Læsetid: 7 min.

Vi er ikke mærkelige

– Insisterer de to unge instruktører Nikolaj Arcel og Martin Strange-Hansen, som Information har talt med i anledning af deres afgang fra Den danske filmskole
15. juni 2001

(2. sektion)

Interview
Forestil Dem følgende: I et musikstudie står en tjekkisk komponist foran et ungdomssymfoniorkester og dirigerer henført sin symfoni som akkompagnement til den pornofilm, der kører på et lærred over hans hoved. Orkesterets egentlige dirigent, der har forsøgt at stjæle komponistens musik, sidder fanget i et kosteskab udenfor og har tilkaldt politiet, som nu er ved at lægge den håndfuld græske gangstere, der har hjulpet komponisten med at erobre studiet, i håndjern.
Lyder det skørt? Måske, men det er ikke desto mindre et højdepunkt i instruktøren Nikolaj Arcels afgangsfilm fra Filmskolen, Woyzecks sidste symfoni. En meget morsom historie om den tjekkiskfødte komponist Woyzeck (spillet af Zlatko Buric), der gennem 30 år og uden held har forsøgt at få lov at arbejde med sin musik.
»Du forklarer det sjovt nu, men det har virket enormt naturligt på mig,« forklarer Arcel, da jeg dagen efter pressekørslen på årets seks afgangsfilm sætter mig ned for at snakke med den nybagte instruktør og hans lige så nybagte kollega Martin Strange-Hansen.
»Næsten ligegyldig, hvad jeg tager fat i, så bliver det lidt skørt,« fortsætter Arcel, der selv har skrevet manuskript til filmen. »Det første, jeg lavede på skolen, var meget konservativt, kedeligt, langsomt og tungt, og så var det altid en eller anden thriller. Men efterhånden begyndte jeg at følge mine egne, personlige lyster, og det går ud på at rode alle mulige tanketing sammen og være lidt langt ude.«

Roller
Også Martin Strange-Hansen udfordrer konventionerne i sin afgangsfilm, Når lysterne tændes, en venlig og skæg komedie om en parkeringsvagt, Claus (Jesper Asholt), der en dag får lyst til at bryde monotonien i sit ægteskab.
»I den form, filmen har, synes jeg, at den rummer eventyrets renhedÇ« siger Strange-Hansen, der har baseret sin film på en humoristisk novelle af Finn Søeborg, Min kone forstår mig ikke.
»Jeg synes, novellen er fantastisk, fordi den tager alle klicheer og vender dem på hovedet,« forklarer han om Søeborgs historie, hvor hovedpersonen lyver sig til mere overarbejde, så han kan få lidt tid til sig selv og ikke den elskerinde, konen fejlagtigt tror, han har. »Jeg ville gerne lave en komedie om folk, der spillede roller i deres ægteskab, spillede skuespil. Da vi havde evaluering, var der en faglærer, der sagde, at ’det er jo helt strindbergsk: Tager man illusionerne fra et menneske, så dør det.’«
»Jeg tror ikke på farlig ungdom eller lev stærkt, dø ung, fordi ekstremt liv er noget helt andet. Hvis du er fuldstændig fastlåst i dit liv, hvis dit liv faktisk ikke byder på nogen særlige udfordringer, så skab dem selv. Og det gør ikke noget, at du skaber dem i hovedet.«
Det er ikke tilfældigt, at de to instruktører hver især har valgt at arbejde med komediegenren i deres afgangsfilm. Martin Strange-Hansen kom ind på Filmskolen takket være en komedie, han havde lavet, og Nikolaj Arcel synes, at de sjove ideer også er de sjoveste at filme.

Komedien
»Hver gang jeg har prøvet at lave noget andet end noget, der er sjovt, så går det lidt galt,« siger han. »Jeg elsker at skrive – det er for mig den bedste proces i det at lave film – og jeg kan godt lide at more mig. Det er, når man tænker, ’nej, hvor kunne det være skægt, hvis Woyzeck står og spiller Jeopardy-temaet på en xylofon i kulissen.’ Det er sådan noget, der får mig til at blive sådan helt... der er bare en større glæde og større fortællelyst ved at fortælle noget, som også er sjovt.«
Samtidig er grundplottet i Woyzecks sidste symfoni ret så tragisk, og Arcel – der gerne vil fortælle historier om mennesker, som længes, og som kommer ud for ting, der er større end dem selv – havde ikke lyst til at fortælle den som en tragedie. »Når folk prøver at fortælle mig historier, der er tragiske eller tunge i det, så står jeg af. Jeg har brug for, at fortælleformen får mig til at hoppe med på sådan en historie.«
Noget Martin Strange er helt enig i. »Meget af det kommer af, at jeg tænkte, at hvis den her film skal have en relevans, så skal den starte forførende. Vi er nødt til at føre folk ind i det her univers og sige, at den lige så godt kunne handle om dig og mig,« forklarer han om Når lysterne tændes. »Filmen er sjov, og man er godt underholdt, og når man har siddet der et stykke tid, så finder man ud af, at man griner af sig selv.«
»Der er faktisk en dyb smerte under alt det her,« fortsætter han. »Det er en glad og en ked af det slutning. Den er dobbelt, og det har jeg bedre kunnet arbejde med i komedien end i andre genrer. Man kan arbejde med meget rene ting, som samtidig har en underløbende strøm af, som sagt, smerte, og så kan man belyse nogen ting omkring, ja, livet... grundvilkår i hvert fald omkring ægteskabet.«

Formen
Også visuelt og med fortælleformen har de to instruktører og historiefortællere valgt at gribe tingene lidt anderledes an. Martin Strange bruger en fortæller og leger med kameraet og montagen.
»Da jeg læste novellen, stod det mig også klart, hvordan man skulle filmatisere denÇ« siger han. »Der skulle bruges voice over som et slags musisk element, og så skulle der bruges montage på en anden måde, end det plejer at blive brugt. Filmen foregår over ret lang tid, og vi var nødt til at koncentrere historien, så jeg kunne lige så godt lave noget ud af montagen og fortællestemmen, som var sjovt. Det blev til en dynamik i stedet for en pause.«
»Jeg snakkede om eventyret før, fordi den gode historie har en ren fortælling, som man kan lægge flere lag i. ’Hvordan kan jeg gøre det,’ spurgte jeg mig selv. ’Jeg må indføre en ballet,’ og derfor starter vi også filmen som en ballet. Tingene foregår rundt om vores hovedperson, og han bliver viklet ind i tingene.«
Nikolaj Arcel har derimod valgt at pakke sin historie ind i en dokumentarisk ramme, fordi, som han forklarer, »jeg blev virkelig tændt på det, da jeg så Gus Van Sants To Die For, som også bruger dokumentarstilen på en utrolig morsom måde.«
»I virkeligheden var det ideen til den form, som reddede min film, for jeg havde slet ikke lyst til at lave den. Jeg tænkte, at ’hvis jeg tager den her Woyzeck-historie og blander den op med, at det rent faktisk skete, og de fortæller om det i datid...’ Lige pludselig kunne jeg få det til at svinge. Det er en kompleks fortælling, der strækker sig over et helt liv, og det kunne jeg godt nå, hvis jeg gjorde det på den her måde.«

Kritik
Her, på tærsklen til et nyt liv uden for Filmskolens beskyttende mure, taler de to instruktører med begejstring om skolen som et samlende forum, hvor man får kontakter, skaber netværk og får lov at øve sig en masse på at lave film. Alligevel har deres årgang på seks instruktører ikke været tilfredse med det forløb, de har været igennem. Det resulterede i fornylig i, at de boykottede den afgangsceremoni, som skolen havde arrangeret, og i stedet lavede deres egen.
»Det er jo ikke noget, vi gør for sjov,« forklarer Nikolaj Arcel, der er utilfreds med, at han og de andre instruktørelever stort set ikke er blevet undervist i de to seneste år på skolen, og at der med tilføjelsen af en animations- og en tv-linie har været mangel på kunstneriske håndværkere – fotografer, klippere og lydfolk.
»Vi føler, at vi bliver underprioriteret i forhold til en politisk agenda, som er uigennemskuelig, hvilket er enormt ubehageligt. Og det er ubehageligt at gå på en skole, hvor man slet ingen kontakt har til dem, der bestemmer. Jeg siger ikke, at det skal være en elevstyret skole, men der skal være en mulighed for at spørge de mennesker, der kontrollerer ens liv i fire år, ’hvad har du gang i?’ Hvis de så bare sender én udenfor døren og siger, ’bland dig udenom,‘ så bliver man altså vred.«
»Man må sgu gøre noget ved detÇ« fortsætter han med henvisning til, at hans årgang ikke er den eneste, som har brokket sig over forholdene på Filmskolen. »Det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan, og så kan man bare feje det væk med, og det er hovedargumentet, at instruktører ’de er sgu også lidt mærkelige.’ Det er vi ikke, vi er ikke mærkelige. Det kan man ikke blive ved med at sige om fem årgange i træk. Så er der fandeme mange mærkelige instruktører derude og synes nogle mærkelige ting.«
»Og,« supplerer Martin Strange-Hansen, »nogen af dem skal faktisk lave film om almindelige mennesker.«

*De seks afgangsfilm anmeldes nederst på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her