(2. sektion)
Roman
Vishnu er en fattig inder, der bor på en trappeafsats. Nej, om igen: Vishnu er den hindu-gud, der opretholder det univers, som Brahma har skabt, og Shiva med tiden vil ødelægge. Eller vent: Vishnu er hovedpersonen i Bollywood-filmen Vishnus død, som optræder i romanen af samme navn, der på sin side handler om den fattige Vishnu, som bor på en trappeafsats.
Forvirret? Ingen af versionerne er mere korrekt end de andre. Menneskerne, myterne, og filmene spiller alle med i den virkelighed, der skildres af den debuterende forfatter Manil Suri i romanen Vishnus død. Ligesom det praktiske, det mytiske og det forestillede indgår på én gang i vores egne, respektive virkelighedsversioner. Den indiske multikultur er taknemmeligt stof for udfoldelsen af alle tre lag, og det demonstrerer Manil Suri eminent i romanen om Vishnu og den ejendom, hans trappeopgang holder sammen på (ligesom hindu-guden Vishnu har til opgave at opretholde universet).
I begyndelsen tror beboerne bare, at Vishnu er et stakkels fattiglem, der i årevis har haft lov til at bebo trappeafsatsen mellem 1. og 2. sal mod at gøre sig nyttig efter behov. Nu er han ved at dø, og de frygter, at han måske er mere end det en udløser af dårlig karma, en magtfaktor, en gud?
Beboerne reagerer forskelligt på mistanken, fra skælden og smælden til religiøse omvendelser og romantiske hemmeligheder, og imens ligger Vishnu på sin afsats og dør.
I den mellemtilstand mellem liv og død, han glider ind i, optræder nu en række syner eller drømme, der veksler med scenerne fra opgangens fortumlede liv og samtidig afspejler personernes kvaler og konflikter:
I dag rider vi langs Ganges bred. Hen over sletter, der rejser sig fra vandkanten og dækker jorden. Her og der afbrydes det grønne af forladte landsbyers sønderrevne hytter.
Bag os fortoner ruinerne sig af en by, vi har raseret, røgen står op fra den og udsletter solen. En tynd blodstrøm fra Vishnus sværd pibler ned ad siden på mig han venter, indtil det er aften, med at dyppe den i Ganges og vaske den ren.
I opgangen er hindufamilierne Pathak og Asrani dødeligt uvenner over noget stegefedt, men forenes dog i fjendskabet mod den muslimske familie Jalal, som på sin side slås med troen og overholdelsen af Koranens bud. Imens stifter familiernes afkom, Kavita og Salim, deres egen alliance og er stukket af for at blive gift, før forældrene har talt til tre.
Stemmemylder
Vishnus død er på den ene side en polyfon roman om en række storbyskæbner. På den anden side er den en helstøbt roman om en polyfon tilværelse, hvor religionen taler med konstant, men de kulørte musicalfilm fra Bombays (nu Mumbais) gigantiske filmby Bollywood synger næsten lige så højt:
»Kavita gabte. Hun strakte hals og gned dovent fingrene mod øjenvipperne. Jeg har sovet, sagde hun, mens hun lod fingrene løbe gennem håret og gabte endnu en gang. Det var den perfekte filmudgave af En Der Netop Er Vågnet.«
Bogens flot kulørte omslag giver i øvrigt et fingerpeg om den særlige Bollywoodstil, som ikke ligner noget andet.
Nogle af de moderne indiske forfattere, der er slået igennem i Europa, har specialiseret sig i at bygge broer mellem Vest og Øst (Jhumpa Lahiris Tolken for eksempel gennem det indiske blik på USA, Pankaj Mishras Romantikerne gennem det vesteuropæiske blik på Indien), og andre (som Sharon Maas og Chitra Banerjee Divakaruni) skriver mere universelle, kulørte kærlighedsromaner. Manil Suri derimod fremskriver, på trods af at han som mange af de andre indiske succeser bor i USA, et originalt og uanfægtet indisk fiktionsunivers. Hans Bombay er myldrende, mangefarvet, filosofisk og fuldt af guder, syner og fantasier, som kun Indien kan være det. Det gør Vishnus død til udfordrende læsning, og så gør det den til intens, virkningsfuld og tænksom litteratur af den langtidsholdbare slags.
*Manil Suri: Vishnus død. Nydeligt oversat af Charlotte Grubb. 286 s., 299 kr. Lindhardt og Ringhof
