parodier.
Og deraf den umådelige, på én gang satiriske, livsglade og groteske munterhed, der gennemtrænger den franske renæssanceforfatter Francois Rabelais roman Gargantua og Pantagruel. For her trænger den folkelige latterkultur op i skønlitteraturen og får ifølge Bakhtin sit ypperste æstetiske udtryk.
Naiv latter
Det er (også i denne beskårne udgave) både en fornøjelse og en inspiration at læse Bakhtin. Mængden af idéer og perspektiver er overvældende, og til forskel fra så mange andre af tidens litteraturteoretiske trendsættere er han både let at
læse og forstå.
Nok er der masser af henvisninger til ukendte litterære mesterværker. Men den overmåde lærdom slår aldrig ud i uforståelig besserwissen.
Går man forestillingen om en munter, folkelig latterkultur efter i sømmene, dukker der imidlertid et og andet kritikpunkt op. Faktisk virker Bakhtins forestillinger om den glade og livsbekræftende latter lidt naiv.
At den lune folkelighed på et øjeblik kan slå om i pøbelens onde lune, det er åbenbart utænkeligt for Bakhtin. Og dog var jødeprogromer en del af middelalderens folkekultur. Karnevalets og byfesternes kropslige glæde var livsbekræftende, muntre orgier, men udstillede også gerne syndebukke. Det sidste har Bakhtin ikke blik for for ham er det folkelige et utopisk paradis på jord.
Romanens former
Karneval og latterkultur indledes med en kort og informativ introduktion af Jørgen Bruhn og Jan Lundquist. Samme makkerpar har redigeret den engelsksprogede antologi The Novelness of Bakhtin. Her finder man let reviderede udgaver af indlæggene fra en overmåde vellykket konference ved Københavns Universitet, hvis samlende emne var Bakhtin og romangenren.
Bakhtin-forskningens internationale pinger optræder side om side med analyser af danske Per Hultberg. Prisen tages dog af den norske professor Arild Linneberg, der optræder med en rablende analyse af litteratur og lovgivning i et bakhtinologisk perspektiv. Eksempelmaterialet er hans egen skilsmisse!
Bogen retter sig først og fremmest til folk, der allerede er godt inde i den bakhtinske tankeverden. Især Bakhtins bog om Dostojevski, der findes på engelsk, og hans store roman-essays, der snart skulle komme på dansk, er uomgængelige.
Men har man allerede gravet sig ind i den russiske forskers tankeverden, ja, så er der meget at hente i The Novelness of Bakhtin.
*Mikhail Bakhtin: Karneval og latterkultur. Oversat af Jan Hansen. Forord ved Jørgen Bruhn og Jan Lundquist. 200 s., 240 kr. Det lille Forlag
*Jørgen Bruhn & Jan Lundquist (ed.): The Novelness of Bakhtin. 213 s., 198 kr. Museum Tusculanums forlag
