Læsetid: 7 min.

Mellem linjerne

David Mamet er om en uge Danmarks-aktuel med en ny film, ’State and Main’. I den anledning ser vi tilbage på den ansete amerikanske dramatiker, manuskriptforfatter og instruktørs syv titler store filmproduktion
29. juni 2001

(2. sektion)

Portræt
En af hans gode venner, skuespilleren William H. Macy, mener, at han er en poet. At han skaber musik og poesi med sine ord og sine dialoger.
Den amerikanske instruktør, dramatiker og manuskriptforfatter David Mamet kan i hvert fald et eller andet med det amerikanske sprog, som kun få af hans kolleger er i stand til. Det får vi f.eks. rigelige beviser på i hans seneste film, den næsten løsslupne komedie og ubarmhjertige dissektion af Hollywood, State and Main, som får dansk premiere i næste uge.
Der er intet improviseret eller talesprogsagtigt over Mamets vittige og dobbeltbundede, tydeligt skrevne og ikke rappe dialoger. Men samtidig er de overraskende mundrette og ejer en friskhed, som traditionelt hører improvisationen til. Mamets dialoger kører, som hans historier, gerne i ring, og i en ordveksling gentager hans personer ofte, hvad deres samtalepartner lige har sagt – således står de fleste betydningsfulde ting faktisk at læse mellem linjerne.
Slidte klicheer, gamle mundheld og for længst ’glemte’ udtryk støves af og får takket være Mamets pen – og en stab af gode skuespillere, der ved præcis, hvor de betydende tryk og pauser skal lægges – nyt liv i små, skæve historier om bedrag og svigt og både naive og desillusionerede individers jagt på ærlighed og sandhed.
Man kan kende Mamets film på en troværdig miljøskildring, dialogen, en afdæmpet tone og underspillet humor og de karakterdrevne, sindrige plots, der leger med både publikums og de medvirkendes opfattelse af, hvad der egentlig foregår.
Mamets film kan være svære at blive klog på, og nye detaljer dukker op, for hver gang man ser dem – hvilket man gerne gør igen og igen.

Begyndelsen
David Mamet er født i 1947 i det Chicago, som ofte har været bagtæppe for hans film og stykker. Han indledte sin karriere i showbusiness som skuespiller og medvirkede i et par forestillinger på off-Broadway i New York, før han i 70’erne debuterede som dramatiker. Det var som forfatter af velformede, skarptslebne teaterstykker, at Mamet først skabte sig et navn. Og stadigvæk holder han fast i ind imellem sit filmarbejde at skrive og iscenesætte teater, ligesom han har skrevet flere roste bøger om skuespil og instruktion.
I begyndelsen af 80’erne havnede Mamet i Hollywood, hvor hans første realiserede filmmanuskript lå til grund for Bob Rafelsons glimrende genindspilning af noirklassikeren Postmanden ringer altid to gange. Med Jessica Lange og Jack Nicholson i hovedrollerne som elskere, der konspirerer om at skaffe sig af med hendes mand lever Rafelsons film højt på Mamets dialog, ligesom det gennemgående tema om bedrag ligger fint i tråd med manuskriptforfatterens senere arbejder.
Efter en række populære og højt profilerede manuskripter til bl.a. Sidney Lumets Dommen med Paul Newman som en afdanket advokat og Brian De Palmas filmversion af 50’er-tv-serien De uovervindelige – i begge tager underhunden kampen op mod en tilsyneladende uovervindelig overmagt – fik Mamet i ’87 selv mulighed for at skrive og instruere en film. Og siden har han taget sig godt betalt for prestigefyldte manuskriptjob i Hollywood (Hoffa, The Edge, Wag the Dog, Hannibal), der giver ham frihed til også at lave sine egne, noget mindre film- og teaterprojekter.
Den første film, Forført, handler om den selvsikre psykiater Margaret Ford (spillet af Mamets daværende kone Lindsay Crouse), der af en charmerende con(fidence) man (Joe Mantegna, en af Mamets faste skuespillere) bliver trukket ind i en farlig og forførende verden af svindlere og svindelnumre.

Sindrige plots
Mamets teaterbaggrund fornægter sig ikke i Forført, der har originaltitlen House of Games, og det skrevne ord og skuespillet dominerer. Men det er ikke en statisk eller visuelt kedelig film, han har lavet. Tværtimod synes Mamet med filmmediet at have fundet et endnu større lærred at male på, med endnu flere farver – hvor han kan tillade sig at antyde ting og lade dem være underforstået, fordi nærbilleder er mulige, og visuelle detaljer har større vægt på film end på teateret.
Det sindrige plot, der konstant overrasker ens forventninger, og det stilsikre setdesign, de kontrollerede kameragange og den rolige klipning bidrager kun til den indre spænding, der er blevet hans varemærke, og som uden tøven driver hans film fremad.
En lignende historie fortæller Mamet ti år senere i den bredere appellerende The Spanish Prisoner (’97), hvor Steve Martin og Mamets nuværende kone, Rebecca Pidgeon, står bag et spektakulært con game, som skal franarre Campbell Scotts lidt naive, men ambitiøse forsker en værdifuld opfindelse. Naturligvis får vi aldrig at vide, hvad opfindelsen er – Mamets svar på Hitchcocks MacGuffin – og det er det psykologiske spil om følelser, ambitioner og menneskelige værdier, som foregår mellem personerne, der er det vigtige i filmen.
Samtidig fornemmer man i både Forført og The Spanish Prisoner, at Mamet, der er en passioneret pokerspiller og gambler, kender miljøet, han skildrer, til bunds.

