Læsetid: 4 min.

Lys og indlagt vand

Ny digtsamling fra Nobelpristageren Seamus Heaney – og fra hans jævnaldrende ven og landsmand Michael Longley
22. juni 2001

(2. sektion)

Digte
I Danmark diskuterer man af og til om litteraturen ’bør’ være politisk, og om forfattere har en særlig forpligtelse til at skrive om og engagere sig i de spørgsmål, der på et givent tidspunkt optager samfundet. Jeg gad vide, hvordan sådan en diskussion ville tage sig ud, hvis man så den med f.eks. nordirske briller og var vokset op i en situation, hvor det var umuligt at sætte to ord sammen på et stykke papir, uden at det havde politiske implikationer? Ingen har selvfølgelig dette problem så nært inde på livet som Nobelpristageren fra 1995 Seamus Heaney, der ikke bare er forfatter men ligefrem en berømt forfatter – ja, der kan vel næsten ikke være tvivl om, at Famous Seamus ville være nationalpoet – hvis altså lige Nordirland/Ulster bare var en nation og deri ligger som bekendt problemet. Alene Heaneys fornavn placerer ham, selv for folk der aldrig har læst et ord af ham, i den irsk-katolske lejr, og det har været en konstant kamp for ham på den ene side at være sikker på, at forfatterskabet ikke har kunnet læses som et forsvar for en sekterisk militarisme – og samtidig på den anden side at gøre det helt klart, at han ikke vil opfattes som en britisk digter. Da den nuværende hofdigter Andrew Motion i 1982 i den bedste mening inkluderede Heaney i sin antologi over de tyve bedste britiske efterkrigsdigtere, blev han rasende og svarede med et åbent brev.

Digte til vennerne
For Heaney er det politiske således en uundgåelig balancegang, og det giver ingen mening at tale om, hvorvidt det bør være en del af digtene, spørgsmålet er udelukkende hvordan. Heaneys ry som en stor digter hviler ikke mindst på den måde, han har tacklet den situation, og i det store hele har formået at bevare et både engageret og afbalanceret syn på den særlige nordirske situation. Man kan måske beskrive hans metode som en, der ser gennem begge ender af et teleskop på samme tid: Med det ene øje fæstnet på det daglige liv, på nære beskrivelser af livet på landet i digterens barndom og ungdom – en poesi, som ikke har rødder i abstrakte, romantiske eller utopiske visioner, men i en meget konkret personlig virkelighed. Og med det andet øje rettet mod den halvt mytiske, halvt historiske fortid, som Irlands og Danmarks mosefund repræsenterer, og i den finde symboler for den moderne stammekrig i hans hjemland (/provins).
I Heaneys nye digtsamling Electric Light, den første i fem år, er det først og fremmest de græske fortællinger og myter, der danner baggrunden og fællesskabet er i vid udstrækning blevet et litterært selskab – samtalepartnerne er ikke længere Grauballemanden, men Shakespeare, Dante, Vergil og en lang række nulevende eller rettere nyligt afdøde venner og poeter: Joseph Brodsky, Ted Hughes og forbavsende mange flere – bogens anden del består næsten udelukkende af elegier og gravskrifter til dem.
Den engelske avis The Observer kaldte ikke uden grund Electric Light »a past-haunted book if ever there was one« – hvornår så man egentlig sidst en digtsamling, hvor næsten alle digtene er skrevet i datid? Når de en sjælden gang ikke er det, er det fordi de former sig som samtaler med de døde digtere (det er sikkert lettere at tale sammen, når den anden ikke længere er der til at svare) og alternativet til erindringsdigtene bliver således ikke nutid, men en slags ingen-tid, hvor monumenter står og reciterer digte for hinanden.
Der er ingen tvivl om, at en af attraktionerne ved Heaney altid har været den særlige nostalgi hans digte fra landet, den friske duft af nyslået hø og gødning indgiver en engelsk befolkning, der for hovedpartens vedkommende nu lever i daglig by- og benzinos, men stadig tænker på digte som noget Wordsworth og resten af romantikerne skrev om mælkebøtter. Titlens elektriske lys refererer til endnu et erindringsdigt, hvor lille Seamus første gang oplever elektrisk lys som en del af den store moderne og skræmmende storby.

Vejret i Japan
Denne evne til helt upåvirket at skrive digte om landskabet, som virker enten præmoderne eller i bedste fald tidløse, genfinder man hos en af Heaneys jævnaldrende landsmænd og venner Michael Longley, som hele sin karriere har stået i Heaneys skygge, men som for nylig vandt den meget prestigefyldte T.S Eliot prize (blandt andet i konkurrence med en anden Nobelprisvinder Derek Walcott) for The Weather in Japan. Det er svært ikke at læse The Weather in Japan som en slags pendant til Electric Light, og gør man det, kommer Heaneys bog let til at virke som en samling showstykker (selv om de fleste af de shows som sagt skulle opføres til begravelser) og Heaney selv som lidt af en godmodig buldrebasse i forhold til Longleys endeløst blide irske (protestantiske) zenmunk.
Longley er beslægtet med de amerikanske deep-image digtere (James Wright, Robert Bly) og økologiske hippier som Gary Snyder, men er samtidig solidt plantet i såvel den irske muld som i den klassiske europæiske tradition. Han dyrker (om jeg så må sige) en poesi, der i endnu højere grad end Heaneys besynger jorden, klipperne, urter, små blomster, månelys og haver fjernt fra verdens larm, en fjernhed som bl.a. også markeres i brugen af dialekt udtryk. Er denne fjernhed ikke rumlig, så er den det tidsligt, som når digteren bevæger sig gennem Første Verdenskrigs landskaber i Flanderen.
Det balancerer konstant på grænsen til at blive kitsch og kliché, og hvis det bæres hjem, er det netop, fordi Longley så åbenlyst ikke er den showmand, Heaney er, men nærer en næsten rørende tro på, at skønheden stadig kan gennemlyse verden og på, at lykken er det præcise ord.

*Seamus Heaney: Electric Light. 14.99 pund. Faber and Faber

*Michael Longley: The Weather in Japan – Digte. Otte pund. Cape Poetry

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her