Læsetid: 4 min.

Lille spejl på væggen der...

Tre begavede og kontrære amerikanske sangskrivere giver med udgangspunkt i selvransagelsen hver deres bud på eksistensens mere problematiske facetter
13. juni 2001

Nye cd’er
Den 25-årige sanger og sangskriver Rufus Wainwright kom flot fra start med Rufus Wainwright, som opførtes på flere af 1998’s lister over årets plader, mens det velanskrevne tidsskrift Rolling Stone udnævnte ham til årets Best New Artist.
Og talentets omfang var evident – Wainwright miksede ubesværet arketypisk singer-songwriter sensibilitet med et suverænt kendskab til amerikanske musikformer fra før rock’n’roll: Tin Pan Alley, kabaret, vaudeville samt alverdens folkemusikalske klange – og fremhævede Al Jolson, Edith Piaf og Judy Garland som sine største inspirationskilder! Som komponist faldt det lige for at sammenligne ham med en Randy Newman, som ned gennem sin karriere på samme facon har samlet alskens Americana til et hele. Hvilket dog ikke forhindrer Wainwright i at fusionere dancebeats med klarinet og fløjte på sangen »Shadows«.
Og modsat Newman er Wainwright på sit andet album – Poses – ikke kun ude i satirikerens ærinde ... selvom han f.eks. på den ondskabsfulde »California« synger at »life is the longest death in California«. Men generelt er det den for singer-songwriteren så typiske selvransagelse og eksistensanalyse, der præger et ofte nådesløst tekstunivers.
Wainwright er bøsse så det basker, hvilket er med til at give kærlighedssangene en drejning – om end pladens bedste af slagsen, »One Man Guy«, er skrevet af farmand, den underkendte Loudon Wainwright III – og han formår som de bedste af slagsen at blande fiktion og selvbiografi, så man ikke aner, hvor det ene begynder, og det andet holder op, hvilket giver sangene et perspektiv, der rækker hinsides det private.
Poses er et album udover det sædvanlige, Wainwright besidder såvel musikalsk som tekstligt lige det der ekstra, som skiller ham ud fra hovedfeltet af oprigtige unge mænd og kvinder, bevæbnet med guitarer, klaverer og eksistenskriser – hans sange er fuldstændig renset for selvmedlidenhed, og de afsynges med en verdenstræt, lettere lakonisk stemmeføring, der løfter det gerne ambivalente materiale op over bekendelsesformens forbandelser. En intelligent og inciterende stemme, der fortjener et stort publikum.

Bizar og bitter
En anden stemme, der kunne fortjene et stort publikum – men næppe nogensinde får det – tilhører manden, der kalder sig Mark Eitzel. Med sin tørt raspende stemme, sin lidet fotogene fremtoning, ofte bizarre sceneoptræden og ubarmhjertige – for ikke at sige bitre – tekstunivers, udgør han ikke den store konkurrence for Robbie Williams, Ronan Keating, og hvad tidens lalleglade narrehatte nu ellers hedder.
Efter at have været frontfigur for kultbandet American Music Club i årene 1985-1994 – og i den sammenhæng udsendt syv roste kultalbums – har han siden midthalvfemserne plejet en kunstnerisk kompromisløs solokarriere, hvor albummet West fra 1997 udgør et foreløbigt højdepunkt.
Måske hentyder titlen på Eitzels spritny album, The Invisible Man, til hans egen skyggekarriere, for der er ingen sammenhæng mellem det kunstneriske niveau og den kommercielle anerkendelse der (ikke) er tilfaldet ham. Det vil The Invisible Man næppe ændre på med sin mørke grundtone, udtalte pessimisme og de tilbagevendende anfald af selvhad, der gør ham så svær at fordøje for folk, der foretrækker fortrængelse og evig skøjten på overfladen.
Men så er der i denne ombæring også den lykkeberuste »Proclaim Your Joy« at finde, så Eitzels kunst formår stadig at udforske nye facetter ved den eksistens, der syntes at veje tungt på hans skuldre. Og når han kaster sig ud i en art pesudojazz på det gribende »Without You«, forstår man, at han også musikalsk gerne udforsker nye territorier.
Eitzel er hverken venlig eller imødekommende, men med Invisible Man fastslår han endnu en gang, at han er en af tidens mest skarptseende og vedkommende trubadurer, der efter 20 år i branchen stadig formår at vokse kunstnerisk.

Fundet fodslaget
Denne signatur har altid fundet Ron Sexsmith noget overvurderet, selvom så respektable folk som Elvis Costello, Paul McCartney og Suzanne Vega offentligt har rost ham fra og med debuten i 1995.
Rigtigt er det, at der på hans albums altid er en rigtig god sang eller to, men til dato har Sexsmith ikke leveret et overbevisende helstøbt album, og så er der hans stemme, som i disse ører nogen gange lyder næsten irriterende nasal. Modsat Wainwright og Eitzel er han mere positiv og livsbekræftende i sit anslag, mens hans sange ofte er næsten demonstrativt fiktive, hvilket kan være cool, men i værste tilfælde også give dem karakter af det konstruerede.
Derfor er det en fornøjelse, at kunne påpege at Sexsmith på sit fjerde album – Blue Boy – syntes at have fundet fodslaget, ja, den fine åbningssang »This Song« lyder som en målbevidst og stilsikker hensigtserklæring.
Det virker som en god beslutning at udskifte producer Mitchell Froom med veteranen Steve Earle, som udviser den helt rette empati for Sexsmiths materiale. Blue Boy er fri for syntetiske tilsætningsstoffer og kan uden problemer nydes af enhver, der holder af en god sang, godt sunget og spillet – den er med andre ord så gammeldags at det grænser til det bagstræberiske, men absolut på en indtagende og vindende facon. Det lyder, som om Sexsmith endelig har fundet melodunten.

*Rufus Wainwright: Poses (Dreamworks/Universal) www.geocities.com/rufusaprilfools

*Mark Eitzel: The Invisible Man (Matador/VOW) www.missionrock.com

*Ron Sexsmith: Blue Boy (Cooking Vinyl/Vow) www.ronsexsmith.com Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu