Læsetid: 3 min.

En mandag på Østerbro

De gamle cricket- og traditionsklubber B93 og FREM delte point i intens kamp på Østerbro stadion, hvor FREM havde spillet og fysikken, mens B93 havde motivationen og banens bedste
5. juni 2001

Fodbold
I lige linjer er der max. 200 meter fra FCK’s og landsholdets domicil i Parken – og B93’s og Skjolds hjemmebane på Østerbro stadion. På alle andre planer er der verdener til forskel på det fodbold, der spilles, og de vilkår der gælder – på den ene og på den anden side af Østerbro Skøjtehal i København.
Det står lysende klart en pinsemandag med Faxe KondiDivisionskamp mellem de gamle storklubber B93 og FREM med kick off kl. 13.05 – på grund af kø ved tælleapparaterne. Her er der folk med borgerlige erhverv både på bænk og bane. Her er tempoet på et mere menneskeligt niveau, og luften krydret med den osende duft af grillede pølser. Det kan høres, når den hårde kerne fra Valby Bodega skråler »skandaledommer« og »hvordan syn’s du selv det går« efter den unge, sortklædte opmand. Og der tages elegant med fløjlshandsker på den FREM-fan, der i frustration over 0-1 og forspildte chancer har forvildet sig op til de 93 ’Hvide Engle’ omkring en tromme – for at spille med bodega-musklen.
Bag på hans blå-røde trøje, over ryggens 18-tal står navnet: HardKåre.
Så kan det heller ikke blive mere hard core! Selv om FREM efter tabet af to point ikke længere har egen oprykningsskæbne i egne hænder. Nu skal Køge tabe mindst en af sine tre sidste kampe, hvis FREM skal med op i Superligaen med Esbjerg, som mandag aften massakrerede Fremad Amager med 5-1 og tog egen skæbne i egne hænder.
1.587 tilskuere, flest i Valby-klubbens rød-blå tværstriber, er cirka 1.200 mere ende snittet på det ramponerede stadion. Og 40.000 færre end den flok, der ifølge B.T. ikke har fået armene ned 36 timer efter Danmarks 2-1 sejr over Tjekkiet.
Selv dagen efter pinsesøndagen, hvor de to formiddagsaviser udkom som ekstraordinære landskamps- aviser er festrusen pløkket ned på forsiderne af B.T. og Ekstra Bladet, selv om der fodboldmæssigt ikke var så meget at juble over. Men ’vi’ vandt – og det er, hvad der først og sidst handler om i fodbold.

Hammersurt
Grundlæggende gælder det også en mandag på Østerbro Stadion, hvor FREM’s oprykningskandidater har 85 procent af spillet og store chancer, men må nøjes med – og være glade for – 1-1.
FREM-publikummet giver matchen en mere farverig og volumniøs ramme end normalt på det gamle atletikstadion, der har mere aura end det strømlinede nabostadion. Og selv om der hverken er mediehype eller udsolgt, så hersker der hos de blå-rød-tværstribede på de frønnede træ-tribuner, der læner sig op ad Idrætshuset, samme frustration over 1-1 som den, der herskede i Parken indtil Jon Dahl Tomasson syv minutter før tid headede 2-1 i hus.
FREM’erne har haft mere boldbesiddelse mod de teknisk dygtige, men fysisk spinklere B93’ere, end Danmark mod Tjekkiet. Når lige ses bort fra de første 20 minutter, hvor Valby-drengene, der overhovedet ikke er rekrutteret i Sydvestkvarteret, ikke havde fået hovedet med ind på banen, som lejesvenden fra Herfølge, fynske Bo Henriksen udtrykte det.
Han bliver i 88. m. FREM’s redningsmand, da han på bedste Jon Dahl Tomasson-maner er listet om bag banens bedste, B93-libero og kommende Udinese-spiller Per Krøldrup, hvorfra han med ryggen mod mål tipper indskiftede Morten Jørgensens kontra-headning ind til 1-1.
Havde samme Bo Henriksen været lige så skarp i overtiden, havde han på den sidste chance sikret sejren, men hans afslutning fra klods hold fik B93’s dygtige keeper, kroaten Vedran Covic vippet til hjørne.
FREM-træner Johnny Petersen, der i flere omgange har trænet B93, taler bagefter om straffe, ligesom da den anden lejesvend Jari Pedersen blev hevet omkuld i scoringsposition. Og deltids-læreren sprutter af harme over, at DBU sætter en så urutineret dommer som Jesper Overgaard til så vigtig en kamp.
I øvrigt havde hele diskussionen om ’straffer’ været overflødig, hvis B93’s marokkaner Yassin Chefhabi på det fjerde af de kontra-angreb, der som nålestik jages ind i FREM’s massive offensiv efter pausen, havde omsat Mirko Selkas hovedstød efter hjørne i 44.minut til 1-0. Til græmmelse for det højmotiverede Østerbro-hold, der hverken kan rykke op eller ned, preller venstrebensskuddet af mod tværribben efter at have passeret FREM’s fransk-fødte keeper Stefan Campagnolo.
Sådan er det i herrens frivillighedsår 2001: Trods Dansk Folkepartis kvababbelser er integrationen på moderne fodboldhold, også i den professionelle halv-fabrikata-udgave som B93 og FREM eksercerer, absolut: Her handler det kun om kunnen. At spillestilen alligevel er i umiskendelig overensstemmelse med klubbernes tradition – det fine, lidt eksklusive Østerbro-bold kontra det mere knokkelstærke FREM-over isen – siger blot, at fodboldklubber har stærke rødder.
Om styrken er til oprykning i år er mere tvivlsomt efter en underholdende mandag på Østerbro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her