Charme og spænding
Debutfilmen fulgte David Mamet op med den sorgmuntre Things Change (’88), hvor Mantegna og Don Ameche yder fint, lavmælt spil som henholdsvis en mafiahåndlanger (Mantegna), der tager en ældre, betalt syndebuk (Ameche) med på en begivenhedsrig tur til Lake Tahoe, før den gamle efter aftale med mafiaen skal melde sig selv til politiet.
Things Change er ikke Mamets bedste film, men dog en charmerende, lille komedie – med alvorlige undertoner – om venskab og troskab, og den slentrer afsted i sit eget, behagelige tempo.
Mere kontant spænding får vi serveret i hans næste film, den interessante Homicide (’91), der er det tætteste, Mamet er kommet på at lave en krimi. Joe Mantegna spiller en jødisk kriminalbetjent, der bliver involveret i noget, som umiddelbart ligner en morderisk konspiration mod en gruppe fremtrædende jøder.
Den spegede intrige er fængende nok i sig selv – og slutningen er ret overraskende – men Mamet synes hellere at ville fortælle historien om en mand, Mantegna, der mangler et sted at høre til. Han føler sig splittet mellem sin ’politifamilie’ og sit ’folk’, jøderne, og oplever raceforskelle og racisme på egen krop, da han skal fange en sort morder og samtidig forsøger at hjælpe den jødiske sag.
Mamets næste film, Oleanna (’94), baseret på et af hans egne stykker, er et kammerspil om sexchikane og magtforholdet mellem en selvoptaget, midaldrende universitetsprofessor (William H. Macy) og en ung, skrøbelig kvindelig studerende, titlens Oleanna.
Film og stykke blev i sin tid og fra forskellige sider beskyldt for at være mandschauvinistiske, mens andre roste Mamet for hans indsigt i emnet og viden om måden, både mænd og kvinder tænker og handler på. Filmen minder dog for meget om et stykke filmet teater og kommer ikke, i modsætning til Mamets øvrige film, til live på lærredet.

Familieskildring
Efter The Spanish Prisoner kastede Mamet sig over et stykke af den britiske dramatiker Terence Rattigan, og det resulterede i den fornemme periode- og familieskildring The Winslow Boy (’99). Nigel Hawthorne spiller med
bravour Winslow-familiens overhoved, der i begyndelsen af 1900-tallet lægger sag an mod kronen, fordi hans søn anklages for at have begået et tyveri og følgeligt udvises fra søfartsakademiet.
Sønnen nægter sig skyldig, og faren satser hele den velstående families fremtid og anseelse på, sammen med sin datter (Rebecca Pidgeon) og en respekteret sagfører (Jeremy Northam), at rense drengen og ’rette op på en uret.’
The Winslow Boy er en af Mamets allerbedste film, og den tegner et følsomt og nuanceret portræt af en sammentømret familie, der tør sige offentligheden ret imod.
Mamet synes at være blevet mere mild og åben i de senere år. Han kan stadig skære ind til benet og skrive en replik og en situation, som rammer, hvor det gør ondt. Men i modsætning til de første film, der som regel endte med, at desillusionen kun var større end til at begynde med, så ender både The Winslow Boy og State and Main på en lys tone med håb for fremtiden.
State and Main er også Mamets mest tilgængelige film og umulig ikke at holde af. Historien om et filmhold, der invaderer en lille, amerikansk soveby er så fyldt med referencer til og vittigheder om Hollywood, filmstjernesystemet og det leben, som foregår bag kameraet, at det er en fryd. Og William H. Macy (som den manipulerende instruktør), Alec Baldwin (som den småpigeglade stjerne), Philip Seymour Hoffmann (som kunstneren, dramatikeren, der har skrevet sit første filmmanuskript) og Rebecca Pidgeon (som lillebyens igangsætter og manuskriptforfatterens love interest) får det optimale ud af deres charmerende roller og Mamets vittige manuskript.
Det er desværre kun få af Mamets film, som har kunnet opleves i en dansk biograf, så det er med eftertryk, at jeg (an)befaler Dem at gå ind og se State and Main.

*State and Main får premiere den 6. juli. De fleste af David Mamets film kan købes på dvd via www.laserdisken.dk. Mere om Mamet på www.mind
spring.com/~jason-charnick/
mamet-top.html

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu