Læsetid: 5 min.

Makedonsk civil-samfund halter

Der skal et stærkt civilsamfund til at skabe stabilitet i Makedonien, og det har lange udsigter, mener eksperter
8. juni 2001

Samfund
Makedonien er Balkans maskot: et lille land med en langsom, men tilsyneladende stabil politisk proces frem mod mere demokrati. Og et land, hvor de etniske konflikter har været minimale sammenlignet med blodighederne i Bosnien og Kosovo.
Men Makedoniens status som maskot har været truet, siden den albanske oprørshær i marts indtog landsbyer i den nordlige del af landet. Senest er de nationale sikkerhedsstyrker blevet sat ind mod oprørere i flere landsbyer, hvor oprørerne beskyldes for at bruge lokalbefolkningen som levende skjolde.
En fire uger gammel national samlingsregering be-stående af både etnisk albanske og etnisk makedonske partier står nu med den opgave at skabe stabilitet og fred. Men det kan regeringen næppe klare alene, mener flere eksperter, Information har talt med. De vurderer samstemmende, at det for at undgå endnu en blodig borgerkrig på Balkan er nødvendigt med et stærkt civilsamfund organiseret på tværs af etniske, religiøse og sociale skel.
Men civilsamfundet er svagt og præget ’etnisk rene’ NGO’er, forklarer den norske socialantropolog Jan Espen Simonsen, der netop er vendt hjem fra Makedonien efter otte måneders feltarbejde blandt lokale NGO’er: »Der findes kun meget få NGO’er, der reelt er fleretniske eller flerkulturelle, og som formår at skabe samhørighed og tillid mellem etniske albanere og etniske makedonere.«
Selv om antallet af make-doniske NGO’er er højt og stadig stiger, advarer Jan Espen Simonsen derfor mod at tro, at civilsamfundet uden hjælp og støtte udefra vil vokse sig stærkt nok til at virke som fredsbevarende og stabiliserende faktor.
»Et stigende antal NGO’er slår sig faktisk op på at være fleretniske for at få penge fra internationale donorer. En organisation kan finde på at kalde sig fleretnisk, blot den har et enkelt tyrkisk medlem,« siger Jan Espen Simonsen.

Mistillid
De makedonske NGO’er er generelt meget afhængige af udenlandsk finansiering. Udenlandske donorer og indenlandske investorers bidrag udgør ifølge tal fra UNDP over 40 procent af budgettet. Statens tilskud er derimod forsvindende lille, pga. den mistillid, der karakteriserer forholdet mellem civilsamfundsaktører og staten. Denne mistillid er ikke forsvundet, selv om der i 1998 blev vedtaget en lov, som formelt placerer NGO’erne som en essentiel del af samfundet. Ydermere er der en tendens til, at staten kun støtter få udvalgte organisationer, som ikke i for høj grad sætter fingeren på regeringens uformåenhed i forhold til at sænke arbejdsløsheden og udjævne marginaliseringen.
Denne strategi er et levn fra den kommunistiske fortid, og den resulterer i et svagt civilsamfund, der får svært ved at løfte den opgave, der ligger forude, mener Kristian Sørensen, leder af organisationen Dialogue Deve-lopment, der arbejder med civilsamfundopbygning i Østeuropa og på Balkan:
»Der er behov for et stærkt civilsamfund, som engagerer folk. Det er ikke længere nok at drive sports- og kulturfor-eninger,« siger han med henvisning til opgørelser over NGO’ernes aktiviteter og indsatsområder, der viser, at kun en lille del af dem arbejder på basale områder som demokratiopbygning, konfliktforebyggelse og tværetniske aktiviteter.
Det bekymrer Kristian Sørensen: »Det er stort set kun internationale organisationer, der går ind i disse mere betændte områder, og derfor er det nødvendigt at støtte massivt op om de få lokale NGO’er, der har et multietnisk udgangspunkt og en vis professionalisme i arbejdet.«
Det har kun få af de lokale NGO’er, hvoraf mange opstod som spontane hjælpeorganisatoner under krigen i Kosovo, siger Jan Espen Simonsen: »Mange af de NGOer, der var aktive under Kosovokrisen, var etnisk albanske og har forstærket den etniske opdeling i civilsamfundet. Samtidig er der stor risiko for, at mange NGO’er hurtigt forsvinder igen, fordi de ofte er præget af en enkelt person, og uden den ene person falder det hele sammen. De fleste NGO’er ved intet om PR og organisationsteori og trænger kun langsomt igennem i lokalbefolkningens bevidsthed.«

Betydeligt misbrug
Men på trods af eller netop på grund af de mange svagheder i det makedonske civilsamfund er det her, man bør sætte ind med hjælp og støtte, mener både Kristian Sørensen og Jan Espen Simonsen. Det er blot essentielt, at det er de rigtige NGO’er, der får støtte, understreger Simonsen: »Der finder et betydeligt misbrug sted i form af, at der oprettes NGO’er alene med det formål at tjene penge. Derfor er det vigtigt at give støtte i form af kurser i kapacitetsopbygning, PR og lign., projekter der ikke er attraktive, medmindre man har et reelt formål med sit arbejde. Hvis misbruget ikke begrænses, risikerer man, at de få entusiaster, der reelt driver det meste af civilsamfundsarbejdet i Makedonien, ikke orker mere.« Han kan dog også forestille sig et positivt scenarium: »Det vil hjælpe meget, hvis det internationale samfund støtter og tager initiativ til flere tværetniske projekter og gør dem synlige, så flere kan se, at det kan lade sig gøre. Og så gælder det om at bakke de eksisterende fleretniske NGO’er op, f.eks. MCIC.«
MCIC, Makedonsk Center for Internationalt Samarbejde, er den bredest favnende NGO både etnisk, religiøst og socialt, og netop på grund af sit brede udgangspunkt har organisationen siden 1995 modtaget midler fra Folkekirkens Nødhjælp til at forbedre vandtilførslen i landsbyer, integrere sigøjnere og handicappede i lokalsamfundene og styrke de 14 organisationer, der tilsammen udgør MCIC.

Det eneste håb
Begrundelse for at støtte til MCIC er enkel, siger programkoordinator for Europa hos Folkekirkens Nødhjælp, Jørgen Thomsen: »Det eneste håb for en fredelig fremtid i Makedonien er, at der bliver skabt et stærkere civilsamfund. Det gælder om at holde dialogen mellem de etniske, religiøse og sociale grupper i gang, og det er NGO’erne trods alt bedre gearet til end politikerne,« vurderer han.
Desuden er det vigtigt, som MCIC gør, at fokusere på de reelle problemer og ikke på de symbolproblemer, som den internationale presse som regel beskæftiger sig med, mener Jørgen Thomsen:
»De problemer, der fremhæves, f.eks. at der mangler en anerkendelse af det albanske sprog og et albansksproget universitet, er især middelstandens problemer. Men det er de grundlæggende sociale og økonomiske problemer, der er årsag til frustrationerne hos den store del af albanerne. For dem handler det om bjergbyernes manglende adgang til servicefaciliteter som vand, veje, hospitaler og skoler. Men de samme problemer gælder også for makedonske og tyrkiske landsbybeboere. Det er en økonomisk og social konflikt, men tolkes som en etnisk både internt og eksternt,« siger Jørgen Thomsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her