Læsetid: 3 min.

Da magten gik ud ad tangenten

Hurtige anslag fra 1960'ernes begyndelse, da omvæltningerne tog fart og en rejseparlør kunne gøres til absurd teater
29. juni 2001

(2. sektion)

Den nye oplevelse
Hvad foto’et forestiller? Tjah – en klavertangent, med noget af den indmad for enden, man ellers ikke ser.
Og hvad det har med 60’erne at gøre? Jo, Paik. Nam June Paik, sidenhen banebrydende videokunstner, men allerede dengang kendt for at save i klaverer. Efteråret 1961 genemførte han sådan en fluxuskoncert på Louisiana i Humlebæk, hvor Informations legendariske musikanmelder Hans-Georg Lenz også fik klippet sit slips midt over.
Nogenlunde samtidig (under udstillingen Bevægelse i Kunsten) havde billedkunstneren Jean Tinguely sat fut i et stort maskineri ude på græsplænen, hvor dén fredsdue ved en fejltagelse blev stegt, som afslutningsvis skulle være fløjet ovenud af skulptørens brændende atomvisioner.
Dyrplager-skandalen var i aviserne så landsomfattende, at museets direktør Knud W. Jensen endnu ved tiårets slutning nægtede Bjørn Nørgaard tilladelse til at slagte sin hest i parken. Denne gang stod finanslovsbevillingen på spil, frygtede Jensen, som i øvrigt ikke var indstillet på at lægge græs til optrin, der mindede ham om nazistiske ritualer.
Paik-tangenten her på siden stammer ikke fra Louisiana, men fra en tilsvarende New York-happening midt i 60’erne. Arkitektvenner på studieophold samlede reliktet op efter koncerten og sendte den hjem som julegave.
Og hvad det så er for en skæv skrue og rund papskive, der sidder på siden af træstykket? Jamen det er noget min søn og jeg senere forsynede artefaktet med, fordi han syntes tangenten egnede sig så glimrende som maskingevær, og derfor fik aftrækker og tromle tilføjet.

Æstetisk funktion
Kunst eller leg, eller liv og kunst? Det var nok det spørgsmål, der uudtalt lå længst fremme for en yngre kultursøgende i starten af 1960’erne. Som arkitektstuderende kunne man opleve faget temmelig formalistisk. Det var et spørgsmål om at »løse funktionerne på en æstetisk måde« – som Arne Jacobsen udtalte i et samtidigt interview.
Så var der mere at hente i Poul Henningsens foredrag og kronikker, som lærere og professorer på arkitektskolen fandt temmelig overflødige – om en rigere tilværelse uden arkitekt-tyranni, og om det æstetiske som en mulig sidegevinst ved fordomsfri bygningskunst.
Derfor var det heller ikke mærkeligt, at arkitekten og jazzmusikeren Max Brüel med rødder i det kulturradikale miljø, blev en udfordrende arkitektskolelærer. Hans far, keramikeren Axel Brüel, hørte til kredsen omkring Bernh. Christensen og havde tilbage i 1920’erne af nød og trang bygget sin egen saxofon. Så når Max beundrende citerede, hvad »Poul« sagde, var det ikke Poul Kjærholm med de stive mondæne 60’er-møbler, men PH med lamperne.
Ved en julefrokost på studieafdelingen i selveste året 1960 fik Max på sax og vor forelæsningsmessende arkitektprofessor Erik Chr. Sørensen til opgave at fremføre to sider af Peters Jul som jazz-og-poesi. Og et par af os studerende opførte scener af en rejseparlør, som absurd teater.

Situationisme
Året efter havde både Cassavetes film Skygger og Godards Åndeløs haft premiere i København, så vi til julefesten kunne producere en (meget kort, men hip) sort-hvid 16mm om julemanden på flugt. Den nye filmbølge havde magisk tiltrækningskraft, hvis man savnede bevægelse i rumkunsten.

Jeg tror ikke, at hverken
Poul (Henningsen) eller Max Brüel kendte til Situationisternes psykogeografi eller til Asger Jorns andre storbykontakter. Og Max fik heller aldrig styr på sin splittelse mellem jazzmusikken (om natten) og bygningskunsten (om dagen). Da han og chefkollegerne var godt i gang med Herlev Hospital, brød han utålmodigt op fra tegnestuen, før kæmpeopgaven var gennemført.
I starten af det næste ti-år og i fuld forståelse med arkitekterne endte en tredje Paul, billedkunsteren Gernes, med radikalt at farvesætte og dekorere sygehuset indvendig. Han havde rødder i 1950’ernes rumkunst og foldede sig ud i 1960’ernes Eks-kunstskole.
Men tilbage til objektet her på siden: Sålænge nogen kunne bruge fantasien analytisk voksede magten snarere ud ad tangenten – end ud ad et geværløb, som en 70’er-parolerne kom til at lyde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu